Rådgivning 70 23 27 50

Her
Fælles Udrykningsteam

Set i SINDbladet: Fælles Udrykningsteam - Når sygeplejersker og politi rykker ud sammen

SINDbladet

Politi og sygeplejersker rykker sammen ud i satspuljeprojektet Fælles Udrykningsteam (FUT), der kører i fire politikredse. Her undgår de nogle af de tilspidsede og potentielt farlige situationer, som tidligere kunne opstå, når politiet alene mødte frem til mennesker med så alvorlig og akut psykisk sygdom, at hurtig indlæggelse er afgørende. I FUT kommer deres faglighed i spil, og tiden er afgørende

Af Kristian Ib

Her kan du læse hele SINDbladet december - både online og som PDF.

“Vi får en opringning fra vagtcentralen. Der er en ambulant behandler, som er bekymret for, om en ung pige vil tage sit eget liv. Så vi bliver sendt afsted akut. Da vi ankommer, går vi rundt om bygningen. Hendes hoveddør er lavet af glas, og gennem persiennerne kan vi se, at hun sidder med det ene ben udover altanen, har en køkkenkniv i hånden og er i klar affekt,” fortæller Martine Elmegård, der er sygeplejerske og en fast del af Østjylland Politikreds Fælles Udrykningsteam (FUT).

FUT er et satspuljeprojekt, der løber fra august 2019 til medio 2021. Her rykker sygeplejersker og politi sammen ud i en særlig patrulje til borgere, som er sårbare eller ramt af psykisk sygdom. De kører akut, laver opsøgende arbejde og har tiden til mødet med borgeren.

“Der er ikke nogen, som står med et stopur, når vi er ude med FUT. Vi er færdige, når opgaven er løst. Politiradioen rykker os ikke videre til et alvorligt trafikuheld. Det er altafgørende for, at vi kan møde borgeren på en skånsom måde,” siger politikommissær Allan Nielsen, der er daglig leder af FUT i Østjyllands Politi.

Fælles Udrykningsteam (FUT)

FUT er et satspuljeprojekt, der løber fra august 2019 til medio 2021.

To politibetjente og en sygeplejerske fra psykiatrien er med i bilen, når de rykker ud.

De kører i fire politikredse: Midt- og Vestjyllands Politi, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Østjyllands Politi og Fyns Politi.

I udgangspunktet er de tilgængelige i hverdage fra kl. 10-18. Det kan dog variere fra kreds til kreds.

Fagligheder supplerer hinanden

Når FUT rykker ud, er det altid to politibetjente og en sygeplejerske fra psykiatrien, der sidder i bilen. To af dem er Anne Kristine, der er politibetjent og Lene, der er sygeplejerske, begge tilknyttet Midt- og Vestjyllands politi.

De oplever, at samarbejdet giver bedre muligheder i mødet med borgerne.

“Når vi har en sygeplejerske med fra psykiatrien, kan vi have en blødere tilgang. Vi har tid til at sætte os ned og snakke. Nogle gange kan politiet opleves som en rød klud for et menneske med psykisk sygdom, andre gange kan det være sygeplejersken, afhængigt af hvad borgeren har af oplevelser i bagagen. Her kan vi vælge, hvem der taler, og hvem der trækker sig,” fortæller Anne Kristine.

Samtidig kan de supplere hinanden med hver deres faglighed.

“Det giver en stor tryghed, at politiet er vant til at kommunikere nogle klare rammer for, hvordan tingene skal være. Her er vi sygeplejersker måske lidt mere undersøgende i forhold til, hvad der er i spil for den enkelte, og hvad de oplever er svært for dem,” siger Martine Elmegård.

Det har ifølge Lene, sygeplejerske fra Midt- og Vestjyllands politi, en klar effekt.

“Jeg oplever, at potentielt voldsomme tvangsindlæggelser bliver til frivillige indlæggelser, hvilket, jeg synes, er et kæmpe skridt og til borgerens bedste, hele vejen igennem.”

Et kendskab til borgeren

Pigen på altanen råber, skriger og græder. Da hendes hoveddør er ulåst, kan Martine og hendes ene politikollega åbne døren på klem og stikke hovedet ind.

Veste som det Fælles Udrykningsteam har på

“Jeg er ikke utryg ved hende, fordi jeg kender hende fra et sengeafsnit, jeg har arbejdet på. Men jeg retter mig 100 pct. efter politiets risikovurdering, de har ansvaret for min sikkerhed,” fortæller Martine.

Det er ikke et enkelttilfælde, at Martine kender den borger, de rykker ud til. I FUT, på tværs af regioner, oplever de, at der er flere borgere, der går igen. Patruljerne får altså et særligt kendskab til dem, de skal hjælpe.

“Vores patrulje ved, om der er nogle særlige ting, de skal tage hensyn til, når de tager ud til en borger, som de har været ude ved flere gange før. Det er fx vigtigt at lade sygeplejersken træde frem, hvis borgeren er bange for politiet,” siger Allan Nielsen.

Sammen om at hjælpe

“I skal bare lade mig være, jeg får det aldrig bedre,” råber pigen fra altanen. Men da Martine kender hende i forvejen, kan hun trække på tidligere erfaringer.

“Det lykkedes os at tale hende til ro efter tre kvarter, fordi jeg kan fortælle hende, at vi to sammen har klaret tingene før, og at vi også kan klare det nu. Så hun lægger køkkenkniven fra sig,” fortæller Martine.

I en presset situation som denne var tre ting afgørende.

“For det første vidste jeg, at jeg ikke var i fare, fordi mine kollegaer fra politiet var med. Dernæst supplerede vi hinanden rigtig godt i dialogen med pigen. Hvis jeg gik i stå, tog min kollega over. Og til sidst er det en kæmpe støtte, at jeg vidste, at jeg ikke var alene om opgaven.”

Da pigen lægger kniven fra sig til sidst, går de ind. Martines kollega får pigen væk fra altanen og over i en seng.

“Pigen har taget en overdosis medicin, og det er soleklart, at hun skal indlægges. Det vil hun også gerne. Jeg tror, det er fordi, der er noget inde i hende, som gerne vil have hjælp. Og jeg tror, hun kunne mærke, at vi ville hende det bedste,” siger Martine.

Det er vigtigt for Martine at pointere, at denne sag er en af de voldsomste, hun har været med til. En stor del af det arbejde, de laver i FUT, handler om det opsøgende arbejde. Hvor de rykker ud på baggrund af bekymringshenvendelser, eller til de steder hvor de kan møde sårbare borgere, der kan have brug for hjælp.

Samtidig oplever hun, at politiet også er gode til at skabe relationer, hvilket også er deres mål.

“Vi kommer ud med FUT for at tage hånd om dem, der har brug for det. Så de kan have det så godt som muligt. Vi har altså borgeren og den hjælp, vi kan give, for øje,” siger Allan Nielsen.

Det mener SIND: Behov for en permanent løsning

“Super godt.” Sådan sammenfatter SIND-formand Knud Kristensen erfaringerne fra flere regioner med udrykningssamarbejde mellem politi og psykiatri.

“Når satspuljeprojektet udløber, er det eneste rigtige at finde en permanent løsning. Politiet er dygtige til mange ting, men de er ikke uddannede til disse situationer. At kombinere fagligheden hos politiet med fagligheden i psykiatrien er en god løsning,” siger han.

SIND anbefaler, at fælles udrykningsteams er en mulighed hele døgnet. I nogle regioner holder man lukket om aftenen og om natten.

“Men man kan jo også blive syg efter kl. 18,” påpeger Knud Kristensen.