Rådgivning 70 23 27 50

Her

Psykiatrien skal skrives ind i sundhedsreformen

Pressemeddelelse

Pressemeddelelse fra SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed

Psykiatrien skal skrives ind i sundhedsreformen

I SIND havde vi store forventninger til den varslede sundhedsreform. De er desværre på ingen måde blevet indfriet – tværtimod. Psykiatrien er tilsyneladende helt skrevet ud af sundhedsreformen.
 
Vi er bekendt med, at der pt. foregår politiske forhandlinger, der meget vel kan omfatte psykiatrien, men vi har af gode grunde kun kunnet forholde os til det foreliggende skriftlige materiale.
 
SIND skal på den baggrund opfordre til, at der sker en gennemgribende revision af udspillet, hvis det fortsat ønskes gennemført. Opfordringen sker på baggrund af en frygt for, at patienter, pårørende og ansatte i psykiatrien vil blive stillet ringere, hvis reformen gennemføres i den foreliggende form.
Psykiatrien er sakket alvorligt bagud siden årtusindskiftet. Der er kommet 66 pct. flere patienter og 31 pct. flere ressourcer – hvilket er lig med, at udgifterne per patient er faldet med 21 pct. i perioden. Hvis den regionale psykiatri skal ligestilles med den somatiske del af sundhedsvæsenet, skal der tilføres ekstra 1,5 mia. kr. om året. Der er samtidig mangel på dygtige og erfarne medarbejdere i psykiatrien. I de økonomisk pressede kommuner har der ikke været ressourcer til at løfte de vigtige forebyggelsesopgaver, ligesom der mange steder er sket alvorlige reduktioner i den sociale og beskæftigelsesmæssige indsats for mennesker med psykiske lidelser.
 
Det bærende princip bør være, at det altid kan betale sig at investere i mennesker.
 
Der er en række spørgsmål, der skal overvejes og gives svar på, inden SIND er tilfredse med et reformudspil. Det er bl.a.:

  • Hvordan vil man sikre de fornødne ressourcer – økonomi, kompetent og veludannet personale, moderne faciliteter – inden for den psykiatriske behandling i bred forstand og på det sociale, beskæftigelses- og uddannelsesmæssige område fra kyst til kyst/på land som i byerne?
  • Hvordan vil man sikre, at der løbende sker faglig udvikling og fornyelse, så psykiatrien lever op til højeste internationale standard? Det gælder såvel behandling i bred forstand som den sociale, uddannelses- og beskæftigelsesmæssige indsats.
  • Hvordan vil man sikre en lettilgængelig og hurtig hjælp til borgere med akutte psykiatriske udfordringer og alvorlige udbrud af psykisk sygdom?
  • Hvordan vil man sikre en reel involvering af de berørte borgere og deres familier/primære netværk i indsatsen?
  • Hvordan vil man sikre den nære og sammenhængende indsats for børn og unge med psykiske lidelser og deres familier?
  • Hvordan vil man sikre og understøtte en tidlig og forebyggende indsats, så forekomsten af psykiske lidelser kan mindskes og følgevirkningerne reduceres?
  • Hvordan vil man sikre oplysning om og afstigmatisering af den dominerende opfattelse af psykiske lidelser?
  • Hvordan vil man sikre at kompetente ledere, fagpersoner og repræsentanter for berørte familier er med i de løbende beslutninger for at skabe en nær og sammenhængende indsats på det psykiatriske område i bred forstand?
  • Hvordan vil man sikre en kulturforandring, så medmenneskelighed, åbenhed, dialog og inddragelse af borgere, pårørende og netværk og fokus på borgerens samlede forløb og recoveryproces på tværs af myndigheder, sektorer og faglige tilgange bliver bærende elementer i indsatsen?
  • Hvordan vil man sikre udvikling af specialiserede bo- og støttetilbud af høj kvalitet?
  • Hvilke konkrete mål vil man søge at nå i den samlede indsats inden for psykiatrien i bred forstand inden for de kommende år? 

Det er spørgsmål som disse, den nye sundhedsreform må have svar på.
 
Vedtaget af SINDs Hovedbestyrelse d. 23. marts 2019.