Fejl forsinkede revurdering af dom

Af Henrik Harring Jørgensen

Forbipasserende fik en alvorlig forskrækkelse, da ”Morten” – navnet er ændret – en morgen i 2012 viftede med en kniv på Buddinge Hovedgade nær en børnehave. Han havde været syg i 20 år, men aldrig før været involveret i konflikter. Det blev ændret denne morgen. Han var ramt af en pludselig psykose, udløst af en brat medicinnedtrapning. Morten vidste ikke, hvad han gjorde, og i dag – otte år senere – husker han stadig ikke, hvad der skete. Heldigvis blev Morten overmandet, inden nogen kom alvorligt til skade.

Få timer senere havde han fået den velkendte medicin og var helt rolig. Men han havde også begået en handling, der senere udløste en anbringelsesdom uden tidsbegrænsning. Reaktionen på medicinnedtrapningen i 2012 – et såkaldt withdrawal syndrom med delirium – udløste flere år som patient i retspsykiatrien.

Trods positive anbefalinger fra Mortens psykiater kom der til at gå lang tid, før han blev udskrevet til et bosted igen. Velmedicineret og velfungerende ventede Morten i månedsvis på at komme ud af den retspsykiatriske afdeling, fordi sagsbehandlingen var langsommelig.

Fejl og forsinkelser

Mortens mor, Hanne, er pensioneret læge. Adskillige ringbind vidner om, at hun gennem alle årene har lagt mange timer i at påvirke sagen. I dag peger Hanne på to afgørende fejl i Mortens forløb: Medicinnedtrapningen og sagsbehandlingen i et system, hvor myndighederne hverken møder eller lytter til patienten.

“Heldigvis kom ingen alvorligt til skade den morgen. Situationen med kniven kunne have været undgået, hvis man havde sat sig ind i tidligere erfaringer med nedtrapning af min søns medicin. Tre og seks år før havde nedtrapning ført til forværring af sygdommen i nogle dage. Alligevel nedtrappede man desværre igen – alt for pludseligt,” siger Hanne, der bl.a. har klaget til Sundhedsstyrelsen over forløbet.

Under indlæggelsen et år efter situationen med kniven skete fejlen med pludselig nedtrapning igen, for fjerdegang. Heldigvis uden alvorlige konsekvenser for andre end Morten, der fik det dårligt og var selvmordstruet i en periode.

Møder aldrig patienterne

Morten har det godt i dag. Han er på førtidspension, bor på et bosted og trives. Vejen dertil er udover medicinnedtrapningen blevet bremset af et system, der i hans tilfælde ikke reagerede på den positive udvikling i sygdommen.

Hanne og Morten fortæller samstemmende om, at det er svært at få relevante detaljer med i afgørelser. Både før og under retssagen og i den lange ventetid. Eksempelvis gik der mere end et år, fra Mortens psykiater anbefalede ændring af anbringelsesdommen til en behandlingsdom, før sagen kom for retten. Noget af forsinkelsen skyldtes, at et brev var blevet væk mellem de mange instanser. Morten siger:

“Det har været et barskt og unødvendigt forløb, som man har meget lidt indflydelse på. Eksempelvis måtte psykiateren, der kendte mig godt, ikke møde frem og tale i retten. Vurderinger fra Retslægerådet, der aldrig møder patienterne, vejer tungere. Man burde lytte mere til patienten og til de mennesker, der kender vedkommende. Det går også hurtigere,” påpeger Morten.