Rådgivning 70 23 27 50

Her
Familie set bagfra

SIND-nyhedsbrev: Valg | Sindslidendes Fond | Coronapas | Kvalitetsstempel til SINDs rådgivning på 7023 2750 | Nyt online kursus

Nyhedsbrev

Velkommen til vores nyhedsbrev for dig, der er aktiv eller overvejer at blive det i SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed. Vi fortæller i dette nyhedsbrev om: Valg | Sindslidendes Fond | Coronapas | Kvalitetsstempel til SINDs rådgivning på 7023 2750 | Nyt online kursus

Valget: Stem personligt på en kandidat, der har psykisk sundhed som mærkesag

Valglokalerne er tirsdag åbne til kl. 20.00

”Husk at stemme. Din stemme er vigtig for os alle sammen. Stem personligt på en kandidat, der vil fremme psykisk sundhed.” Sådan lyder opfordringen fra SIND-formand Mia Kristina Hansen i denne video forud for valget til kommuner og regioner tirsdag den 16. november.

”SIND er partipolitisk neutrale, men vi håber, du vil stemme personligt på en kandidat, som har psykisk sundhed og psykiatri som mærkesag. Din stemme er vigtig, fordi psykisk sundhed gælder os alle. Vi i SIND lover, at vi frem til næste valg vil holde politikerne op på de løfter, de har givet. Husk at stemme. Din stemme er vigtig for os alle sammen.”

Udover at stemme selv, så kan du gøre en forskel for andre: Måske er der nogle i dit netværk, der ikke føler sig trygge ved at tage alene til valglokalet. Overvej gerne om du kan tilbyde at følge med.

Oplevelsesmidlerne: Mange har ansøgt om gavekort

Evt. nye ansøgningsrunder bliver offentliggjort i nyhedsbrevet og på SINDs hjemmeside 

I går udløb fristen for at ansøge om gavekort hos Sindslidendes Fond, som vi har fortalt om i tidligere nyhedsbreve. SIND har modtaget mange ansøgninger, der de kommende uger bliver gennemgået. Flere ansøgningsrunder kan senere komme til, hvis økonomien giver mulighed for det.

Hvis der kommer flere ansøgningsrunder, vil fremtidige ansøgningsfrister fremgå af SINDs nyhedsbrev og hjemmeside.

Udover gavekort til oplevelser og sommerhusophold står SIND bag en bred vifte af aktiviteter og arrangementer, du kan deltage i. I aktivitetskalenderen på vores hjemmeside kan du følge med i kommende arrangementer.

Corna: Nye regler om coronapas 

Botilbud, sygehuse og plejehjem er nogle af de steder, hvor der siden fredag har været krav om gyldigt coronapas, hvis du kommer forbi. Dog er nogle grupper fritaget. 

Fra 12. november 2021 gælder der nye coronaregler: Ved restaurationer, cafeer og lignede skal gæsterne vise gyldigt coronapas for at blive lukket ind, og man skal også vise gyldigt coronapas ved forsamlinger med mere end 200 personer.

Samtidig har Social- og Ældreministeriet udsendt en bekendtgørelse om, at besøgende ved plejehjem og sociale tilbud (fx et socialpsykiatrisk bosted) skal kunne vise gyldigt coronapas, hvis de færdes på fællesarealer ved plejehjem eller sociale tilbud. Dette krav gælder dog ikke for besøgende, der er nære pårørende.

For aktiviteter i SIND betyder det følgende:

  • Medlemsmøder: Man kan holde medlemsmøder – fx generalforsamling - uden krav om gyldigt coronapas, så længe der er under 200 deltagere. MEN hvis I holder møder i lånte eller lejede lokaler, så er det jo en god ide at tjekke, om stedet har særlige coronaregler, fx om gyldigt coronapas, som de forlanger overholdt. Så spørg for en sikkerheds skyld dem, I bruger lokaler hos.
  • Væresteder/sociale caféer: Socialministeriet har oplyst SIND, at ved varmestuer og væresteder er brugere, frivillige og ansatte ikke at betragte som besøgende, der skal kunne vise gyldigt coronapas. Brugere, frivillige og ansatte behøver altså ikke at skulle kunne fremvise gyldigt coronapas. Sådan siger ministeriet nu, men den fortolkning kan måske blive ændret senere. Det vil vise sig. MEN hvis varmestuer og væresteder har en driftsoverenskomst med fx kommunen, eller modtager tilskud fra kommunen, og kommunen forlanger, at der er krav om gyldigt coronapas for brugere, frivillige eller ansatte på stedet, så bør man imødekomme dette.
Akkreditering af SINDs telefonrådgivning, DLT

Kvalitetsstempel til Den Landsdækkende Telefonrådgivning

SINDs rådgivning på 7023 2750 er efter en nøje godkendelsesproces blevet akkrediteret af brancheforeningen Rådgivnings Danmark

SINDs landsdækkende telefonrådgivning, DLT, er netop blevet akkrediteret af brancheforeningen Rådgivnings Danmark. En akkreditering betyder, at rådgivningen har været igennem en grundig kvalitetsvurdering af, om tilbuddet lever op til en række fælles standarder for gratis, sociale rådgivningstilbud. Svaret var et ja.

Akkrediteringen, der kommer efter en lang række møder, undersøgeler og besøg hos SIND, er et skulderklap til rådgivernes indsats. Godkendelsen viser, at mennesker, der er ramt af psykisk sygdom, og deres pårørende på 7023 2750 får rådgivning af høj kvalitet.

 

Invitation: Online velkomstkursus for nye frivillige

Den 7. december holder SIND et velkomst kursus for alle nye frivillige og nye bestyrelsesmedlemmer.

Når man bliver frivillig i SIND, bliver man samtidig en del af en stor landsdækkende organisation. Det giver adgang til SINDs kurser og konferencer og mulighed for at få indflydelse på SINDs arbejde. Det kan nye frivillige høre mere om på kurset, hvor SINDs landsformand Mia Kristina Hansen og formanden for SINDs Uddannelses- og Frivilligudvalg Kim Kjelgaard også fortæller om SINDs mærkesager og opbygning.

Kurset foregår online den 7. december fra kl 16 til 17.30. Vil du med, så send en mail til landsforeningen@sind.dk  -  oplys venligst navn, mail, telefon og hvordan du er frivillig i SIND. Tilmeldingsfristen er senest den 5. december.

Nyt fra sekretariatet: Husk at indsende regninger

SINDs sekretariat administrerer økonomien for en lang række lokalafdelinger og aktiviteter. Nu nærmer årsskiftet sig. Hvis der er regninger, som der skal med i år 2021, skal sekretariatet have regningerne inden den 15. december 2021. Hvis der efter denne dato kommer regninger, som skal med i år 2021, er allersidste chance den 7. januar 2022. Send regninger til regnskab@sind.dk