Ansatte med nedsat arbejdsevne – potentiel arbejdskraft

Af Katja Schwartz Hansen, bestyrelsesformand for Psyko Social Tænketank.

Den netop offentliggjorte rekrutteringsanalyse fra Ballisager sætter spot på mange interessante aspekter indenfor rekruttering både generelt og mere specifikt indenfor forskellige nicher. I en tid med udbredt mangel på arbejdskraft indenfor stort set alle områder i Danmark, synes det at være interessant, hvorfor der ikke sker en bedre udnyttelse af arbejdskraften, således at også folk med nedsat arbejdsevne får en chance for at byde ind med deres kompetencer på arbejdsmarkedet. Der er mig bekendt en stor gruppe mennesker som ikke kommer i betragtning, når der skal ansættes personale på det ordinære arbejdsmarked, trods det, at de kan være både velfungerende, kompetente og ikke behøver en masse særlige foranstaltninger, som gør dem besværlige at have i personalestaben.

Desværre er der en række faktorer, som står i vejen for at arbejdsgiver og arbejdstager kan mødes ligeværdigt. I figur 2 under erfaring med ansættelse af forskellige personer kommer dette særligt til udtryk ved personer med nedsat psykisk arbejdsevne samt personer med fysisk nedsat arbejdsevne samt ledige. For alle tre grupper vurderer arbejdsgiverne, at de har haft dårligere eller meget dårligere erfaringer med dem end de øvrige grupper bestående af: Udenlandsk arbejdskraft, elever/lærlinge (i form af lærepladser), studentermedhjælpere, personer med anden etnisk baggrund end dansk, nyuddannede og seniorer.

Hvad disse dårlige erfaringer dækker over kan man ikke ud fra statistikken vide noget om, og derfor kan statistikken ikke sige noget om det kvalitative aspekt af et ansættelsesforhold, der jo af gode grunde kan være meget forskelligt fra tilsvarende ansættelsesforhold for personer med nedsat arbejdsevne. Men det der vil være rigtig ærgerligt er, hvis en virksomheds dårlige erfaringer med ansættelse af en person med nedsat arbejdsevne lader det få betydning for, hvorvidt virksomheden fremover vil give en ny person med nedsat arbejdsevne en chance på arbejdsmarkedet.

Der er også spørgsmålet om løsning på mangel på arbejdskraft som kan være interessant i den sammenhæng, det bringes ind i analysen i besvarelsen af spørgsmål 19. Spørgsmålet lyder: Sidste gang I stod med en konkret mangel på arbejdskraft. Hvad gjorde I så? Topscorer med 63% var: Vi ansatte i stedet en mindre kvalificeret kandidat med henblik på intern opkvalificering. Derefter med 53 % svaret: Vi forsøgte i stedet at fordele de ekstra opgaver til eksisterende medarbejdere. Dernæst med 34 % svaret: Vi opkvalificerede i stedet vores eksisterende medarbejdere. Herefter med 33% svaret: Vi valgte i stedet at involvere underleverandører (outsource opgaven). Derefter med 19% svaret: Vi valgte i stedet at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Derefter med 17% svaret: Vi måtte sige nej til opgaver, fordi vi ikke kunne rekruttere de rigtige medarbejdere. Endelig med 12 % svaret: Andet.

Det er her værd at bemærke her, at op mod en femtedel af arbejdsgiverne vælger at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, trods det faktum at der stadig er en restgruppe livsduelige mennesker som ikke inviteres ind i varmen. De er med andre ord ikke inviteret med til den jobfest, som Danmark fejrer i øjeblikket. Jeg synes det er dybt beklageligt, at mennesker som kan og gerne vil arbejde ikke får en ærlig chance på jobmarkedet, men dømmes ude på eksempelvis at have været længe væk fra arbejdsmarkedet. Er man først kategoriseret som langtidsledig, er man tilsyneladende uden værdi på arbejdsmarkedet? Har man passeret grænsen som går ved 50 år, har man yderligere hårdere odds at kæmpe imod ift. at finde en plads på arbejdsmarkedet. Har man deslige en psykisk diagnose kan man også risikere at blive mistænkeliggjort ift. adgangen til det eftertragtede arbejdsmarked. Og sidst men ikke mindst ønsker man at skifte spor undervejs til et andet erhverv, er der yderligere forhindringer, da man jo så ikke har en erhvervserfaring, som peger direkte ind i det jobområde man søger job indenfor.

Som det tidligere har været fremført, er arbejdsgiverne i en situation som den vi har i Danmark i øjeblikket temmelig kræsne ift. hvem de ønsker at ansætte. Det burde være sådan at arbejdsgiverne tænkte nu hjælper jeg samfundet ved at tage en person ind, som måske skal have en lille smule oplæring for at kunne fungere optimalt i jobbet. Som det er nu fravælger arbejdsgiverne selv dem i det offentlige, en stor del af dem som søger med særlig fortrinsret, fordi der altid ”lige er en som matcher jobbet lidt bedre” og således lykkes de for det meste med strategien om – undskylder for udtrykket – at sende ”aben” videre. I stedet burde arbejdsgiverne gøre sig klart, hvad det koster samfundet, hver gang en person sendes videre på den måde, da denne person som konsekvens heraf på længere sigt henvises til offentlig forsørgelse. Man kan bare henvende sig til et Jobcenter for at få oplyst, hvad omkostningen er for personer på førtidspension, her udkæmpes dagligt slagsmål for at undgå at folk får tilkendt varige forsørgelsesgrundlag.