Kan menneskelige egenskaber kvantificeres?

Af Pernille Paulsen, medlem af Psyko Social Tænketank og sygeplejerske samt cand. scient. i tekno-antropologi.

Mange må frustreret advokere for deres patienters bedste til velmenende ledere, der blot kan fortælle, at dette er niveauet af pleje, man har rammer til at betale for. Det kræver at sundhedspersonalet træffer hårde valg. For hvad nu hvis patienten udtrykker et behov man ikke kan honorere? Hvis de har behov for psykisk støtte, en samtale eller andre ting der ikke er let målbare, -der ikke er akutte. Det er hårdt at leve med, for dem der har empati i store mængder, lyst til at arbejde med mennesker og en uddannelse der har fintunet evnerne til at observere og identificere behov hos patienten. Skal man så lade som om, man ikke så behovet? Eller skal man tage sig tiden til at dække behovet og være en usolidarisk og dårlig kollega overfor de andre, der nu skal løbe hurtigere? Det er opskriften på stress. Det er bivirkningen af et samfund, der har effektiviseret sig ud af økonomisk krise.

Effektivisering er vigtig. Det er afgørende for et velfungerende samfund at udnytte sit potentiale bedst muligt. Men er dette kun gjort ved brug af kvantitative data, skemaer og budgetnedskæringer? Effektivisering er ikke den eneste anvendte strategi for udvikling. Den bæredygtige tankegang (ofte associeret til klimatilpasning) handler om ikke at smide væk, men at genanvende. Dette kræver nytænkning og innovation, for at vi, som samfund, kan komme tættere på idealet om at udnytte vores ressourcer bedst muligt og ikke lade vores klode lide overlast. Måske kan vi låne lidt af den tankegang, når vi taler om menneskelige ressourcer også. Hvordan kan vi anvende, det vi har, uden at drive rovdrift på de menneskelige ressourcer?

En konflikt, som denne, giver anledning til at stille spørgsmål. Spørgsmål som: hvor er der plads til alt det, der ikke kan måles og vejes? Ikke bare en tolereret plads, men en værdisætning af fundamentale kvaliteter, der så ofte bliver buzzwords i et værdigrundlag for en virksomhed eller det næste, fangende jobopslag, men som samtidigt ofte er de kvaliteter, der skæres fra, når vi skal være så effektive som muligt.

Dette spørgsmål henvender sig dog ikke kun til sundhedssektoren, men til hele vores samfund. Hvor er der plads til dem, der ikke passer ind i effektiviseringsskemaer, 37-timers arbejdsuger, de der ikke lever livet med Instagram-filter på og tonser derudaf i højt tempo? Er der rum til at ansætte dem med angst? Tid til at lægge en hånd på skulderen eller hente et glas vand i tilfælde af et angstanfald i løbet af arbejdsdagen? Hvad med dem, der har haft stress eller som har haft en kamp mod depression? Svarene på disse spørgsmål er afgørende at kende, for dén der lever med disse psykosociale udfordringer. Vished om at pladsen og tiden er der, vil i mange tilfælde gøre behovet betydeligt mindre. Det er nemlig i virkeligheden ikke et behov for ekstra tid eller ressourcer, men et behov for forståelse. Frirum. – og skulle en læser sidde og tænke at ”ja, det er jo en god idé i den ideelle verden, men jeg ved nu ikke hvordan jeg selv ville have det med at arbejde sammen med mennesker med stress, angst eller depression.” – ja, så gør du det sikkert allerede. Måske uden at vide det. For hvem har lyst til at fortælle om de ting, der så ofte ses som svagheder på en arbejdsplads? – som en trussel mod effektiviteten, med associationer til sygemeldinger og ustabilitet. Men disse mennesker har også mange styrker: de egenskaber og kvaliteter, der ikke kan læres gennem teori, men kommer med (ofte hårde) livserfaringer. Kvaliteter som empati, empowerment, og menneskelig udvikling.

De oversættes ofte ganske usynligt fra dyrekøbte erfaringer til kompetencer. Det er eksempelvis underviseren, der omsætter sine egne erfaringer med angst til empati for den studerende med eksamensangst. Som formår at videregive sine mestringsstrategier i form af gode råd og tålmodig undervisning, uden at fortælle hverken elever eller kollegaer om sine egne kampe.

Ligesom sundhedsfagligt personale må advokere for sine patienters bedste, må man advokere for denne gruppe medmennesker, der grundet stress, angst eller depression, i kortere eller længere perioder, oplever ikke at passe ind i det effektiviserede samfund, fuldtidsarbejde og høje, ufravigelige forventninger om produktivitet. Advokere for plads, frirum og forståelse for deres individuelle behov, der kan muliggøre at de ikke skubbes ud af arbejde, samfund og sammenhold. Kort sagt: der mangler i den nuværende strukturering af samfundet, en overvejelse vedr. hvorvidt de menneskelige egenskaber overhovedet kan kvantificeres.