(SINDbladet) Hjernen: Alsidige behandlingstilbud er vigtige
Hvor godt kender du din hjerne? Vi kan takke den for alt, mennesket har opnået. Men den kan også gøre, at vi bliver sårbare over for psykiske lidelser. SINDbladet har bedt flere eksperter guide os rundt i det utrolige organ. De efterlyser samtidig mere alsidige behandlingstilbud, der sætter det enkelte menneske i centrum.
Af Tobias Bundolo Nørgaard
Den er skyld i alt, vi har opnået:
Vores teknologi, vores byer, vores bøger, vores ideer, vores internet, vores krige, vores våben, vores mareridt og vores drømme. Den har givet os muligheden for at tænke abstrakt, tilpasse os vores omgivelser på et uhørt højt niveau og for ikke alene at forstå verdens sammenhænge ned til atomets bestanddele, men også for at forsøge at forstå os selv. Den har givet os muligheden for at søge efter selve livets mening.
Alt det kan vi tilskrive det hyperkomplekse organ, der gemmer sig i mørket i vores kranier: Menneskehjernen. Vi kan reflektere. Over livet, men også over døden og den meningsløshed, der knytter sig til den. Og det hænger måske sammen med vores gaves pris.
For hjernen kompleksitet gør os også sårbare over for psykiske lidelser som visse typer af angst, som mange slår sig på gennem livet. Det forklarer psykolog og ph.d. Susan Hart.
”Årsagerne til angsten kan jo være utallige, fordi du kan tænke dig til hvad som helst. Du kan tænke dig til dommedag. I modsætning til en hund. Den lever altid i nuet. Spekulerer ikke på klimaet, på tandlægen, på eksamen, der ligger ude i fremtiden og truer,” siger hun.
Det er meget svært at have lyst til at lege og have det sjovt sammen med andre og samtidig være depressiv eller ængstelig
Men hvis vi for alvor skal håndtere angsten, kræver det ifølge psykologen, at vi ikke fokuserer på diagnoserne og symptomerne, men at vi sætter noget andet i centrum:
Det enkelte menneske.
Angst er ikke angst
Menneskehjernen gør os sårbare over for psykiske lidelser. Måske betyder den erkendelse, at vi som samfund skal forholde os til psykiske lidelser på en anden måde. For hvis angsten er et vilkår, er der ét spørgsmål, der uundgåeligt rejses:
Hvad sker der, når man får angst?
Når mennesker får angst, banker hjertet pludselig hurtigere. Pulsen stiger, og vi får svedige håndflader. Det er et tegn på, at et område i hjernen – amygdala – reagerer på en tilsyneladende trussel. Kortisol pumpes ud i kroppen. Stress-responsen svarer nogenlunde til, hvis du hopper ud i koldt vand, forklarer lektor Mikael Palner.
”I sig selv er det sundt nok. Det gør, at vi opnår et højere opmærksomhedsstadie. Så vi kan klare de farer, vi bliver udsat for. Men når det så går hen og bliver kronisk, så begynder det at blive skadeligt,” forklarer han.
Når systemet, der frigiver kortisol, først kommer på overarbejde, kan man komme i et så forhøjet stressniveau, at det bliver svært at komme ned igen.
Hvad nytter det egentlig, hvis vi alene symptombehandler psykiske lidelser?
Det spørgsmål har Mikael Palner tænkt over. Han er lektor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet og forsker ved Neurobiologisk Forsknings Enhed på Rigshospitalet.
”Hvis man har angst, er det jo bare symptombehandling, hvis man får angstdæmpende medicin. Så er det sådan set bare noget, der slukker forbindelsen fra hjernen og ud til kroppen, så man ikke får de her angstsymptomer. Det behandler ikke den bagvedlæggende angst,” siger han.
Men det stiller krav til det psykiatriske system om at tage stilling til hvert enkelt menneske og ikke bare den diagnose, som klæber sig til det, mener Mikael Palner.
Hvert tilfælde er særligt. Angst er ikke bare angst. Det vender vi tilbage til. Men for at vi alvor kan forstå vores udsathed, bliver vi nødt til at forstå den udvikling, vores hjerner har været igennem.
Man dør af frygtløshed
Mennesket er et hvirveldyr. Hjernen hænger sammen med rygmarven. Nervesystemet forgrener sig i kroppen. Den opbygning deler vi med fiskene, med frøerne, med fuglene. I modsætning til insekterne reagerer vi ikke kun på det, der kommer udefra. Vi har også en indre drift, der skubber os frem i livet.
Men den fremdrift skal reguleres. Lidt som at en bil har brug for bremser, skriver læge og forfatter Peter Lund Madsen i sin bog ’Frihedens Pris’. Det er nok derfor, skriver han, at der i mange dyr findes en basal frygt, der knytter sig til overlevelsesdriften. Vi kan blive bange og frygtfulde, hvis vores eksistens er truet. Det er livsnødvendigt, for ”man dør hurtigt af frygtløshed”, skriver Lund Madsen.
Men frygt i mennesket er skabt til en anden tid. En simplere verden med håndgribelige farer. Som vilde dyr og naturkatastrofer. Den samme menneskehjerne forsøger i dag at finde farer og farlige situationer alle vegne, hvilket skaber ængstelighed. Også selv om der ikke er mange vilde dyr tilbage i Danmark.
Angstens tredeling
Fra et psykologisk perspektiv kan man koge årsagerne til frygt, angst og ængstelighed ned til tre hovedkilder, forklarer Susan Hart: Et tab af oplevelsen af kontrol, et tab af oplevelsen af samhørighed og et tab af oplevelsen af mening.
De tre årsager knytter sig til en model over det, psykologen kalder den hierarkiske hjerne – og, som hun understreger, udelukkende er en model, for i virkeligheden fungerer hjernens forskellige dele typisk på én gang. Modellen opdeler hjernen i lag, der knytter sig til forskellige udviklingstrin.
Det er jo et kæmpestort spektrum af angst, som bliver pakket ned i en pakke, der siger: ’Du har angst’. Men vi kan ikke bare kigge på det på én måde
På det nederste niveau findes det, der i modellen bliver kaldt det autonome nervesystem. Det er blandt andet her, vi sanser verden og prøver at tilpasse os den. Og her, de grundlæggende overlevelsesstrategier findes. Hvis man bliver truet på sit liv, kan man kæmpe, flygte eller fryse. Hvis nervesystemet bliver overvældet, kan man få symptomer, der i psykiatrien kaldes PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse).
”På det niveau har vi alt det, som krybdyr også har,” siger Susan Hart. Her udløses frygten, når man får en oplevelse af, at man kan miste livet.
På næste niveau finder vi de strukturer, der knytter sig til det sociale. Angst vil på det her niveau handle om angsten for ikke at være en del af et fællesskab, hvor man har værdi. Det kaldes for psykiatrien for social angst.
Det øverste niveau knytter sig til refleksion og analyse. Angst på dette niveau knytter sig til præstationsangst og ønsket om at leve op til oplevede krav.
”Man tænker her: Er det nu godt nok, det, jeg gør? Det er synet på dig selv, og det er den måde, du tror, du bliver set på af andre,” siger hun.
Modellen med frygten og angstens forskellige niveauer viser, at angst ikke bare er angst. Og den pointe er ifølge lektor Mikael Palner vigtig. For forskellige typer af angst kræver forskellige typer af behandling, mener han.
”Det er jo et kæmpestort spektrum af angst, som bliver pakket ned i en pakke, der siger: ’Du har angst’. Men vi kan ikke bare kigge på det på én måde,” siger han.
Kræver forskellige tilgange
Det er Susan Hart enig i. Hun mener, at vi i dag sætter for stor en lid til, at vi kan påvirke vores psyke gennem det øverste reflekterende niveau. Ved at tale til og om angsten. Det kan man ikke altid, mener hun. Ikke, hvis angsten er funderet på et af de andre niveauer. Hvis angsten er rodfæstet på det nederste, overlevelsesfokuserede niveau, kræver det andre tilgange, mener hun:
”Kroppen husker, og kroppen har ikke ord. Alle sprogbaserede metoder virker ikke på dette niveau. Det handler her om at finde et trygt sted, man kan etablere for sig selv, så man kan flytte sig ud af angsten,” siger hun.
Hvis angsten udspringer fra det sociale, følelsesmæssige niveau, kan det hjælpe at være sammen med andre, der har det på samme måde, så man ikke føler sig alene, og trygt kan dele følelser i fællesskabet.
På det øverste, reflekterende niveau – det, der drejer sig om analyser og rationelle tænkning - kan psyken påvirkes ved at tale til refleksionen. Hvis man har præstationsangst, kan en kognitiv tilgang være på sin plads, hvor eksempelvis kan reflektere over, hvorfor det er vigtigt at præstere, mener psykologen.
Problematiske pakkeløsninger
Susan Hart mener, at et af psykiatriens store problemer er, at diagnoser som depression og angst bliver håndteret med pakkeløsninger. Her satses mest på det kognitive og refleksive niveau, mener hun.
”Det vil sige, at der er en masse mennesker, som faktisk ikke får den korrekte intervention, fordi man bruger en one-size-fits-all-model,” siger hun.
Der er en masse mennesker, som faktisk ikke får den korrekte intervention, fordi man bruger en one-size-fits-all-model
Lektor Mikael Palner mener, at terapi bør være første vej ind i behandling af angst, om end medicinsk behandling kan være nødvendigt. Og i mange tilfælde bør terapien komme tidligere, end den gør i dag, mener han. Ellers risikerer de psykiske problemer at vokse.
”Jeg synes, at det er et problem, at man først får hjælp, når man har fået en diagnose, og at det tager meget lang tid at få en diagnose. Det burde være nemmere at få adgang til en psykolog, der kan hjælpe med nogle af de udfordringer, man måske har,” siger han.
Susan Hart mener, at psykiatrien trænger til en ny tilgang til psykiske lidelser. Man skal fokusere langt mere på at opbygge relationer og give meningen og glæden tilbage til mennesket, mener hun.
”Det er meget svært at have lyst til at lege og have det sjovt sammen med andre og samtidig være depressiv eller ængstelig,” siger hun.
Sådan er det ikke på psykiatriske afdelinger nu, mener hun. Der mangler meningen, samhørigheden og kontrollen. Ofte på grund af travlhed, og fordi mennesket bliver set gennem sin diagnose og en række symptomer. I stedet for at det er den anden vej rundt.
”Samhørighed heler, kontrol giver en oplevelse af at gøre en forskel, og mening giver en oplevelse af livets værdi,” siger hun.
