Rådgivning 70 23 27 50

Her

Koncepter for SINDs frivillige

Supplement til SINDs politik for frivillige.

På denne side fremgår det, hvordan Landsforeningen både sikrer kvaliteten i SINDs frivilligdrevne tilbud, og hvordan Landsforeningen understøtter de frivillige.

SINDs politik for frivillige kan findes her.
 

Alle frivillige

Alle nye frivillige inviteres til onlinekurset: Velkommen til SIND. Kurset afholdes af SINDs formand i dialog med SINDs kursus udvalg.

Derudover afholder SINDs kursusudvalg hvert år en kursusrække, hvor mindst et kursus er målrettet alle frivillige i SIND. Kursusoversigten ligger her.

En weekendkonference målrettet alle SINDs frivillige afholdes de år, hvor der ikke er landsmøde. 

Rådgivere i Den Landsdækkende Telefonrådgivning

Generelt: Telefonrådgivningen er akkrediteret af RådgivningsDanmark. I akkrediteringen er uddybende beskrivelser af de frivilliges rolle, opgaver og understøttelse. Nedenstående er en opsummering.

Principper for rekruttering: Opgaven forudsætter ingen faglige kvalifikationer, men potentielle frivillige, der har erfaring med rådgivnings-/relationsarbejde og indsigt i målgruppen, bliver prioriteret. Alle skal gennem et interview. 

Oplæring: Sidemandsoplæring.

Kurser: Når der er nok nye frivillige, afholder Rådgivningen et kursus. Via Rådgivningen i Århus modtager alle rådgivere desuden invitation til SINDs kurser og konferencer for alle frivillige. 

Løbende understøttelse fra sekretariatet: Landsforeningen har udliciteret opgaven til SIND Rådgivningen, der bl.a. sikrer, at der altid er en medarbejder til stede, når rådgivningen er åben. 

Foredragsholdere

Principper for rekruttering: SINDs foredragsholdere er mennesker med levet erfaring (inkl. pårørende), der har potentiale for at formidle deres erfaringer gennem foredrag. Foredragsholderne arrangerer selv deres foredrag, hvilket forudsætter, at den frivillige kan arbejde selvstændigt. Der er derfor et rekrutteringsforløb, hvor både den frivillige og Landsforeningen kan vælge at springe fra undervejs. 

Oplæring: Rammerne bliver gennemgået som en del af rekrutteringen.

Kurser: Nye foredragsholdere bliver opfodret til at deltage i SINDs online velkomstkurser for alle nye frivillige.

En gang om året afholdes et fysisk kursus for alle foredragsholdere. Kurset afholdes af tovholder i dialog med kursusudvalget. Derudover modtager foredragsholderne invitationer til SINDs øvrige kurser og konferencer for alle frivillige. 

Løbende understøttelse fra sekretariatet: Der er en tovholder på sekretariatet, der via SINDs medier markedsfører foredragsholderne. Det er også tovholder, der afholder kurser, og som har den løbende dialog med foredragsholderne. 

Bisiddere

Generelt: Der findes en grundig beskrivelse af SINDs bisiddertilbud her.  Dette er derfor kun en opsummering. 

Principper for rekruttering: Da bisidderne er alene når de udfører deres frivillige arbejde, bliver der ved rekrutteringen lagt vægt på både personlige og faglige kompetencer. Alle skal gennem et interview.

Oplæring: Individuelle mini-kurser med tovholder og erfaren bisidder.

Kurser: Nye bisiddere bliver opfordret til at deltage i SINDs velkomstkursus for alle nye frivillige. 

Alle bisiddere tilbydes desuden et årligt kursus. Kurset afholdes af ansat tovholder i dialog med kursusudvalget. Derudover modtager bisidderne direkte invitationer til SINDs øvrige kurser og konferencer for alle frivillige.

Løbende understøttelse fra sekretariatet: Der er en tovholder på sekretariatet, som blandt andet giver opgaver til bisidderen. Tovholder giver også sparring til konkrete sager efter behov. 

SIND Mental Health frivillige

Principper for rekruttering: Frivillige skal have erfaring med internationalt projektarbejde og projektledelse, herunder udarbejdelse af ansøgninger. Derudover skal de have skriftlige og mundtlige engelskkundskaber samt interesse for psykiatriområdet. 

Potentielle frivillige, der har erfaring med monitorering og evaluering af det finansielle område og/eller erfaring med regnskab og budgetopfølgning, bliver prioriteret.

Oplæring: Sidemandsoplæring i gruppen.

Kurser: Nye frivillige opfordres til at deltage i SINDs velkomstkursus for alle nye frivillige. 

Alle frivillige har mulighed for at deltage i CISUs (gennem SINDs medlemsskab) og i DHs arrangementer og kurser. Desuden får de frivillige invitationer til SINDs kurser og konferencer.

Løbende understøttelse fra sekretariatet: Projektansat betales gennem projekter. Projekterne betaler ligeledes til økonomimedarbejdere og til timer for kommunikationsafdelingen.

Besøgsvenner

Generelt: Der findes en grundig beskrivelse af SINDs besøgsvenstilbud her.  Dette er derfor kun en opsummering.

Principper for rekruttering: Det kræver ingen faglige forudsætninger at blive besøgsven. Alle, der er i stand til at skabe en god stemning, når personen besøger borgeren, er velkomne. Alle skal gennem et interview, før de matches med en borger.

Oplæring: Besøgsvenskoordinatoren sætter den frivillige ind i rollen og deltager i det første møde med borgeren. Mellem besøgene kan den frivillige få støtte og sparring af koordinatoren.

Kurser: Alle opfodres til at deltage i SINDs velkomstkursus for nye frivillige.  

Alle koordinatorer og besøgsvenner kan deltage i et årligt kursus, der afholdes af en ansat tovholder i dialog med kursusudvalget. Derudover modtager besøgsvennerne invitationer – via deres koordinator - til SINDs øvrige kurser og konferencer for alle frivillige.

Løbende understøttelse fra sekretariatet: En ansat på sekretariatet er tovholder for tilbuddet. Koordinatorerne på tværs af besøgsvenstilbuddet har online netværksmøder hver 6. måned, som tovholder faciliterer. Koordinatorerne får også løbende støtte og vejledning fra tovholder.

Frivillige i arbejdsgrupper og udvalg

Principper for rekruttering: Afhænger af opgaven – der rekrutteres typisk blandt mennesker, der allerede er aktive i SIND eller har et indgående kendskab til enten opgaven eller SIND.

Oplæring: Ansatte i sekretariatet eller erfarne frivillige – f.eks. fra HB – står for oplæring.

Kurser: Kan deltage i SINDs velkomstkursus for nye frivillige. Modtager desuden direkte invitation til SINDs kurser og konferencer.

Løbende understøttelse fra sekretariatet: Udvalg og arbejdsgrupper, der nedsættes for en længere periode, får ofte støtte fra en udpeget medarbejder fra sekretariatet.

Landsforeningens støtte til de frivillige i lokalafdelingerne

SINDs kursusudvalg udbyder hvert år en kursusrække, hvoraf flere er målrettet lokalafdelingernes bestyrelser og faste frivillige.