Bliv gruppeleder i kreativt forløb for sårbare unge voksne i Odense
Vil du bruge dine kreative evner til at fremme mental trivsel hos sårbare unge voksne i Odense? Har du en passion for håndarbejde og samtidig ønsker at gøre en forskel i unge voksne menneskers liv?
Så bliv en del af vores nye krea projekt, hvor du i et team med to andre gruppeledere og en projektleder er med til at starte krea gruppeforløb op for sårbare unge voksne.
Måske kender du selv følelsen af at komme i flow, glemme tid og sted og finde ro, når du laver noget kreativt med dine hænder. De positive følelser af inspiration, interesse og glæde, når du går i gang eller færdiggøre et nyt kreaprojekt
Det er bare nogle af de fordele, som craft aktiviteter (håndarbejde) siges at have indenfor craft psykologi.
I projektet kommer du til at understøtte unge voksne, der lever med psykiske vanskeligheder, i at lave kreative aktiviteter, der kan være med til at fremme deres trivsel og give dem et fællesskab, de kan være en del af.
Hvem vi leder efter:
- En engageret person mellem 25-35 år
- Med interesse og flair for kreative aktiviteter
- Med baggrund inden for kreative uddannelser, psykologi, psykoterapi, sundhedsfaglige eller du kan også bare have en interesse for det kreative
- Du kan sætte 8-10 timer af til frivilligt arbejde om måneden i en tidsbegrænset periode (ca. 3 måneder)
Dine ansvarsområder inkluderer:
- At lede et gruppeforløb over 10 uger sammen med to andre gruppeledere
- Planlægge kreative aktiviteter fx strik, male, hækle, perler, ler m.m. og støtte de unge i deres projekter
- Facilitere samtaler om mestring af hverdagen
- Skabe et trygt og hyggeligt miljø, hvor de unge føler sig godt tilpas
- Deltage i og bidrage til planlægningen af et kreativt event for gruppen sammen med projektlederen
Hvad får du ud af det?
- En meningsfuld frivillig indsats, hvor du gør en forskel og udnytter din egen kreativitet
- Mulighed for at afprøve og udvikle dine kompetencer
- Medindflydelse i udviklingen af forløbet, der er en del af et nyt projekt
- En uddannelsesdag, der klæder dig på til at facilitere forløbet, med fokus på Craft psykologi og kreative aktiviteter som intervention
- Støtte i at arbejde med målgruppen
- Et frivilligbevis og en stærkere profil til dit CV
- Løbende sparring og støtte fra projektlederen
Hvor og hvornår:
- Lokation i Odense centrum (præcis lokation følger)
- Forløbet starter op til maj 2024
- Gruppeforløbet består af 10 mødegange med en gruppe på 10-12 unge
Hvis du ønsker at være en del af dette meningsfyldte initiativ og har lyst til at engagere dig i at støtte sårbare unge gennem kreativitet og samtale, så udfyld vores ansøgningsskema herunder:
Send ansøgningsskema til projektleder Rikke Klitgård på rk@sind.dk.
Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at sende en mail eller ringe til 9215 0398.