Rådgivning 70 23 27 50

Her
Pressefoto 1: Knud Kristensen tværformat i farve

SIND-formand Knud Kristensen

Ti mio. kr. til SIND skal sikre kultur- og restaurantoplevelser til udsatte danskere

Et flertal i Folketinget har fordelt en halv milliard kroner til organisationer, kommuner og regioner. Pengene skal gå direkte til at give udsatte danskere oplevelser, fx koncerter, teaterforestillinger og restaurantbesøg. SIND tildeles ti mio. kroner

Social- og Ældreministeriet har netop offentliggjort, at organisationer, kommuner og regioner tilføres 500 millioner kroner. Målet er at bekæmpe ensomhed og at sikre oplevelser for udsatte danskere og samtidig holde hånden under oplevelsesindustrien. Bag den politiske aftale står regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.

SIND er blandt de 16 organisationer, som indgår i indsatsen for at sikre oplevelser for udsatte grupper som fx ældre, børn, familier og hjemløse. SIND tilføres ti mio. kr.

SIND-formand Knud Kristensen siger:

 ”Det seneste år har været hårdt for mange. Ikke mindst for mennesker med psykiske lidelser og deres pårørende. Nu er foråret - og genåbningen - på vej, og i takt med at det bliver sundhedsmæssigt forsvarligt, skal vi igen ud og nyde de fællesskaber, som vi hver især er en del af.”

”Med en tildeling på 10 mio. kroner fra støtten til oplevelsesindustrien har SIND fået mulighed for at hjælpe mennesker med psykiske lidelser ud af ensomheden. Konkret skal pengene bruges på tilbud i oplevelsesindustrien (som fx kan være restauranter, caféer, forlystelsesparker, biografer, museer, kunsthaller, teatre og og andre udbydere af scenekunstforestillinger, festivaller, spillesteder, koncert- og kulturhuse, zoologiske haver og lignende). Vi er naturligvis glade på vores medlemmers vegne.”

”Når vi får bevillingsskrivelsen, vil vi planlægge hvordan pengene skal bruges. Det vil fx være naturligt, at det bl.a. kommer til at ske gennem vores lokalafdelinger og mange lokale tilbud.”