Rådgivning 70 23 27 50

Her

Amalie Bøving Thiel Christensen

Profilbillede af foredragsholder - Amalie Bøving Thiel Christensen

Amalie er født i 1998, bor i København og holder foredrag i Københavnsområdet om spiseforstyrrelse, angst og depression.

Da jeg var 13 år gammel, blev jeg diagnosticeret med svær anoreksi og to måneder senere en depression. Da jeg ramte min laveste vægt med et BMI på 13, mistede jeg styrken og energien til at leve. Det tog mange års kamp mod mig selv, min krop og mit sind at komme til en livsomvæltende konklusion: At jeg har udviklet en livstruende sygdom, er uden for min kontrol, men hvad jeg kan kontrollere er at tage styringen tilbage over mit liv. 
 
I dag er jeg en 25-årig nyuddannet fysioterapeut, som af mine venner beskrives som "livets fest" og "en lille solstråle" - for jeg er oftest glad og formår at smitte andre med min farvestrålende energi. I mine tidlige teenageår og mange år frem kæmpede jeg mod svære indre dæmoner og var i medicinsk og psykiatrisk behandling for en spiseforstyrrelse og en depression. Mit forløb var forbundet med stor ensomhed og tomhed, og jeg savnede i høj grad nogen at kunne spejle mig i. Vigtigst af alt manglede mine pårørende og jeg nogen til at nære vores spinkleste håb i de sværeste tider.

Livet efter en spiseforstyrrelse

Mit foredrag handler om mine erfaringer med spiseforstyrrelse, angst og depression, hvordan jeg overvandt de selvdestruktive tanker og handlinger forbundet med dette og fandt min vej tilbage til livet.

Foredraget vil ikke kun egne sig til de mennesker, som selv kæmper med psykiske belastninger men i høj grad også til deres pårørende, til at skabe større forståelse, indsigt og støtte. Det er min erfaring, at man ved at tale åbent og ærligt om sine sårbare sider også kan opnå større forståelse og støtte. Jeg håber, at jeg med mine foredrag kan inspirere andre til at vælge livet til. 
 
Foredraget varer en halv time efterfulgt af et kvarter til debat og spørgsmål. 

Ved interesse og bookning af foredrag kan jeg kontaktes hverdagsaftener og i weekender.