Set i SINDbladet: Kendte skuespillere nedbryder tabuer om psykisk sygdom
For første gang i årevis satser filmbranchen stort på en film, hvor omdrejningspunktet er kærlighed og konflikter i en familie med psykisk sygdom. “Rose”, der får premiere d. 24. februar, er baseret på oplevelser i instruktøren Niels Arden Oplevs egen familie, som er glade for filmen. Det gælder også publikum ved flere testforestillinger, hvor responsen har været særdeles positiv
Af Henrik Harring Jørgensen. Fotos fra Nordisk Film: Martin Dam Kristensen
Denne artikel er fra SINDbladet februar 2022: Inger, hovedpersonen i filmen “Rose”, er ikke skizofren. Hun er et menneske med skizofreni. Et menneske, som rummer meget mere end lejlighedsvise mørke symptomer og selvmordstanker. Et menneske, der har drive og drømme, som kan inspirere andre, og som kan mobilisere solid handlekraft. Hun er fx kompetent tegner, dygtig pianist og meget tæt på sin søster Ellen og svogeren Vagn, der som rutinerede pårørende ser og elsker mennesket ved siden af sygdommen.
Sådan lyder den korte version af de centrale roller i instruktøren Niels Arden Oplevs nye film. Som noget helt usædvanligt for filmbranchen er rammen for det hjertevarme drama, der i højt tempo bevæger publikums følelser, smilerynker og eftertanke, samspillet mellem et menneske med psykisk sygdom og de nærmeste pårørende. Udover at fortælle en varm historie er ambitionen med filmen også at bidrage til at nedbryde tabuer om psykisk sygdom.
“Tiden er moden til mere åbenhed. Alle kender til psykisk sårbarhed, personligt eller i omgangskredsen,” siger hovedrolleindehaver Sofie Gråbøl til SINDbladet. Hun flankeres i filmen af en lang række kendte skuespillere. Fx Lene Maria Christensen, Anders W. Berthelsen, Søren Malling, Peter Gantzler, Christiane G. Koch og Karen-Lise Mynster.
Stormende forelskelse
Niels Arden Oplev, der de seneste 13 år har boet i Los Angeles, er bl.a. kendt for filmene “Mænd der hader kvinder” (2009), “Drømmen” (2006) og “Ser du månen, Daniel (2019)”. Han har desuden instrueret episoder til en meget bred vifte af danske og internationale serier. Senest til den kommende udgave af Netflix’ populære serie “Vikings: Valhalla”.
“Rose” er baseret på oplevelser i Niels Arden Oplevs egen familie gennem en temmelig begivenhedsrig uge i 1997. Her steg hans to søstre, Maren og Kirsten, ind i en tæt pakket turistbus i Aalborg og satte kursen mod Paris. Søstrene, som du kan møde på side 10 i dette blad, er særdels glade for filmen. Maren glædede sig til gensynet med Paris – hun havde som helt ung, før hun blev syg, boet et år i byen, hvor hun bl.a. oplevede en stormende forelskelse. Efter få minutters busrejse blev de glade og forventningsfulde turister pludselig gjort opmærksom på, at Maren lider af skizofreni. Passagererne sad tæt i bussen og kom uventet også tæt på sindslidelser. Ikke alle var klar til det møde. Men i løbet af ugen opstod ikke blot diskussioner, men også varme situationer med smil. Den livlige tur bød på særdeles langtidsholdbare rejseminder. Ikke kun for Maren.
Filmen, som oplevelserne har inspireret til, er absolut ikke en rejseguide til Paris. Derimod kommer publikum omkring hele følelsesregistret, mens hovedpersonen Inger resolut indleder jagten på en tabt kærlighed. Fx høje grin, varme følelser, store diskussioner, lammende ængstelse, nye venskaber og uventede overraskelser. Filmen er et kærligt portræt af søsteren og af kærligheden mellem de to søstre. Kærlighed på trods af sygdom og på trods af passagerne i den lille bus, hvor reaktionerne afspejler, hvad mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende kan møde i hele samfundet.
- Instruktør: Niels Arden Oplev.
- Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Lene Maria Christensen, Sofie Gråbøl, Søren Malling.
- Vises i biografer over hele landet og via Biografklub Danmark. Filmen varer en time og 46 minutter.
- Premieren er planlagt til d. 24. februar,
men kan blive rykket grundet coronarestriktioner. - Se mere på www.nordiskfilm.com
Fem år undervejs
Niels Arden Oplev betegner filmen som et lille mirakel. Han har lagt meget energi i at skabe “Rose” og har måttet bruge mere tid på at rejse finansiering end ved tidligere projekter.
“Jeg har skrevet på filmen gennem fem år ved siden af andre opgaver. Det var ikke let at finde balancen. Jeg ville både vise de følelsesmæssigt svære sider af at have en sindslidelse og at være pårørende og samtidig vise den styrke og de fantastiske kvaliteter, min ældste søster har. Kirsten, som var i løbende dialog med Maren, læste med undervejs. Mine søstre skulle kunne stå inde for filmen, som samtidig skulle være underholdende. Det har været et langt, men godt forløb,” siger han.
Udenfor fællesskabet
I filmen åbner flere og flere buspassagerer sig gradvist for hovedpersonen Inger og accepterer, at hun ikke er som andre. Samme rummelighed savner instruktøren i andre dele af samfundet.
“I USA, hvor jeg bor, er det helt galt. Mange mennesker med psykisk sygdom lever alene – ofte under kummerlige forhold. Også i Danmark kan mennesker, der opfattes som anderledes, føle sig udenfor fællesskabet. Jeg håber, at filmen kan bidrage til at skabe tolerance, og at mennesker med psykiske udfordringer føler sig set og hørt.”
Kunstnerisk er han meget glad for resultatet, og testvisninger tyder på, at publikum med stor sandsynlighed er enige efter premieren. Branchens forventninger er positive.
Krævende rolle
Sofie Gråbøl er blandt Danmarks mest erfarne og hyppigst prisbelønnede skuespillere. Spændvidden i de roller, hun siden 1986 har udfyldt, er særdeles bred. Men trods indgående erfaring og mere end almindelig solid rutine krævede det mange overvejelser og meget forberedelse, før hun følte, at hovedrollen som skizofreniramte Inger fungerede rigtigt foran kameraerne.
“Mennesker med psykiske udfordringer er lige så forskellige som alle andre. Da jeg forberedte rollen, så jeg det som en meget alvorstung fortælling. Det er barskt at leve med et mørke, man kan blive væk i. Men undervejs opstod også situationer med humor og lethed,” siger Sofie Gråbøl.
SIND-formand Mia Kristina Hansen, der har set filmen “Rose”, siger:
“I SIND synes vi, det er rigtig godt, at filmbranchen zoomer ind på familier med psykisk sygdom. Mennesker med psykiske udfordringer er vidt forskellige. Det er ikke alle, der har det som Inger i filmen. Men i mange familier, hvor der er eller har været psykisk sygdom, vil man kunne genkende nogle af de udfordringer og oplevelser, filmen beskriver. Og det er godt. I forbindelse med rådgivning oplever vi, at pårørende ofte føler lettelse, når de hører andre beskrive de oplevelser, som de ellers oplever at være alene med. Jeg oplever, hvordan man som pårørende får sænket skulderne og pludselig føler sig mindre alene og ensom med alle de svære følelser, som hører med, uanset hvor god man er til at tale om dem i familien. Det godt, at der i disse år kommer flere og flere personlige fortællinger – fx i sociale medier, tv-udsendelser, film og bøger – og at vi bliver opmærksomme på vigtigheden af også at dele det, som vi tror, vi er alene med. Åbenhed gør en forskel.”
Hun fik bl.a. inspiration og hjælp af Niels Arden Oplevs søster Maren, som hun besøgte flere gange på bostedet i Nordjylland før og under underoptagelserne.
“I filmen spiller jeg karakteren Inger, som er frit baseret på instruktørens egen søster, Maren, som har været en meget imødekommende og inspirerende hjælp for mig i arbejdet med rollen.”
Sofie Gråbøl er glad for rollen og for filmen. Hun synes, at filmen har en vigtig pointe om at hylde mangfoldighed og forskellighed. Hun mener, at flere bør åbne sig overfor mennesker, der i førstehåndsindtrykket er anderledes. Samtidig er hun glad for at være med til at sætte fokus på, at mennesker med psykiske udfordringer også har mange styrker.
“Psykisk sårbarhed oplever mange enten direkte eller som pårørende. Filmens overordnede historie handler om et menneske, der ikke er som alle andre, og om hendes møde med en verden, der ikke altid accepterer en. Det tror jeg, mange kan genkende. Turistbussen i filmen er som en miniudgave af samfundet: Man er for ofte bange eller tilbageholdende overfor mennesker, der ikke er som en selv. Desværre. Uden Inger i bussen, ville passagererne have fået en kedelig rejse. Hun bidrager med meget, da hun får plads i gruppen. På samme måde bør vi i samfundet give flere plads i fællesskabet,” siger hun.
Her på SINDs hjemmeside kan du se, om der er lokalafdelinger nær dig, der planlægger at se filmen: www.sind.dk/aktivitetskalender
Søstrene, der har inspireret til filmen “Rose”: Man skal ikke skal være flov over sygdom
Det nære og varme forhold mellem søstrene Maren Arden og Kirsten Arden Pedersen matcher filmen. De håber, at “Rose” kan inspirere andre familier til mere dialog om livet med psykisk sygdom
Af Henrik Harring Jørgensen. Fotos fra Nordisk Film: Martin Dam Kristensen
“Jeg var lidt bekymret, inden jeg så filmen. Men den er blevet god,” siger Maren, der har inspireret til filmens hovedrolle og handling om en busrejse i 1997.
Hun er i dag 64 år og bor på et bosted nær Aalborg. Hun ser familien ofte og trives med forskellige aktiviteter, især malerier. Tidligere besøgte hun regelmæssigt SIND-klubben i Aalborg, hvor hun bl.a. nød at spille klaver.
Godt gensyn
Filmen rummer både fiktion og noget, der er sket i virkeligheden. Maren synes, at beskrivelsen af hendes rejse til Paris er realistisk. Hun nød at mærke, at minderne kom tilbage.
“Gennem mange år havde jeg ønsket at komme retur til Frankrig, hvor jeg boede et år, da jeg var helt ung. Der var mange gode minder, og jeg var glad for gensynet i 1997. Med filmen var det lidt som at komme tilbage igen.”
Selvmordstanker
Maren påpeger, at der var andre gensyn, som ikke var så rare:
“Ikke alt er rosenrødt. Nogen gange kan jeg fx godt have selvmordstanker, og det kan man se i filmen. Men andre gange er der gode ting, som også er kommet med,” siger hun.
Maren sidder sammen med søsteren Kirsten Arden Pedersen, der i filmen spilles af Lene Maria Christensen. Undervejs i produktionen har Kirsten fulgt både manuskript og film, som er drøftet med Maren. Også hovedrolleindehaver Sofie Gråbøl har mødt Maren flere gange. På lærredet viser skuespillerne et nært og varmt forhold mellem de to søstre. Hyggen og varmen mellem virkelighedens søstre, Maren og Kirsten, overgår filmen under interviewet med SINDbladet.
Sammenhold
Maren og Kirsten håber, at filmen kan give andre en god oplevelse og desuden inspirere familier i samme situation.
“Vores måde at være sammen på har altid været sådan. Lige siden barndommen. Det har aldrig været anderledes. Måske er det fordi, vi er vokset op i et hjem, hvor man snakkede meget sammen og kunne vende alle følelser. Sygdom er aldrig blevet forsøgt skjult, og vores forældre lærte os, at man ikke skal være flov over sygdom. Hvis man er vant til at snakke om tingene og til at stå ved, at der kan være problemer, så er det lettere at klare det hele,” siger Kirsten.
