Rådgivning 70 23 27 50

Her
Roskilde Festival, pressefoto

Blandt de store scener på Roskilde Festival afmærkes stilleområder, hvor man kan trække sig hen for at få ro. Foto: Kim Matthäi Leland.

Festivaler kan forekomme uoverskuelige, hvis du har en psykisk udfordring. Men det vil landets største festival ændre på

SINDbladet

SINDbladet har spurgt nogle store danske festivaler, hvad de gør for at give plads til personer med psykiske udfordringer. Hvordan skaber de et rum, hvor også personer med psykiske udfordringer kan tage del i de store koncertoplevelser? Roskilde Festival forbereder flere initiativer. F.eks. skal stilleområder og rolige campingområder hjælpe til, at flere får gode musikoplevelser

Af: Astrid Simone Kjær

Tema: Klar til koncert?

Snart ruller sommerens store koncerter og festivaler ind over landet. Samtidig bliver et spørgsmål mere presserende: Skal jeg afsted, når jeg er psykisk udfordret?

I en række artikler sætter vi fokus på, om de danske festivaler tager hensyn til personer med psykiske udfordringer - og hvordan du passer på dig selv og dine nærmeste. 

Læs også:

Læs: 8 gode råd til dig, der overvejer at tage på festival

Flere større festivaler ønsker at skabe plads til personer med psykiske udfordringer

...

Måske kender du det. Den spirende følelse, som opstår, når du står foran scenen med solen bagende i ansigtet, omgivet af mennesker og gynger med til bølgerne fra musikken. Og måske er det en fortælling, du har hørt, men aldrig oplevet på egen krop. Det er nemlig ikke alle, som middelbart forbinder store koncertoplevelser med lykke.

Vi går sommeren i møde, og med de sene lune sommeraftener følger de store festivaler og koncertoplevelser. Dog er det ikke alle, som har lige nemt ved at træde ind i arenaen af høj musik og mange mennesker. Det kan nemlig være svært - for at sige det mildt - for nogle personer med psykiske udfordringer at bevæge sig rundt blandt mange tusinde mennesker, hvor promillen er høj, og bassen er altoverskyggende.

Når festivalerne opstiller scener, arbejdes der også med opsætningen af handicaptoiletter, ramper og kørestolsvenlige handicappladser. Men hvor er pladserne til de danskere, hvor sygdommen ikke er fysisk, men eksisterer skjult for øjet?

SINDbladet har spurgt nogle store danske festivaler, hvad de gør for at give plads til personer med psykiske udfordringer. Hvordan skaber de et rum, hvor også personer med psykiske udfordringer kan tage del i de store koncertoplevelser?

På landet største festival, Roskilde Festival, er det noget, de er opmærksomme på.

Festivalen kan tilpasses dig

Dårlig søvn. Støj om natten og morgenen. Mudder, beskidte omgivelser og oplevelsen af, at dine hænder, krop og tænder virkelig trænger til et besøg på et rent badeværelse.

Sådan forbinder mange danskere det at være på festival. Men sådan behøver det ikke at være. At være på festival kan nemlig foregå på mange forskellige måder. Det forklarer Claus Sørensen, som er én af de i alt 1.500 helårsfrivillige på Roskilde Festival. Han er en del af Team Tilgængelighed, som kort sagt har til opgave at gøre Roskilde ”tilgængelig for alle”.

Man kan sagtens navigere rundt derude, uden at man behøver at stå i mudder til halsen i syv dage
Claus Sørensen, helårsfrivillig på Roskilde Festival

”Der er en fordom om, at Roskilde Festival er mudder, druk og høj musik, men man kan sagtens navigere rundt derude, uden at man behøver at stå i mudder til halsen i syv dage”, siger Claus Sørensen.

På Roskilde Festival forsøger de både at gøre det lettere og tryggere for gæster med fysiske og psykiske udfordringer, selvom det ikke altid er, hvad Roskilde forbindes med.

”Roskildes image kan være så festligt, at det får nogle til at trække sig, inden de får undersøgt mulighederne. Derfor drejer det sig om at øge kendskabet til de muligheder, der er”, fortæller Claus Sørensen.

Han lægger vægt på, at der er mulighed for at campere langt væk fra de tre meter høje højtalere. Et af campingområderne er nemlig lavet specifikt til deltagere med fysiske udfordringer eller med behov for ro. Her er der både adgang til toiletter og bad, og det er placeret tæt på musikpladsen. Ønsker man ikke at bo der, findes der et andet område, hvor musik og støj er forbudt efter kl. 22, og hvor der lægges vægt på at holde området pænt og rent. Desuden går der busser og tog direkte til og fra festivalpladsen om aftenen og morgenen, så man ikke behøver at overnatte på teltpladserne for at være en del af festen. På den måde kan man tilrettelægge sit ophold efter egne behov, forklarer Claus Sørensen.

Hvis man er én af de 20 pct. af den danske befolkning, som lider af en psykisk sygdom – eller hvis man er pårørende til en – er der altså forskellige muligheder for steder at bo og sove i de syv dage, som festivalen varer.

Stilleområder

Med otte scener, flere end 130 madboder og 130.000 festivalgæster forvandles Roskilde Festival hvert år til landets fjerdestørste by, når musikken begynder at spille.

Det kan umiddelbart forekomme uoverskueligt og urovækkende med så mange mennesker samlet på ét sted. Derfor er det godt at vide, at arrangørerne har forsøgt at skabe rum på musikpladsen, hvor du kan være sårbar.

SIND anbefaler Solsikkesnoren

  • Solsikkesnoren er en diskret måde for personer med usynlige handicap eller udfordringer at vise omverdenen, at man kan have brug for en hjælpende hånd, forståelse eller mere tid i det offentlige rum.
     
  • 65 pct. af brugerne oplever, den har forbedret deres hverdag.
     
  • Du kan bl.a. købe Solsikkesnoren med logo på SINDs webshop.
...

Blandt de store scener er der forskellige stilleområder, hvor man kan trække sig hen, hvis støjen bliver for overvældende, eller hvis man har brug for at slappe af. Og tæt ved de forskellige scener står platforme, hvorfra man kan se og høre alt fra scenen. Platformene må benyttes af alle deltagere med en eller anden form for funktionsnedsættelse, fortæller Claus Sørensen. Han tilføjer, at alle faste og erfarne frivillige kender til solsikkesnoren, og ved, hvilke hensyn der skal vises. Dog gør det samme sig ikke gældende for de resterende frivillige.

Men selvom festivalen har indført en række initiativer, der skal øge trygheden, er det ikke altid nok til at holde de psykiske udfordringer på afstand. Ender man i en situation, hvor en snigende utilpashed overvælder en, eller ens ven står med galoperende angst et sted på den åbne plads, er der en døgntelefon, man kan ringe til, siger Claus Sørensen. Han lægger dog vægt på, at det også er den enkelte gæsts ansvar at undgå situationer, hvor risikoen for et dårligt udfald er større.

”Jeg kan ikke love, at en gæst midt om natten ved, hvad Solsikkesnoren er. Så man skal også selv overveje, hvor man er på et givent tidspunkt”, siger han.