Rådgivning 70 23 27 50

Her
Grøn Koncert

Grøn Koncert er vant til, at flere af deres frivillige har psykiske eller fysiske udfordringer. Foto: Morten Rygaard.

Flere større festivaler ønsker at skabe plads til personer med psykiske udfordringer. ”Det er en begyndende tendens”, lyder det fra interesseorganisation

SINDbladet

På Smukfest ligger det i DNA’et at give plads til forskelligheder. Grøn Koncert har fx adskillige frivillige med psykiske diagnoser. Festivalerne North Side og Tinderbox havde ved SINDbladets deadline ingen information om initiativer for mennesker med psykiske udfordringer

Af: Astrid Simone Kjær

Tema: Klar til koncert?

Snart ruller sommerens store koncerter og festivaler ind over landet. Samtidig bliver et spørgsmål mere presserende: Skal jeg afsted, når jeg er psykisk udfordret?

I en række artikler sætter vi fokus på, om de danske festivaler tager hensyn til personer med psykiske udfordringer - og hvordan du passer på dig selv og dine nærmeste. 

Læs også:

Læs: 8 gode råd til dig, der overvejer at tage på festival

Festivaler kan forekomme uoverskuelige, hvis du har en psykisk udfordring. Men det vil landets største festival ændre på

...

Under bøgetræerne i Jyllands navle forsøger Skanderborg Festival at skabe et miljø, som kan rummes af

gæster med forskellige psykiske udfordringer. Sådan lyder budskabet fra kommunikationschefen for Skanderborg Festival, Randi Rehmeier.

”Det ligger det i Smukfests DNA at give plads til forskelligheder”, siger Randi Rehmer.

”Vi anerkender, at en stor festival som Smukfest kan være overvældende. Derfor gør vi os umage for, at personer med psykiske lidelser, fysiske handicap og andre begrænsninger skal have en god oplevelse ligesom alle andre”.

SIND har spurgt nogle af landets største festivaler, hvad de gør for at give plads til personer med psykiske udfordringer. Hvordan skaber de et rum, hvor også personer med psykisk sårbarhed kan tage del i sommerens store koncertoplevelser?

På Smukfest sker det blandt andet ved, at festivalen har indgået et samarbejde med Sundhedsstyrelsens indsats En Af Os, som søger at gøre op med stigmatisering af psykiske sygdomme. På festivalpladsen er der repræsentanter til stede fra indsatsen, som tilbyder en snak i hyggelige rammer. Desuden opstilles et telt mellem skovens træer, hvor du kan trække dig tilbage, hvis indtrykkene og larmen bliver for meget, siger Randi Rehmer.

Festivalen har også taget Solsikkesnoren til sig. I 2022 gik de som den første danske festival med i Solsikkeprogrammet. Derfor er festivalens frivillige informeret om Solsikkesnoren, fortæller kommunikationschefen.

Et inkluderende fællesskab

'Den kørende festival Grøn Koncert har ikke taget Solsikkeprogrammet til sig. Ikke fordi de ikke støtter motivet bag snoren, men fordi dets budskab allerede er lagret i deres identitet, siger projektleder for Grøn Koncert, Nikolai Milman:

”Vi har altid haft fokus på forskelligheder og lægger stor vægt på, at koncerterne er tilgængelige for alle”.

I stedet tilbyder de, at koncertgæsterne kan tage et armbånd på med ordene ’vis hensyn’, som kan fås på pladsen. Derudover er der er et handicappodie på pladsen, hvor man kan gå hen, hvis man får brug for en pause, men som Nikolai Milman siger, er pladsens infrastruktur bygget til at være kørestolevenlig – ikke til personer med psykiske udfordringer. I stedet gør festivalen meget for at rumme forskelligheder på den frivillige front.

Blandt arrangementets omkring 750 frivillige er der flere, som har en psykisk lidelse. Altså er det ikke nyt for dem at tage hensyn til forskellige behov.

Det er en begyndende tendens, at festivalerne er mere opmærksomme på at skabe bedre rammer for personer med psykiske udfordringer
Esben Marcher, direktør for Dansk Live

”Vi er tætte på de frivillige. Det hold, som står for de frivillige, er gode til at imødekomme de ønsker og behov, der er”, fortæller Nikolai Milman.

Hen over to uger kører teamet hele landet rundt for at afholde otte koncerter i løbet af sommeren. Også mange af de frivillige er med hele vejen og indgår i det fællesskab, det er at arrangere en festival, forklarer Nikolai Milman. Dog er der også nogle, som blot kommer og er med en dag eller to.

En begyndende tendens

Spørger man Esben Marcher, som er direktør for Dansk Live, der er en interesseorganisation for festivaler og spillesteder i Danmark, er vi vidne til en ny udvikling.

”Det er en begyndende tendens, at festivalerne er mere opmærksomme på at skabe bedre rammer for personer med psykiske udfordringer”, siger Esben Marcher.

Ifølge ham, er tendensen tydeligst blandt de store festivaler. De forsøger blandt andet at skabe områder, hvor man kan søge hen for at finde ro. De mindre festivaler har ikke samme fokus, muligvis fordi musikpladserne er mindre, tilføjer han.

Ingen svar

DTD Group, som står bag den aarhusianske festival NorthSide og Tinderbox, som finder sted i Odense, er blevet forelagt de samme spørgsmål som de andre danske festivaler, men de er ikke vendt tilbage med en besvarelse.

Som udgangspunkt viser deres hjemmesider ingen tegn på at have øje for personer med psykiske udfordringer. På Tinderbox er der foretaget nogle initiativer, der gør det muligt for personer med fysiske handicap at deltage, men der lader ikke til at være noget tilsvarende for personer med psykiske udfordringer