Rådgivning 70 23 27 50

Her
En hjemløs kvinde i Kampalas slumkvarter i dialog med Mental Health  Ugandas gadeteam

Nye podcasts: Lyt dig til indblik i sindslidendes forhold i Uganda

(Set i SINDbladet) SIND Mental Health, der er SINDs faste arbejdsgruppe vedrørende psykisk sundhed og psykiatri i ulande, fortæller i fire nye podcasts mere om samarbejdet siden 1999 med søsterorganisationen MHU i Uganda Af Klara Thorsen og Henrik Harring Jørgensen

Elinah fortæller i podcasten om Mental Health Uganda
Elinah fortæller i podcasten om Mental Health Uganda

I hele Afrika er behovet enormt for viden om og behandling af psykisk sygdom. FNs verdenssundhedsorganisation WHO har i tidligere undersøgelser kortlagt, at antallet af psykiatere i Afrika er mikroskopisk: Gennemsnitligt 0,05 psykiatere for hver 100.000 indbyggere. I Europa er det tilsvarende antal 8,59 psykiatere. Også i Uganda er situationen alvorlig. SIND har siden 1999 hjulpet søsterorganisationen Mental Health Uganda (MHU) med at øge kendskabet til sindslidelser og fremme forholdene for mennesker, der er ramt af psykisk sygdom, og deres pårørende. Evalueringsrapporter viser, at MHUs indsats gennem årene har løftet vidensniveauet om sindslidelser og behandling i Uganda. Men der er stadig lang vej, før forholdene når op på et rimeligt niveau.

Aktuelt indblik

Gennem de seneste måneder har en lille gruppe frivillige i SIND Mental Health arbejdet med produktionen af fire podcasts om samarbejdet med Mental Health Uganda gennem tiden. En lang række medlemmer af de to organisationer i Uganda og i Danmark medvirker. Grundet rejserestriktionerne er de fleste interview optaget via Zoom, hvilket lydkvaliteten bærer præg af. Omvendt giver dialogen et helt aktuelt indblik i situationen i en periode, hvor meget er nedlukket. I Uganda har engagementet været højt i forbindelse med de fire podcasts. Mange har bidraget med viden og erfaringer.

Stigmatisering

De fire podcasts varer hver 20 minutter.

  1. Podcasten “Intro & Historie” præsenterer de to organisationer, deres medlemmer og deres indsatsområder.
  2. Podcasten “Stigma” behandler den stigmatisering, der foregår på området.
  3. Podcasten “Behandling” fokuserer på behandling af psykisk sygdom i Uganda og i Danmark.
  4. Podcasten “Projekter” handler om SIND og MHUs fælles projekter i Uganda, og hvordan de forandrer sig.

 

 

SIND Mental Health
  • SIND Mental Health er SINDs faste arbejdsgruppe vedrørende psykisk sundhed og forhold vedrørende psykiatri i ulande.
  • SIND Mental Health arbejder på internationalt plan for SINDs målsætning om at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse og deres pårørende.
  • SIND Mental Health søger, fundraiser og implementerer psykiatriprojekter i ulande. Dette sker ofte i samarbejde med andre danske organisationer, ofte Danske Handicaporganisationer (DH), og lokale organisationer i hvert enkelt land.