(Set i SINDbladet) Guide: Sådan drager du omsorg om dig selv som pårørende

TEKST : JONAS SEJR THOMSON. FOTO: SIND

(Denne artikel er en udvidet udgave af omtalen i SINDbladet august) Har du nogensinde mærket dine fødder? Sådan rigtigt mærket dem?

Det havde SINDs udsendte i hvert fald ikke, før Anita Abel Hansen bad ham prøve en simpel øvelse – nemlig at forsøge at komme helt ned i fødderne.

Anita Abel Hansen er autoriseret psykolog, uddannet afspændingspædagog, og så holder hun også pårørendekurser for SIND og flere andre organisationer. SIND møder hende en eftermiddag, kort inden hun skal afholde et af kurserne. Anita Abel Hansen sætter sig langsomt ned, imens hun roligt og tilstedeværende fortæller om sit arbejde. Anitas kurser fokuserer på forældre, der har børn med psykiske sygdomme, og giver gennem samtaler, dialog, oplæg og kropslige og mentale øvelser deltagerne værktøjer til bedre at kunne drage omsorg om sig selv.

Mange pårørende glemmer nemlig ofte sig selv, når deres kære bliver ramt af psykisk sygdom. I stedet sætter de alt ind på at hjælpe dem og husker først sig selv, når krisen er overstået. Men når stressen bliver hverdag, og problemerne strækker sig over flere år, kan det være udmattende. I stedet kan man lære at drage omsorg om sig selv, imens krisen står på. Og det er her, at fødderne og Anitas øvelser kommer ind.

”Det er øvelser, man kan bruge i de stressende situationer. Man kan sige til sig selv:” Det er svært lige nu, hvordan kan jeg hjælpe mig selv? Kan jeg give mig selv en mental pause ved at flytte opmærksomheden til mine fødder?”

Det virker, fordi det handler om dem

De forældre, der kommer til Anita Abel Hansens kurser, er slidte. Det er dét ord, mange af dem bedst kan genkende sig selv i. For det kan nemlig være opslidende at være pårørende til en med psykisk sygdom. Noget der kun bliver hårdere, når det er ens barn, det drejer sig om:

”Det er jo virkelig hårdt. Især når det drejer sig om ens barn, kan man blive ramt af katastrofetanker: ”Hvad hvis de ikke kan komme i skole? Så får de måske aldrig en uddannelse? Og hvordan skal de så nogensinde kunne starte en familie?” forklarer Anita Abel Hansen og påpeger, at det er afgørende, at man som pårørende kan drage omsorg om sig selv først. For ellers kan man nemlig heller ikke hjælpe andre.

”Det er ligesom sikkerhedsinstruktionerne, når man flyver. Man skal tage sin egen iltmaske på, inden man giver sin medpassager den på,” siger Anita Abel Hansen og smiler lidt af sammenligningen.

Selvom de fleste deltagere ved Anitas kurser kommer fra en stresset hverdag og med barske historier i bagagen, så forvandler stramme drag om munden sig tit til smil, mens kursuslokalet også hurtigt bliver fyldt med anekdoter og en god portion humor. Kurset er populært. Anita Abel Hansen tilskriver kursets succes det faktum, at deltagerne, der ofte føler sig alene med deres problemer, bliver mødt af ligesindede i et rum, hvor det er dem - de pårørende - der er i fokus.

”Det virker, fordi det handler om dem. Jeg snakker ind i dem, det de oplever og deres følelser. Jeg prøver at være noget for dem, der er noget andre,” fortæller Anita Abel Hansen, der ligesom kursusdeltagerne også selv har haft psykisk sygdom tæt inde på livet som pårørende. Noget der betyder, at hun har indgående kendskab til smerten, sorgen og de fælder, man kan opleve som forælder til et barn med psykisk sygdom, og som hun også tror, har en betydning for, hvad deltagerne får ud af kurset.

”Jeg tror, at det er nemmere at huske, hvad man har lært, når det sker som et menneskeligt møde, og den, der taler, ikke står bag en skrivepult, men også har prøvet det.”

At snyde sin hjerne

”Hvad får dit hjerte til at synge?” Sådan kan Anita godt finde på at spørge i løbet af et kursus. Det er nemlig vigtigt at træne evnen til at få øje på de øjeblikke i livet, der gør en rigtig glad. Det kunne være fodbold, en fisketur eller bare at sidde i solen. Det skaber i sig selv glæde at tænke på, men kan man fremkalde sig, hvordan det egentlig føles i kroppen, når man spiller fodbold, ja, så får man ekstra god effekt.

”At tænke på det giver ét point, kan man sige, men hvis man kan mærke hvordan det føles, så giver det tre point,” fortæller Anita Abel Hansen, inden hun fortsætter: ”Når man gør sådan, kan man faktisk udnytte det, vi ved om hjernen, og skabe den samme følelse i kroppen.”

Og det kan være fordelagtigt at træne sin hjerne. For rent biologisk er hjernen nemlig ikke indrettet med glæde for øje. Vi mennesker har i stedet noget, der hedder negativitetsbias:

”Reptildelen af din hjerne er bedøvende ligeglad med, om du er glad. Den tænker kun på at overleve. Den tænker på, hvor tigeren eller faren er. På hvad den skal bekymre sig om nu,” siger Anita Abel Hansen, der derfor i sit arbejde prøver at træne os til at tænke mere positivt:

Copyright

SIND

”Vores opgave er at prøve at se, om vi kan finde noget glæde i hverdagen. At øve os, indtil det opstår mere naturligt.”

Kropsligt anker

Anita Abel Hansen lader sin tommelfinger stryge let ind over håndleddet.

”Det kan være noget så simpelt som det her,” siger hun, imens hun fortsætter bevægelsen. I sine kurser arbejder Anita Abel Hansen især med kropslige øvelser, man kan bruge til at udøve selvomsorg i stressende situationer. Det beroliger nervesystemet, forklarer hun, og så aktiverer det også kroppens omsorgssystem og udløser oxytocin, der også er kendt som kærlighedshormonet og er forbundet med følelser af lykke og velvære.

Bevægelser kan både være store og små, og kan sagtens gøres sådan, at andre ikke lægger mærke til det. Og ifølge Anita Abel Hansen, så har de fleste mennesker faktisk allerede en specifik bevægelse, de gør, som udløser oxytocin. Det kan være, at man lægger hånd på sin skulder, aer sin hage eller noget helt tredje. Det kalder Anita Abel Hansen et kropsligt anker, og kan altså være anvendelig i stressende situationer.

”Jeg har en oplevelse af, at når jeg gør det her, bliver der udløst oxytocin indenfor få sekunder,” siger Anita Abel Hansen, og forklarer, at responsen i kroppen kan trænes.

Vi skal give os selv lov til at være langsomme

SINDs udsendte journalist skæver ned til uret. Om et par minutter skal Anita Abel Hansen gå. Et kursuslokale med mange forældre venter på kurset som Anita Abel Hansen i dag afholder sammen med SIND. Men mens pårørendekurserne er populære i dag, så er Anita Abel Hansen ikke sikker på, at der var kommet nær så mange deltagere, hvis kurset var blevet holdt for 30 år siden.

”I dag er vi er blevet bedre til at mærke os selv. Og bedre til at være med sårbarhed og tale om den end for 30 år siden. Det har helt klart ændret sig,” fortæller Anita Abel Hansen, der dog også påpeger, at vi også er blevet bedre til andre ting, der er knap så positive:

”Til gengæld har vi samtidig også meget høje forventninger til os selv i dag. Vi skal kunne utroligt meget. Vi skal meget i dag,” fortæller Anita Abel Hansen. Ifølge hende har mange af os også en indre selvkritiker, der betyder meget selvbebrejdelse, når vi ikke lever op til vores forventninger.

”Jeg tror, at der er mange af os, der taler til os selv på en måde, som vi aldrig kunne drømme om, at tale til en ven på. Vi skal prøve at blive opmærksomme på det, og være vores egen bedste ven i stedet.”

Især har Anita Abel Hansen et godt råd, til dem, der gerne vil blive bedre til at støtte sig selv på en hensigtsmæssig måde:

”Vi skal give os selv lov til at være langsomme. I dag skal alting gå så hurtigt, og så har man ikke tid til at mærke efter, hvordan man egentlig har det. Vi skal give os selv lov til at mærke efter. Det er ikke nemt, men som alt andet kan det trænes.” fortæller Anita Abel Hansen

Og man kunne jo starte med sine fødder. Sådan rigtig prøve at mærke dem.