Rådgivning 70 23 27 50

Her
Illustration fra canva

En af Erik Mønsted Pedersens vigtigste råd er, at man skal tage afsted.

8 gode råd: Til dig som er i tvivl, om du skal til festival eller store koncerter

SINDbladet

Har du overvejet en af sommerens store koncerter – men er nervøs for, at dit sind ikke kan holde til det? Her er otte gode råd til dig og dem omkring dig:

Af: Astrid Simone Kjær

Tema: Klar til koncert?

Snart ruller sommerens store koncerter og festivaler ind over landet. Samtidig bliver et spørgsmål mere presserende: Skal jeg afsted, når jeg er psykisk udfordret?

I en række artikler sætter vi fokus på, om de danske festivaler tager hensyn til personer med psykiske udfordringer - og hvordan du passer på dig selv og dine nærmeste. 

Læs også:

Flere større festivaler ønsker at skabe plads til personer med psykiske udfordringer

Festivaler kan forekomme uoverskuelige, hvis du har en psykisk udfordring. Men det vil landets største festival ændre på

...

SINDbladet har spurgt praktiserende psykolog Erik Mønsted Pedersen, der også er 1. næstformand i SIND, hvilke råd han vil give til dig, som står og overvejer, om det er i år, du drager på festival eller til en af sommerens store koncerter. Her er hans overordnede råd: 

1. Forbered dig

Tænk over, hvad som gør dig tryg, hvad der udfordrer dig, og hvordan du tager højde for det på en festival. For eksempel ved at vælge en festival, som har de bedste rammer for dig. Og ved at orientere dig om, hvor du kan søge hjælp eller finde ro, hvis du får brug for det.

2. Tal med folk

Tal med dine venner, pårørende og behandlere om, at du vil afsted på festival eller til koncert. Ikke for at bede om lov til at tage afsted, men for at sikre dig, at folk omkring dig kan støtte dig i beslutningen

3. Tag ikke afsted alene

Tag afsted med en ven, som kender dig og dine udfordringer godt, og som du kender godt. Hvis du står alene med en svær udfordring, er belastningen større, og så er risikoen for, at det går galt, langt større. Derfor er det vigtigt at have en med, du er tryg ved.

4. Skru ned for alkoholen

Det er en klassiker, men med god grund. Alkohol og andre stoffer er psykoaktive stoffer, og derfor skal du overveje nøje, om du skal indtage alkohol – og i så fald hvor meget. De kan også fungere dårligt sammen med medicin. Hvis du er i tvivl om, hvor lidt eller meget du bør indtage, så spørg din læge til råds.

5. Skab et helle for dig selv

Et af de vigtigste råd er, at du finder et sted, hvor du kan trække stikket og få noget ro og søvn. Lavpraktisk vil det også hjælpe dig at tage ørepropper med – både til koncerten og når du sover – da disse skærmer for støj. Således mindsker du sansebelastningen, som kan være under hårdt pres til en koncert. Desuden kan det være en fordel at sove hjemme, hvor du er i rolige og trygge rammer.

6. Mærk dine grænser

Det er vigtigt at holde fast i sine grænser for at få en god oplevelse. Tag en pause et roligt sted, hvis du føler dig træt eller udmattet. Gå på opdagelse i et mere stille område af pladsen, hvis mængden af mennesker bliver for meget. Det værste, du kan gøre mod dig selv, er at kaste dig hovedkulds ud i festivalen uden at overveje, hvordan du passer på dig selv. Prøv dig stille og roligt frem, så det bliver en god oplevelse at komme afsted.

Erik Mønsted Pedersen er ny 1. næstformand i SIND
Udover arbejdet som psykolog er Erik Mønsted Pedersen næstformand i SIND og har frem til 2013 selv været bruger af psykiatrien i 39 år. Foto: SIND.

7. Tag afsted

Mit sidste råd er, at du skal tage afsted. Psykiske udfordringer skal ikke stå i vejen for et godt liv. At tage ud og høre musik og være sammen med mennesker giver livsglæde, som du ikke behøver at være foruden.

Hvad gør du, hvis du står på en koncertplads og pludselig befinder dig i en situation, hvor en af dine venner får det psykisk dårligt?

8 Bliv ved din ven

Hvis din ven pludseligt får det psykisk dårligt, er det allervigtigste, at personen ikke er alene, mens vedkommende har det skidt. Bliv ved din ven og rum, at personen har det dårligt. Og hvis du ikke kan være i det, eller ikke ved hvad du skal gøre, så søg hjælp ved andre, for eksempel samaritterne.