Rådgivning 70 23 27 50

Her

SINDbladet august 2022

”Vi skal have skabt en værdig psykiatri,” skriver SIND-formand Mia Kristina Hansen i SINDbladet august. ”Jeg oplever, at når man søger hjælp, så er den hjælp, man bliver tilbudt, ikke den hjælp, som man nødvendigvis har brug for. Man bliver tilbudt medicinsk behandling, men medicinen kan ikke stå alene. Der skal massiv opfølgning til hele vejen rundt om det enkelte menneske, og hjælpen skal tilpasses efter individuelt behov. Der må aldrig være en forkert dør, når man enten som syg, personale eller pårørende er bekymret,” påpeger hun i lederen på side 2. Bladets 32 sider byder bl.a. også på artikler om Solsikkeprogrammet. Med en særlig solsikkesnor om halsen kan du nu diskret signalere til personalet i fx Københavns Lufthavn, Tivoli og mange andre steder, hvis der grundet usynlige handicap og sygdomme er brug for ekstra hensyn, tid eller tålmodighed i forhold til dig eller dine pårørende. Se mere på side 7. Du kan også læse om en sommer, der har budt på gode oplevelser for mange SIND-frivillige og medlemmer. Fx på Folkemødet, på SIND Sommerhøjskole og ved Idrætsfestival for Sindet.

Her kan du se, hvad bladet ellers byder på:

Side 07: SIND tilslutter sig Solsikke­programmet og sælger nøglesnore med solsikkesymbolet

En god ide breder sig i disse måneder til flere og flere dele af samfundet i flere lande: Med en særlig solsikkesnor om halsen kan du nu diskret signalere til personalet i fx Københavns Lufthavn og Tivoli, hvis der grundet usynlige handicap og sygdomme er brug for ekstra hensyn, tid eller tålmodighed.

Side 10: Stærke og sårbare musikere spillede op for SIND

Siden sidste sommer har en perlerække af musikere holdt fortællekoncerter i SIND-regi, hvor de krængede sjælen ud og viste deres ømme punkter frem - for mange af dem var det første gang.

Side 14: Mange opsøgte dialog med SIND på årets Folkemøde

Folkemødet 2022 bød på flere velbesøgte debatter og sammenkomster hos SIND i Værestedet i Allinge. SINDs formand og to næstformænd stod desuden bag mikrofonen hos andre arrangører.

Side 16: SIND Sommerhøjskole: Venskaber og faglighed i trygge rammer

Til SIND Sommerhøjskole i Brenderup på Fyn er der et godt fagligt niveau, og et fællesskab med plads til forskellighed. Solen brændte på himlen, da de 65 sommerhøjskoledeltagere i slutningen af juni nød hinandens selskab i kreative værksteder, på udflugter, ved foredrag og på den grønne plæne.

Side 18: 25 år med Idrætsfestival for Sindet: ”Elsker hvert eneste minut”

Knap 250 mennesker med psykiske sårbarheder forvandlede igen Vejle Idrætshøjskole til en sand idrætsfest i slutningen af juni. Efter to års coronanedlukning var banen endelig kridtet op til Idrætsfestival for Sindets 25. udgave, som blev fejret med et brag både på og udenfor banen. SIND er med til at støtte festivalen.

Side 20: Lokalformand: Vi arbejder for at skabe rummelige fællesskaber

Afdelingsportræt: SIND Holbæk-Odsherred-Kalundborg er et frirum for mange mennesker med psykiske udfordringer. Gennem de faste tilbud som fx walk&talk, kaffestuen og samtalegruppen kan du både få relationer og hjælp til problemer. Lokalafdelingen har bidraget til en ny værktøjskasse med ideer og inspiration til SINDs 50 lokalafdelinger.

Side 20: Ny værktøjskasse til SINDs lokalafdelinger

Med støtte fra Det Obelske Familiefond har SIND samlet gode erfaringer fra en lang række lokalafdelinger i en ny værktøjskasse.

Side 22: Ses vi? Masser af events i Herning til september

Festivalen Mental Talk, som SIND Herning-Ikast-Brande har taget initiativ til, byder fra torsdag den 1. til lørdag den 3. september på konference, debatter og dialog om vores mentale sundhed i Herning på samme måde som på Folkemødet på Bornholm.

Side 25: Ny børnebog skaber et frikvarter med hjerteminder midt i det svære

Når man som barn eller ung har en forælder med en psykisk sygdom, er der gode og dårlige dage. En ny dansk børnebog vil hjælpe børn i svære omstændigheder med at fokusere på de gode stunder, når mørket trænger sig på.

Side 26: Nyt skoleår behøver ikke at betyde nye bekymringer

For forældre til børn med angst kan dagene i august inden skolestart være svære. Efter en lang ferie vender hverdagen tilbage med risiko for mistrivsel og fravær i skolen.

Ønsker du ikke at modtage SINDbladet med posten?

SINDbladet udkommer både på papir og i en digital udgave på SINDs hjemmeside.

Som medlem kan du fravælge at få sendt den trykte udgave af SINDbladet hjem i postkassen, hvis du ønsker det.

Skriv til medlem@sind.dk med dit navn og din adresse samt det medlemsnummer, du kan se bagerst på bladet.

...

 

Forsiden SINDbladet august 2022
Dato