Rådgivning 70 23 27 50

Her

Zichi Tue Guldbrand

Profilbillede af foredragsholder - Zichi Tue Guldbrand

Zichi bor i Arnum og holder foredrag i Syddanmark om at leve med diagnosen ADHD, som han modtog flere år inde i sit voksenliv.

Zichi har et omfattende CV og erfaring med en masse forskelligt slags arbejde. Han har uddannelser inden for pædagogisk undervisning, slagteri, guldsmedefaget og møbelsnedkerfaget. I dag arbejder han med udvikling af laboratorier i hele verden og bruger ved siden af sin kreative hjerne inden for sølv og slibning af ædelstene. Tidligere har han bl.a. været tarmrenser, assistent hos en guldsmed og arbejdet med møbelsnedkeri, hvor han f.eks. har været med til at producere møbler af Wegner og Børge Mogensen.

Zichi gennemlevede en stormfuld barndom, hvor hans bedsteforældre endte som de primære opdragere. Han flyttede hjemmefra som 16-årig og gik i lære hos Danish Crown. Som ung oplevede han stress, mens det samtidig gik skævt i et forhold. Det endte med at føre til et nervesammenbrud. Da han kom sig, begyndte hans passion for smykker og håndarbejde for alvor at tage fat.

Et nyt forhold endte med at føre ham fra Nørresundby til Kolding, hvor han kastede sig over møbelsnedkerfaget. Dette førte ham bl.a. til Albertslund, Greve, Ålesund i Norge og København, før han fandt tilbage til Jylland, først nordpå, hvor han voksede op og siden sydpå, hvor han bor i dag.

Foredrag

Hvis man er interesseret, så er man velkommen til at booke Zichi til et foredrag. Han arbejder fuld tid, men han disponerer over sin egen arbejdstid, så han kan typisk holde 2-3 foredrag om måneden i Syddanmark. Han har rigtig meget at fortælle, så det kan formentlig tilpasses jeres arrangement.

Foredraget kan omhandle barndommen, hvor han blev udsat for mobning, fordi han ikke var som alle andre, hans ungdom, hvor han mødte modgang, men forblev tro mod sig selv og oplevede flere successer, eller rejsen ind i de voksnes rækker, hvor han i dag lever med diagnosen ADHD, som kom relativt sent i tilværelsen, men trods dette har et godt fuldtidsarbejde og en meningsfuld hverdag stopfuld med forskellige interesser.