Det tværprofessionelle samarbejde og børn og unge med kroniske sygdomme

Af Aisha Mariam, socialrådgiverstuderende.

Organisering af et tværprofessionelt samarbejde kræver et ledelsesansvar på  leder- og chefniveau. Dette har en stor betydning ift. at der kan sikres en overordnet fælles retning og kultur, dvs. at der skal arbejdes udefra fælles principper og værdier for samarbejdet. (Wong, Sumsion, & Press, 2012)

I dette indlæg vil jeg tage udgangspunkt i det tværprofessionelle arbejde mellem sundhed- og socialsektoren ift. sagsbehandling af børn og unge med kronisk sygdomme.

Børn med kroniske sygdomme og deres sociale forhold har en sammenhæng, da det ikke blot er barnet, men hele familien det påvirker. At have et barn med en kronisk sygdom, kan være hårdt og tidsskrævende for alle familier, men hvis barnet kommet fra en ressourcesvag familie, kan det være en uoverkommelig opgave at skulle håndtere barnets kroniske sygdom. Det at familien er ressourcesvag og derfor har manglende ressourcer til at kunne varetage et barn med en kronisk sygdom, spiller en stor rolle, men det er ikke blot det, der gør opgaven uoverkommelig, men også manglende overskud eller forståelse for problematikken og de udfordringer der ligger i barnet adfærd og trivsel (Sundhedsstyrelsen: Sociale forholds betydning for håndtering af børn med kronisk sygdom, 2012).

Det er svært for fagpersoner at håndtere et barn der både har en kronisk sygdom og kommer fra en socialt udsat familie, fordi der lægges mere vægt på barnet trivsel og adfærd fremfor den kroniske sygdom.

Janne Seemann (2002) har belyst udfordringerne i det tværprofessionelle samarbejde med børn og unge med kroniske sygdomme,  i bogen ”distriktspsykiatrien i organisatorisk spændingsfelt”. Hun mener at der mangler samarbejde mellem parter indenfor social- og sundhedssektoren samt organisationer. Dette augmentere Seemann med at organisationer arbejder på hver sin måde og danner deres egen kultur, normer og værdier. Socialforvaltning er bundet af lovgivningen og er underlagt denne i forhold til støtten, der kan gives til det udsatte barn med en kronisk sygdom,  dvs. Selvom hvis sundhedssektoren mener at ressourcesvage familier bør  få en indsats tildelt i form af socialt støtte ift. til håndtering af barnet kronisk sygdom, som kunne være gavnligt for familien, er det ikke altid at socialforvaltningen rent lovgivningsmæssigt kan give familien den nødvendige hjælp og dermed kan der opstå vanskeligheder ift. om de to organisationer har muligheden for at samarbejde omkring barnets livssituation. Ligeledes kan der opstå konflikter samt udfordringer ved at de involverede parter har forskellige mål, behandlingsideologier, organisatoriske kulturer samt traditioner som muligvis arbejdes på tværs af hinanden. Overordnet set er det
det tværfaglige samarbejde en vanskeligt og overskueligt opgave, da det indebærer mange barrierer og forhindringer.

Sagsbehandlernes viden omkring kroniske sygdomme spiller en vigtig rolle ift. sagsbehandling og at kunne tildele den rette støtte til barnet. Hvis sagsbehandleren ikke har tilstrækkelig viden omkring kroniske sygdomme, vil risikoen for at borgeren blive misforstået, øges. Konsekvensen for misforståelsen er at borgeren ikke får den rette støtte/indsats på det rette tidspunkt og dermed vil  borgerens situation nå at blive værre.

Afsluttende skal der tilføjes at det tværprofessionelle samarbejde om udsathed hos børn og unge samt familien, er et kontekstbundet begreb og fænomen. For at kunne forbedre samarbejdet mellem sundhedssektoren og socialforvaltningen, er der behov for facilitering af samarbejdsprocesser med henblik på at fagpersonerne får mulighed for udvikle relationel kompetencer, hvorved indsatserne baseres på et nuanceret videns grundlag med udgangspunkt i viden omkring de konkrete udfordringer børn og unge med kroniske sygdomme oplever samt deres familier oplever (Dansk Socialrådgiverforening. Udenfor nummer, 2016)