Først 387 dage efter nødråbet begyndte den ambulante behandling

Af Henrik Harring Jørgensen. Foto: Lars Svankjær og Det sociale netværk

Vinterkulden er efterladt udenfor det lune og hyggelige Aarhus-rækkehus, eftermiddagskaffen er skænket, og smilene er varme, efter Vibeke Lyngsø og hendes barnebarn, 28-årige Kristian Lyngsø, har hygget sig over en frokost på en cafe i nærheden. Stemningen står i skærende kontrast til det mareridt, hele familien gennemgik gennem seks år, efter Kristian i 2012, sygdomsramt og frustreret, satte ild til sin lejlighed. Det var første gang nogensinde, han havde gjort noget ulovligt og potentielt farligt. 

Kristian har bidraget til den forskningsrapport, du kan læse under SINDs udgivelser ved at trykke her.

Ildspåsættelsen, der ikke gik ud over andre, var kulminationen på et langvarigt forløb, hvor Kristian trods sygdom faldt mellem stolene i både sundhedsvæsenet og i uddannelsessystemet. Syv måneder før HF-eksamen havde Kristian fået en diagnose, som han og familien følte, var rigtig. Dermed var han også berettiget til støtte – fx en mentor – på ungdomsuddannelsen og kunne udskifte den hidtidige løse dialog med praktiserende læger med langsigtet behandling i psykiatrien. Men det skete ikke. Behandlingen i tilbuddet OPUS kom aldrig rigtigt i gang, og uddannelsen var slet ikke forberedt på særlige hensyn til Kristians sygdom. Et ophedet skænderi og spark til en papirkurv kort før eksamen – udløst af nogle bemærkninger fra en lærer, der tilsyneladende ikke vidste, Kristian var syg – medførte, at han blev bedt om at forlade gymnasiet og blive selvstuderende. Samtidig – og det vidste Kristian ikke – blev der sat stop for hans SU. 

Anholdt af politiet 

Omvæltningen forværrede Kristians symptomer samtidig med, at han ikke havde nogen sygdomserkendelse. HF-eksamen glippede – også fordi han ikke måtte gå op i de sidste fag – og Kristian fik det værre. Få uger senere blev han anholdt af politiet efter ildspåsættelsen, varetægtsfængslet og indlagt. 

Kristian, der aldrig før havde været i kontakt med politiet, fik 78 dage senere efter varetægtsfængsling, mentalerklæring og retssag en ambulant behandlingsdom. Det vil sige, at han blev idømt behandling, hvor han kunne bo hjemme. Ifølge dommen kunne overlægen og Kriminalforsorgen dog træffe beslutning om indlæggelse. Og sådan gik det. 

Først efter 132 dages indlæggelse kom den første behandlingsplan på bordet. 

Ventetiden skabte frustrationer for alle involverede, ikke mindst Kristian. Beslutningsgrundlaget og beskrivelsen af Kristian, som familien ihærdigt prøvede at påvirke, handlede ikke blot om selve branden. Beskrivelsen var præget af, at han oveni symptomerne reagerede på at være indlagt i et miljø og et system, som han og familien mere følte var opbevaring end behandling. 

Kristian forblev derfor indlagt, selvom han var dømt til ambulant behandling. Han havde det svært med at være indlagt på afdelinger, hvor patienterne ofte var akutte og i en anden situation end ham, men tilføjer, at han ikke var en nem patient, og at han godt kan forstå, personalet var presset. 

“Hvis der kommer mange nye bange og måske stressede patienter på en lukket afdeling, så får personalet mere travlt. Det kan patienterne mærke, og så kan stemningen blive endnu værre. Der kan nemt opstå en ond cirkel.” 

1.000 A4-sider 

Kristians far, der var bistandsværge, og farmor Vibeke brugte oceaner af tid på at opsøge dialog med myndigheder og psykiatri. I omegnen af 1.000 A4-sider fra mails og aktindsigter var familien igennem. 

“Systemet med psykiatri og retsvæsen, hvor en lang række instanser skal kommentere og koordinere, er langsommeligt, præget af hyppige udsættelser og lægger beslag på rigtig mange ressourcer. Også hos de pårørende. Det vil være til gavn for alle, hvis systemet ændres,” siger Vibeke. 

Papirerne vidner fx om et par rømninger fra afdelingen nogle timer. Den ene gang var Kristian chokeret over en konflikt mellem personale og en patient og ville væk. En anden rømning skyldtes, at man på afdelingen med kort varsel havde aflyst Kristians mulighed for at få besøg, hvilket fik ham til at bryde ud for at møde kæresten på togstationen. 

Pårørende overses 

Rømningerne og uenighederne om dem betød, at retsvæsenets og psykiatriens billede af Kristian, der også fik mere medicin end nogensinde før, efterhånden blev et helt andet end familiens. Vibeke, der er pensioneret skolepsykolog, påpeger, at forløbet efter branden med mange måneders ventetid, langvarige indlæggelser og seks år med en behandlingsdom kunne have været helt anderledes, hvis Kristian havde fået hjælp i tide, og hvis der var blevet lyttet til ham og familien. 

Vendepunktet kom efter 323 dage. Forinden havde familien i månedsvis forgæves forsøgt at påvirke behandlingsplanen. Blandt andet med et bekymringsbrev, som der dog ikke blev taget hensyn til. Men foråret 2013 lykkedes det endelig at få arrangeret et møde med psykiatrien, Kristian og hans pårørende. Også SIND var repræsenteret. 

Kristian oplever, at der blev lyttet, og at det for ham var afgørende at få indflydelse og mere kontrol over sit liv. Han mener, at systemet i langt højere grad bør inddrage den dømte og de pårørende, når der skal træffes beslutninger: 

“Familien har kendt dig hele livet. Psykiatrien har måske kun kendt dig i en uge. Brug dog den ressource.” 

Sygdommen blev afvæbnet 

Et par måneder senere kunne Kristian rykke ind på et bosted og påbegynde den ambulante behandling, han oprindelig blev idømt. 

“Først 13 måneder efter anholdelsen fik jeg hjælp til at forstå min sygdom. Medarbejderne forklarede, at de ikke kunne gøre mig rask, men at de kunne lære mig at leve med min sygdom. Fra den dag gik det fremad. Med den hjælp, jeg har fået, er symptomerne mere harmløse, jeg kan være i dem. Medarbejderne afvæbnede min sygdom. Men det tog alt for lang tid at nå dertil. Vi spildte nogle år,” siger Kristian. 

Sommeren 2018 blev behandlingsdommen ophævet efter seks år og meget papirarbejde. 

“Det føltes som at vinde i lotteriet. Jeg føler, det næsten reddede mit liv, at jeg kom til det rigtige, specialiserede behandlingstilbud,” siger Kristian og smiler til farmor Vibeke, der har været med til at vende udviklingen. I dag er de 387 dages indlæggelser et minde, som familien visker væk med masser af hygge og gode oplevelser. Fx dagens cafebesøg og eftermiddagskaffe.