Set i SINDbladet: Chief 1 holder dæmonerne i skak: "Depressionen vil altid være en makker"
(Long read, dette er en udvidet udgave af artiklen i SINDbladet juni) Lars Pedersen, alias Chief 1, er en af Danmarks mest kendte musikskikkelser gennem tre årtier. Han er bl.a. kendt fra hip hop-pionererne Rockers By Choice, 'Toppen af Poppen', 'X Factor', Melodi Grand Prix og som producer på et utal af hits, også i USA. Men tonerne forstummede pludselig en dag for fire år siden, da han blev ramt af en depression. Lars fik vendt sygdommen til noget kreativt, men den vil altid være en del af ham. Han håber nu, at flere vil åbne op om deres psykiske kriser
Af Jacob Schneider, projektjournalist
Vanløse, efteråret 2017.
Lars 'Chief 1' Pedersen står ved lydstudiet, hvor alle plakaterne fra hans gamle hip hop-orkester Rockers By Choice hænger i glansen fra guld- og platinplader for de mange udgivelser, han har stået bag som producer. Hits fra danske og internationale navne såsom Outlandish, Johnny Madsen, Kim Larsen, Gnags, Ace of Base, TV-2, Sound Of Seduction, Ricky Martin og Nik & Jay har været igennem hans magiske mixerpult gennem årene. Og her i 2017 kan han fejre 30 års jubilæum i musikkens tjeneste.
Men der er noget, der mangler:
"Jeg stod der en novemberdag og kiggede ud af vinduet, og pludselig var farverne væk i mit hoved. Der kom en klaustrofobisk følelse af, at jeg ikke kunne fremkalde farverne igen - jeg mærkede absolut ingenting...”
”Depression. Det er ikke ligesom en efterårsforkølelse, hvor man lige lægger sig under dynen indtil i morgen. Jeg kan ikke sige, hvor længe jeg havde været i den. Jeg kan bare sige, at der var flere år op til, hvor jeg havde en følelse af, at jeg bare måtte nøjes: Stå op, komme gennem dagen og gå i seng igen," husker Lars.
April 2021, samme sted.
Håndspritten står i vindueskarmen, beviserne på den glorværdige karriere hænger her stadig. Og nu er smilet og farverne sørme tilbage i hovedet på Lars.
"Solen skinner, lad os sætte os på terassen. Vil du ha' en cola?"
Chief 1 er slået igennem som solokunstner, har deltaget i tv-programmerne "Toppen af Poppen" og "X Factor" og stået på scenen ved dette års danske Melodi Grand Prix i marts.
Rejsen hertil har været modbydeligt hård.
"Gør noget godt for dig selv"
Da de mørke skyer lå tungt over hans sind, kæmpede Lars sig igennem ved at skrive smerten ud som ren terapi. Det kom der en plade ved navn 'Slip' ud af:
"Det lyder paradoksalt, for under en depression kan man jo ingenting. Det er der, man melder sig ud af arbejdet og livet og hverdagen.”
”Men da det var gået op for mig, at det nok var en depression, jeg havde, begyndte jeg så småt at søge efter løsninger og muligheder. Jeg skulle i hvert fald ikke bare ligge sådan. Det er jeg nok for stor en fighter til. Så jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg selv kunne gøre.”
”Jeg lå en sen nat og læste et interview om en, der havde prøvet at gøre noget godt for sig selv. Og det kan jo tolkes bredt: Er det at begynde at samle puslespil, at sige fra, at rejse eller dyrke din gamle hobby? For mig var det min musik - den har jeg aldrig kunnet løbe fra. Jeg skulle ikke sidde og lave skibe i en glasflaske eller sådan noget...”
”Det aspekt i musikken, jeg ikke havde dyrket i mange år, det var musikken til mig selv - for mig selv. Jeg har jo produceret og skrevet, været far og mentor for alle mulige. Jeg havde været god til at fylde andres brønde, men min egen brønd var tømt. Jeg var helt derude, hvor jeg tænkte, at hvis ikke den her mulighed virker, så ved jeg fandeme ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har min søn som mit ledelys og ikke andet.”
”Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle finde den følelse, jeg havde, da jeg var 16: Kom hjem til mit værelse på Tårnby Torv 10, smed skoletasken og sad med mine plader og min rytmeboks. Jeg lavede det bare for mig selv, ikke for pladeselskaber, radio, andre artister eller nogen andre. Den nat skrev jeg nummeret 'Man skal dø lidt, før man finder vej'. Ni ud af ti sange kasserer jeg dagen efter, men dén gav mig et lys gennem en sprække i muren. Og pludselig havde jeg faktisk lavet et helt album.”
”For første gang i mit liv havde jeg lavet noget alene, uden nogen andre, for mig selv, af mig selv, til mig selv."
Kasseret
Da det så allersortest ud, oplevede Lars følelsen af, at velfærdssamfundets sikkerhedsnet ikke just opfanger alle med ondt i psyken:
"Jeg havde været igennem en del psykologer og nærmest brugt alle mine penge på det. For det offentlige system er ikke godt for alle de mennesker, der ikke når at få del i den pulje til psykologisk hjælp, der er hvert år - den er brugt i løbet af den første måned eller to. Jeg fik at vide, at puljen ville blive åbnet igen om et halvt år.”
”Jeg kunne jo ikke parkere min depression, så heldigvis havde jeg nogle penge, jeg havde sparet op. Men det gjorde mig da først rigtig deprimeret at tænke på alle dem, som ikke kunne det. Dem, som skulle bruge al deres energi på bare at få nogen til at kigge på dem, tjekke dem og være der. Det gjorde mig trist.”
”Der er en jungle af psykologer. Lidt ligesom at finde en sport, du godt kan lide, nogle er tennis, nogle er fodbold... Og efter fem minutter kan man måske se, at det er 1.400 kroner ud af vinduet. Nå, det er de bøger, han har læst, og der, han har studeret. Men der var nogle få, som kunne noget, og det var som regel dem, der selv havde været nede i lortet.”
”Nu har jeg heldigvis fået ny bank, men da jeg gik ned for at låne penge til at flytte for et par år siden, kiggede de på mine indtægter for 2017, hvor jeg havde depressionen. Efter 20 år, hvor det er gået pissegodt. Jeg kunne ikke låne penge, selv om jeg havde tjent penge i to år. 'Jo, men hvad nu hvis du får det igen?' 'Ja, jeg får det måske igen, hvis jeg ikke kan låne penge og få noget ro.' Jeg blev så vred over, at jeg skulle stemples for ét fucking år, hvor jeg havde tunnelsyn og kæmpede for at overleve - og i øvrigt brugte alle mine penge på psykologer.”
”Kasseret som menneske på grund af et års depression. Hvis det skulle være sådan, ville der jo slet ikke være nogen tilbage på arbejdsmarkedet," tordner Chief, som for længst har fundet en ny rytme.
Har slidt på sjælen
Flere har beskrevet, at det er svært at levere, som man gjorde før, efter en livskrise. Føler du det også sådan?
"Jeg er selvfølgelig blevet ældre, men jeg kan godt mærke, at min energi ikke er den samme som før depressionen. Der er røget nogle flammer og gnister, for jeg kan ikke så meget mere. Bliver hurtigt træt. Hver dag har jeg en periode, hvor jeg skal slappe af eller sove. Kroppen har været så meget igennem, har arbejdet i døgndrift i flere år, at den nærmest går i hi bagefter.”
”Måske er det også derfor, at jeg har skiftet gear til at lave noget for mig selv. Så kan jeg bedre styre det i mit eget tempo. Jeg kan stå op og skrive en sang og så lægge mig på sofaen bagefter. Det lyder lidt patetisk, men jeg kan ikke gøre det anderledes, for jeg kan mærke, at det har slidt på min sjæl.”
”Jeg laver tre sange om ugen, fordi jeg har så sindssygt mange uopnåede territorier i min musik - som en 22-årig, men med en 51-årigs erfaring. Min energi er så som en 100-årigs, men man kan jo ikke få det hele.”
”Førhen kunne jeg have syv-otte bands og masser af bolde i luften, men nu vælger jeg virkelig seriøst mine kampe, for jeg kan ikke vinde dem alle sammen. Nogle dage kan jeg godt tage i tv-studiet, lave fællessang og tage ud og spille koncert - jeg får jo mit kick ud af at stå på scenen - men hvis jeg gjorde det i et halvt år, så ville jeg falde om.”
”Jeg synes, jeg har fundet en fin balance. Nået til en accept af, at der kommer en ny bølge hele tiden. Det kan være lykkebølgen eller smertebølgen - og det er jo det game, vi dealer i som mennesker. Spørgsmålet er, hvordan du rider bølgen."
Lyt til signalerne
Der er skam stadig situationer, hvor Lars rammer muren, fortæller han:
"Det svarer lidt til at stå ved fodgængerovergangen: Der er 400 farver omkring dig, men du ser dem ikke - du ser kun rød. Og så grøn.”
”Når folk har været alvorligt syge, kan man som regel gå tilbage og finde frem til ting, som de har overset. Jeg har haft panikangst i en ung alder, knugen i maven og sovet ad helvede til. Min krop har jo prøvet at fortælle mig, at jeg kører på et tog, jeg ikke har styr på. Hurtigere og hurtigere og hurtigere. Og lige om lidt knalder jeg ind i muren - bum...”
”Jeg er meget mere opmærksom på de signaler nu. En af dagene op til Grand Prix’et sad jeg herude og læste på min telefon, og lige pludselig kunne jeg fucking ikke mærke mine fingre. Jeg kunne ikke skrive på telefonen. Og så kørte min hjerne over i sådan en angst-mode: 'Får jeg en blodprop? Skal jeg dø her alene? Nogen, jeg kan ringe til?'”
”Og så måtte jeg lige tage mig selv i kraven: 'Nej, Lars, du ved jo godt, hvad det her er - det er stress. Træk vejret, rejs dig lige op og gå lidt.' Det brugte jeg ti minutter på, og så gik det over. Jeg tog kontrollen igen, blev herre i mit eget tempel, som en gammel akupunkturlæge sagde til mig engang. Og hvor mange af os kan egentlig det? Vi er rigtig gode til at lade angst og panik styre os. Jeg går stadig og træner det hver dag.”
”Det hjalp mig også rigtig meget at begynde at dyrke sport. Førhen havde jeg bare mit hoved og min krop - men der er jo en sammenhæng. Jeg tabte 15 kilo, og det gjorde også noget. Jeg har altid haft masser af selvtillid, men ikke særlig højt selvværd - for det er to vidt forskellige ting."
Stadig tabu
Selv om der popper historier op i ny og næ, hvor kendte personligheder fortæller om psykisk sygdom og sårbarhed, er det stadig kun en lille del, vurderer Lars:
"Da jeg besluttede mig for at stå frem med det her, var det fordi sådan et interview som det her havde hjulpet mig. Så hvorfor ikke lade den fakkel gå videre? Da jeg var i ’Go' Aften Danmark’ med Michèle Bellaiche var dét det mest smertelige og angstprovokerende interview, jeg nogen sinde har lavet. Meget intenst.”
”Det ligger på nettet, men jeg har ikke set det til den dag i dag. Jeg kæmper med nogle dæmoner, noget angst, der vil have mig til at rejse mig og gå derfra. Men det lykkes, og da jeg kommer hjem og kigger på de sociale medier, så vælter det bare ind: Folk har grædt eller følt sig forstået, talt med deres partner. Hvor er det bare fedt, at vi ikke er alene - det er en kæmpe trøst.”
”Der er heldigvis flere og flere, der står frem, men det er stadig et tabu."
Kulturliv i corona- knæ
Hvordan er det så her I corona-tiden, hvor mange folk i kulturlivet er blevet ret afsondrede?
"Du er jo vant til at skyde dig op ad folks energier, og mere end nogensinde er det gået op for mig, hvor meget jeg kan savne dem. Når du står på en scene er det en ren og skær kemisk proces, der sker i rummet frem og tilbage. Det savner jeg sindssygt meget. Og det gør alle jo: Vi er nogle gøglere, som lever af den energi, og lige nu er den bare stagneret. Det kan man altså ikke gøre på de sociale medier. Du kan ikke lave streaming-koncerter, sådan... Bagefter er der helt stille, og du kan høre en knappenål falde. 'Hey, er I der?' Okay, det har været sjovt, men nu heller ikke mere, vel?”
”Og lad en spade være en spade: Rent økonomisk. Jeg læste lige, at danske musikere mistede 75 procent af deres indtægt sidste år. Prøv lige at tage en gennemsnitsfamilie, der mister det. Så går man jo fra hus og hjem. Og vi har svært ved at sige det, for stiller vi os frem, så er det: 'Ja, tag en tudekiks eller få dig et job i Netto.'”
”Man lyder som en forkælet møgunge, men prøv at høre: Jeg har kæmpet for det her hele mit fucking liv, og lige pludselig går jeg bare ned til nul og niks. Det er svært. Og nej, jeg kan sgu' ikke bare gå ind og være børnehavepædagog, det er der mennesker, der er meget dygtigere til end mig - det er synd for børnene og synd for faget," griner Lars stilfærdigt.
For et par måneder siden kunne man på Facebook se en over tre timer lang live-video, som gennemgår skridt for skridt, hvordan en sang bliver til ved chefens pulte og instrumenter.
"Jeg er tit vågnet om morgenen og haft en fornemmelse af, at jeg ville lave en god sang. Det havde jeg her, og så satte jeg telefonen på et stativ og tænkte 'nu er du her'. Det var nok et behov for at vise, i de her tider, hvor kulturen bliver fuldstændigt underprioriteret - med mindre man vinder en Oscar, så alle politikerne kan twitte, hvor stolte de er over at være danskere - hvordan vi bliver behandlet som andenrangsborgere.”
”Okay, det er ikke det, interviewet her skal handle om, men det her var en mulighed for at vise, hvad det er, jeg gør - og ja, det koster udstyr, det koster tid. Men det er det, jeg elsker at lave, og i en perfekt verden skulle jeg slet ikke have penge for det... Så lavede jeg også en bootcamp for folk med depression."
Altid et håb
De seneste fire år har også lært sangskriveren at bruge det dystre i håbets tegn:
"Efter den hårde plade kom jeg tilbage til min yndlingsbeskæftigelse: At skrive gode popsange. At blande de ting, jeg havde i bagagen. Dybest set er jeg ikke specielt lalleglad. Jeg er faktisk pisse-melankolsk konstant, og jeg har nogle ture. Specielt her i corona-tiden, hvor jeg ikke kan stå op om morgenen - jeg skal tage mig sammen.”
”Men det sjove er, at jeg alligevel prøver at skabe en glad sang. Det er en terapeutisk metode for mig. Hvis jeg bare lavede en nedturssang om, hvor dårligt jeg har det, ville jeg bare få det dobbelt så dårligt. Så jeg kommer lige væk i fem timer, hvor jeg ikke vælter rundt i min egen selvmedlidenhed.”
”Når jeg laver en glad sang, så er det sgu' som regel fordi, jeg har haft det af lort. Når jeg har det godt, så vil jeg da hellere bare nyde det," griner Lars, som netop har udgivet de seneste par års popsange på pladen 'Kunsten i at være ligeglad'.
"Hvis du hører teksten til 'Alt er godt' (forrige års sommerhit med Thomas Buttenschön, red.), er den jo benhård. Den skrev jeg lige efter depressionen, og folk siger, det er en flot tekst, men total nedtur: Folk, der går forbi dig uden at reagere, at gå rundt uden kærlighed... Men så kommer omkvædet: Der er håb, for hvis der ikke er håb, er der ingen grund til at være her.”
”Det er så simpelt og klichéfyldt, men altså, den næste bølge kommer lige om hjørnet. I popmusik kan du lave en melankolsk tekst med en positiv, opløftende melodi. Dér mener jeg, man rammer noget af det største, man overhovedet kan.”
”Ja, sådan er alle mine nye sange: Der er altid et håb."
Og netop 'Håb' er titlen på en af sangene på det nye album. Her medvirker SIND-ambassadør Mathilde Falch.
"Hun er fantastisk, mand. Og det gode ved SIND er jo, at vi får sat noget lys på de sygdomme, som ingen kan se. At turde tale om dem. Jeg mødte Mathilde backstage i Amager Bio, hvor hendes far (Michael Falch, red.) spillede til en Bob Dylan-hyldest. Det var faktisk lige der, hvor jeg havde det mest ad helvede til, og så mødte jeg hende - super cool. Der går lidt tid, jeg læser lidt om alle de dæmoner, hun har kæmpet med, og så var den her sang der bare.”
”Mathilde er en af de mest empatiske og livskloge personer, jeg har mødt. Nu er hun med i 'Toppen af Poppen', og jeg er simpelthen så glad. Hun fortjener alt det bedste. Vi skal lave mere sammen, det er 100 procent."
Depressionen i rygsækken
Colaen er for længst drukket og snakken rundet af, da Lars kommer med et sidste, ivrigt alvorsord:
"Der er en ting, jeg synes er vigtig at understrege: Min depression, den stopper aldrig. Det er blevet en del af mig, en bagage, en vægtskål, jeg kommer til at gå med resten af livet. Kunsten er så at balancere den vægtskål: Tilter den for meget, når du stresser, lytter du ikke til dig selv, står ved dig selv? Eller 'nu går det godt' - jeg kan jo godt mærke, når jeg gør de rigtige ting. Så går dæmonen nedad, og englen svinger op. Det handler om at vide, hvornår dæmonen vejer for meget. I det mindste have balance, og helst have englen lidt over.”
”Til mine koncerter fortæller jeg meget om, hvad jeg har været igennem. Og en af de ting, jeg plejer at sige, er, at grunden til, at jeg står her og synger for jer, det er, at jeg har haft en depression. Ellers havde jeg ikke stået her. Et eller andet sted, så ligger der så sandelig en gave i enhver krise, som venter på at blive pakket ud. Havde jeg ikke haft den, så havde jeg fortsat og måske ligget der med en blodprop.”
”Depressionen vil altid være en makker, som sidder på min ene skulder. Den har måske været der hele mit liv, den har bare fået overtag i nogle perioder. Men jeg ville ikke være foruden, for hvis jeg ikke havde været igennem de sindssygt hårde tider, så havde jeg ikke lært at stå ved mig selv og gøre de ting, der var gode for mig. Jeg blev tvunget derud.”
”Jeg har svært ved at arbejde med andre artister i øjeblikket, for jeg er stadig ved at fylde mig selv op. Hver dag er stadig en healing. Og det kan være, det bliver sådan resten af mit liv. Det fede er så, at jeg kan indspille og producere det hele selv - det er den gave, jeg har fået ved at hjælpe og indspille for andre i 25 år. I stedet for sidde og råbe af sit fjernsyn, når man bliver gammel, fordi man er pissesur over, at livet ikke gik, som man ville...”
”Såååh: Alt ér godt."
Chief 1: Håb (feat. Mathilde Falch, ambassadør for SIND)
Du lukker for solen, før den blænder dig ned
Du slukker for vinden, før den blæser dig afsted
Og ingenting bor i dit sind
Blot et hjerte til leje, hvor ingen flytter ind
Brænder benzin ud over sidste år
Ser ind i i morgen og lukker åbne sår
Men du kan miste alt, bare du aldrig mister håbet
Selvom du' strandet et sted, hvor kærligheden ignorerer dig
Ja, du kan miste alt, bare du aldrig mister håbet
Ja, du ska' helt derud, hvor du ikk' ka' bunde, førend du finder vej
Du bli'r holdt vågen af din længsel og savn
Sætter dine spor, men ingen husker dit navn
Du starter din bil og crasher ud i det blå
Og flygter fra alle dem, din frygt bygger på
Men du kan miste alt, bare du aldrig mister håbet
Selvom du' strandet et sted, hvor kærligheden ignorerer dig
Ja, du kan miste alt, bare du aldrig mister håbet
Ja, du ska' helt derud, hvor du ikk' ka' bunde, førend du finder vej
Ja, du kan miste alt, bare du aldrig mister håbet
Selvom du' strandet et sted, hvor kærligheden ignorerer dig
Du kan miste alt, bare du aldrig mister håbet
Ja, du ska' helt derud, hvor du ikk' ka' bunde, førend du finder vej
(Sangtekst bragt i SINDbladet med tilladelse fra Chief 1)
