Rådgivning 70 23 27 50

Her

SINDbladet juni 2021 - Nr. 3

Her er lidt om, hvad du bl.a. kan læse i SINDbladet juni 2021

(Side 6) Ny forskning: Hjertelidelser kan let opdages hurtigere hos tusinder af mennesker med psykisk sygdom

Sundhedsstyrelsen bør hurtigst muligt ændre retningslinjerne for hjerteundersøgelser af mennesker med svær psykisk sygdom, mener læge og ph.d. Christoffer Polcwiartek. Han viser med helt ny forskning, at sundhedsvæsenets nuværende brug af EKG, elektrokardiogrammer, enkelt kan ændres, så undersøgelserne meget tidligt afdækker spirende symptomer på alvorlig sygdom, der i dag ofte bliver overset.

(Side 8) Ti mio. kr. til SIND skal sikre kultur- og restaurantoplevelser til udsatte danskere

Et flertal i Folketinget har fordelt en halv milliard kroner til organisationer, kommuner og regioner. Pengene skal gå direkte til at give udsatte danskere oplevelser, fx koncerter, teaterforestillinger og restaurantbesøg. SIND er tildelt ti mio. kr. Hvordan og hvornår pengene kommer i spil, er endnu ikke afklaret.

(Side 10) Koncerter, filosofi, madlavning og ungdomsklub: Skoler hjælper med en bred vifte af tilbud, hvis du er psykisk sårbar

Aften- og daghøjskoler for folk med et mere skrøbeligt sind end flertallet er et hit landet over. Kurser, kreative aktiviteter og følelsen af et fællesskab er nemlig vigtige ingredienser i en sundere hverdag – og holder måske endda indlæggelser og medicinforbrug nede.

(Side 12) Nyt samarbejde mellem SIND og DGI: Frivillige bliver naturtrænere

Flere mennesker, der er ramt af psykiske vanskeligheder og ensomhed, skal sammen med andre have gode oplevelser i naturen, hvor både humør og muskler bliver bevæget. Det er målet for et nyt samarbejde i Midtjylland mellem SIND og Idrætsorganisationen DGI. Samarbejdet omfatter bl.a. uddannelse af nye naturtrænere. Ambitionen er, at projektet med tiden kan blive landsdækkende.

(Side 14) Efter tv-dokumentar: Sagen om Ernst fra villavejen er kun toppen af skraldebjerget

Problemer for mennesker med psykisk sygdom, der bliver overset i egen bolig, opstår regelmæssigt i hele Danmark. Kommuner og naboer skal skabe alliancer med mennesker, der er psykisk syge, i stedet for konfrontationer, som kun forværrer problemerne – både for den syge og omgivelserne – siger SIND-formand Knud Kristensen.

(Side 17) Chief 1 holder dæmonerne i skak: “Depressionen vil altid være en makker”

Lars Pedersen, alias Chief 1, er en af Danmarks mest kendte musikskikkelser gennem tre årtier. Men tonerne forstummede pludselig en dag for fire år siden, da han blev ramt af en depression. Lars fik vendt sygdommen til noget kreativt, men den vil altid være en del af ham. Han håber nu, at flere vil åbne op om deres psykiske kriser.

(Side 20) SINDs landsmøde

(Side 22) Personlig erfaring og politisk indflydelse er drivkraften hos Per

Per Harvøe er regionskredsformand for Region Sjælland – og det er et tillidshverv, der giver mening for ham.

(Side 24) Nye podcasts: Lyt dig til indblik i sindslidendes forhold i Uganda

SIND Mental Health, der er SINDs faste arbejdsgruppe vedrørende psykisk sundhed og psykiatri i ulande, fortæller i fire nye podcasts mere om samarbejdet siden 1999 med søsterorganisationen MHU i Uganda.

Emne
SINDbladet juni 2021 - forside
Dato