Rådgivning 70 23 27 50

Her
Billede af Verne Pedersen og Mia Kristina Hansen

Folkemødet lørdag: Sådan sikrer vi livsmuligheder i socialpsykiatrien

(Lørdag d. 17. juni, kl. 13, K22) Antallet af mennesker med psykiske lidelser, der har behov for hjælp i socialpsykiatrien, er steget ganske betydeligt de seneste år. Samtidig oplever kommunerne, at kompleksiteten i problemstillingerne hos de enkelte mennesker er blevet større. Det sætter høje krav til, at der er tilstrækkeligt med tilbud og den rette faglighed. Derfor inviterer SIND og Socialpædagogernes Landsforbund til debat lørdag d. 17. juni kl. 13 på Værestedet, Vestergade 1-3.

Hver tredje dansker får en psykiatrisk diagnose i løbet af livet. Og mens den første del af behandlingen ofte finder sted i sygehuspsykiatrien, så bliver mange ofte udskrevet med uforløste problemer eller har brug for hjælp, efter de er blevet udskrevet fra hospitalet - i socialpsykiatrien. Men socialpsykiatrien er presset af mangel på både ressourcer og arbejdskraft. Derfor inviterer SIND og Socialpædagogernes Landsforbund til debat om socialpsykiatriens fremtid lørdag d. 17. kl. 13 på Værestedet, Vestergade 1-3.

Hjælp SIND - Vis din interesse

Du må gerne vise din interesse, eller at du deltager, ved at tilmelde dig begivenheden på Facebook her.


Når du tilmelder dig bliver begivenheden endnu mere synlig - og så hjælper du SIND - og andre med at finde den!

Læs også den opdaterede deltagerliste her.

...

”Det handler om det levede liv. Den tid, man er indlagt, er faktisk kun en kort del af den periode i ens liv. Det er i hverdagen, at mange har brug for hjælp. Det vil vi sikre os, at man tager højde for i 10-års planen. Det handler om, at man før, under og efter har brug for støtte til at leve et værdigt liv,” siger formand for SIND, Mia Kristina Hansen, og tilføjer at hun håber, at se så mange som muligt til debatten.

 

Udfordringer

En af de personer, du kan møde til debatten, er Verne Pedersen. Hun er forbundsnæstformand i Socialpædagogernes Landsforening, og så har hun indgående kendskab til de udfordringer, socialpsykiatrien står over for. Og det er især arbejdskraft og ressourcer, det handler om.

 ”Der mangler faglig, kvalificeret arbejdskraft, det skal vi have rekrutteret. Socialpsykiatrien står over for en kompleks opgave, og derfor er det vigtigt, at vi har en faglig viden, når vi skal støtte brugerne,” fortæller Verne Pedersen, der samtidig pointerer, at mangel på ressourcer også udfordrer den socialpsykiatriske indsats:

 ”Socialpsykiatrien er blevet underprioriteret og er blevet udsat for utroligt mange sparerunder. Det går ud over de aktiviteter, mennesker har behov for, at vi støtter op om og kan sætte i gang. Og det er netop aktiviteter, der også kan gøre, at mennesker med psykisk sygdom kan have et godt liv. De har brug for, at der er de rette ressourcer og den rette faglighed og som kan støtte dem, når der er brug for det," siger forbundsnæstformand i Socialpædagogernes Landsforening. 

En anden problemstilling er, at mennesker ofte udskrives for hurtigt fra sygehuspsykiatri – og det sætter pres på socialpsykiatrien. I de seneste år har Verne Pedersen fx bemærket, at de mennesker, der bliver visiteret til socialpsykiatrien, har flere og mere komplekse problemstillinger end tidligere. Det kan fx være, at en person med psykisk sygdom også døjer med et misbrug, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet eller ensomhed. Og det hænger ifølge Verne Pedersen sammen med, at der i dag går længere tid, før man bliver visiteret til socialpsykiatrien.

 ”Før er de måske blevet visiteret tidligere, og nogle er også blevet grebet, før de kom ud i et stort misbrug. Men nu er det mere massive udfordringer, de har, når de endelig kommer ind i socialpsykiatrien,” siger Verne Pedersen og peger igen på manglende ressourcer som en del af forklaringen.

 SIND-formand Mia Kristina kan nikke genkendende til spørgsmålet om ressourcer, men tilføjer, at der også er behov for en ændring af den måde, man anskuer mennesker på.

”Der skal flere ressourcer til socialpsykiatrien, men der skal også et andet menneskesyn til. Det er også spild af ressourcer, når der ikke blevet givet den rigtige hjælp til at starte med. Vi skal tage udgangspunkt i det menneske, der sidder overfor os, og møde dem, hvor de har behov for at blive mødt.”

 

Den rette hjælp fra starten af

Det ser dog ikke kun sort ud for socialpsykiatrien, fremhæver Verne Pedersen. Der er fx blevet vedtaget en 10-års plan for psykiatrien på baggrund af et gennemarbejdet fagligt oplæg, som der er bred enighed om, beskriver udfordringerne grundigt.

 ”Det er historisk, at alle vi, der har berøring med psykiatrien, har været enige og har stået sammen på den måde,” siger Verne Pedersen og peger på et andet lyspunkt:

 ”Der er kommet et større fokus på at styrke socialpsykiatrien. Ellers bliver man ved med at skulle bruge ressourcer på regionalpsykiatrien. Og så synes jeg også, at vi bliver bedre til at arbejde sammen mellem sygehuspsykiatrien og socialpsykiatrien. På den måde kan vi støtte mennesker i at holde de ressourcer, de har, ved lige. Man skal ikke stoppe med at leve fordi man bliver indlagt.”

SIND på Folkemødet

D. 15., 16. og 17. juni rykker SIND teltpælene op og sætter retningen mod Bornholm, solskin, Folkemødet og vigtige debatter. 

På Folkemødet sætter SIND fokus på psykusk sundhed gennem en lang række begivenheder og debatter.

Du finder os på Værestedet,  Vestergade 1-3, Allinge. 

Du kan bl.a. komme til debat med folketingets psykiatri- og socialordførere, lære mere om naturens helende potentiale eller bare komme og hygge med SIND, når vi serverer med iskolde drikkevarer og brandlækker grillmad.

Læs mere her.

...

For Verne Pedersen handler debatten, "Sådan sikrer vi livsmuligheder i socialpsykiatrien", der afholdes lørdag d. 17. juni kl. 13 om at komme med nogle bud på, hvordan socialpsykiatrien kan styrkes nu, men også om at drømme om, hvordan socialpsykiatrien kunne se ud i fremtiden. Og Verne Pedersen er ikke bange for at drømme.

”Jeg kunne godt drømme om, at man gav den rette hjælp til mennesker fra start af. At man greb ind, når folk har brug for hjælp. Både i form af, at man får den behandling, man skal have, og ved at få hjælp til at leve nogle meningsfyldte hverdagsliv. Jeg drømmer om høj faglighed i socialpsykiatrien, hvor man tager afsæt i det enkelte menneskes ressourcer og ønsker,” siger Verne Pedersen og forklarer også, at endnu mere fokus på socialpsykiatrien kunne være en drøm:

”Ofte bliver der afsat mange ressourcer til hospitaler, også nødvendigt, men hvis det medfører, at socialpsykiatrien ikke bliver prioriteret i samme grad, så den kan give højt kvalificeret tilbud, så er det skruen uden ende. Ofte er man er ikke rask, når man bliver udskrevet, man skal have støtte til at komme i gang med sit liv igen.”

Debatten bliver afholdt d. 17. juni kl. 13, og SIND-formand Mia Kristina Hansen håber, at se som mange som muligt til debatten.

”Det er vigtigt, at alle kommer og blander sig. Hver tredje dansker får en psykiatrisk diagnose i løbet af deres levetid, og især de unge og børn, der har psykisk sygdom, kommer til at bære det med ind i resten af deres liv.”

Du kan læse mere om debatten her.