Rådgivning 70 23 27 50

Her

Video 3: Naturen står jo ikke stille, ligesom tiden gør på det lukkede afsnit

Naturen over hegnet er et samarbejde mellem Psykiatrisk Center København, Naturstyrelsen og SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed. Projektet har til formål at bringe naturen tættere på mennesker indlagt på psykiatriske sengeafsnit. Som en del af projektet er der blevet lavet tre episoder til inspiration for andre i psykiatrien. Her kan du læse - og se - tredje episode.

Thumbnail-Naturen-over-hegnet-030523

”Jeg iagttager fugle flyve over hegnet med frihed under vingerne. Drømmer mig væk til en åben verden uden tvang og medicin.”

Sådan lyder starten på et af de digte, Mathilde har skrevet, imens hun har været indlagt. I digtet spiller naturen en stor rolle, ligesom den er begyndt at gøre det i hendes egen hverdag på afdelingen.

”Jeg fokuserer meget på andre mennesker, og på hvad de tænker om mig, men når vi er ude for at kigge på natur, så kigger vi bare på træer,” fortæller Mathilde om nogle af de ture, hun har været på med Søren Magnussen.

 

Naturen over Hegnet

Jord under neglene og tæt kontakt til den omgivende natur. Det er nogle af hovedtanker bag projektet ”Naturen Over Hegnet,” der er et samarbejde mellem Psykiatrisk Center København, Naturstyrelsen og SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed. Læs mere om projektet her.

Men hvad betyder det for mennesker i psykiatrien, når naturen kommer tættere på? Som en del af projektet er der blevet lavet tre episoder til inspiration for andre i psykiatrien.

Mød fx Trine, der fik idéen til at lave maling med ingredienser fra planter - og hjælpen til at gøre det af Søren Magnussen og Naturen over hegnet.

Eller om hør mere om, hvordan noget så simpelt som højbed eller plantefarve kan give patienter i psykiatrien jord under neglene og smil på læberne.

...

Turene er en del af projektet ”Naturen Over Hegnet”, der er et samarbejde mellem Psykiatrisk Center København, Naturstyrelsen og SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed. Projektets formål er at bringe naturen tættere på mennesker, der er indlagt på psykiatriske sengeafsnit.

I dag er Mathilde og Søren taget ud for at kigge på træer og finde ting i naturen, som de kan tage med tilbage på det psykiatriske afsnit. I løbet af et par timer finder de et rødt stykke birkebark, kigger på kejserbuske og ompotter en enkelt plante. Og Ifølge oversygeplejerske Morten Holmgren på Psykiatrisk Center København ligger styrken i projekt ”Naturen over Hegnet” netop i, at det får skabt en forbindelse mellem den psykiatriske afdeling og virkeligheden.

”Naturen er stabil. Den har altid været der, og den er der stadigvæk. Og den kan også give en ro. At se noget gro, mærke noget mellem fingrene, noget der giver meningsfuldhed. Det her projekt tager virkeligheden med ind på afsnittet,” fortæller han.

Det er en tanke, som Mathilde kan nikke genkendende til. For hende giver projektets aktiviteter nemlig mulighed for at tænke på andet end sin diagnose.

”Jeg tror bare, at som psykiatrisk patient er det virkelig vigtigt, at man får fokus på andet end sygdom, afdeling og hvide vægge. At man kommer ud og ser noget andet,” siger Mathilde og tilføjer:

”Naturen står jo ikke stille, ligesom tiden gør på det lukkede afsnit. Det er bare rart at se, at der sker noget uden om en,” fortæller Mathilde, der især har været glad for Sørens tilgang til mødet med patienter.

Og mens oversygeplejerske Morten Holmgren ikke lægger skjul på, at projekter som ”Naturen Over Hegnet” kræver flere ressourcer, så mener han, at de er godt givet ud. De kommer nemlig ”tifold” tilbage i sidste ende:

”Det kræver noget af personalet. Det kræver mere tid, og at du har en person som Søren eller en anden tovholder, der har et fokus på den opgave. Men når det så kører, så giver det tifoldigt tilbage. De her mennesker, der er indlagt, skal have en meningsfyldt hverdag og skal hjælpes til at kunne komme hen til at blive udskrevet og så være derhjemme,” fortæller Morten Holmgren.