Ny forskning: Foranstaltningsdømte efterlyser støtte til at håndtere deres livssituation

Af Henrik Harring Jørgensen 

Domme efter kriminalitet begået af mennesker, der var ramt af store sociale og mentale udfordringer i gerningsøjeblikket, skaber ofte store overskrifter i medierne. Derimod er det meget sjældent, at de dømtes egne erfaringer med de såkaldte foranstaltningsdomme får opmærksomhed. Det sker i en ny forskningsrapport, SIND har støttet. 

Med data fra 3.300 domme og efter forskningsinterviews med dømte og pårørende fra hele Danmark tegner to forskere fra Roskilde Universitet, Ane Moltke og Sine Lehn-Christiansen, billedet af et omfattende og tungt system, der ofte virker modsat hensigten. Indsatsen understøtter ikke vejen mod recovery (at komme sig – red.), der kan antages at kunne forbygge ny kriminalitet. Dertil kommer, at ventetiden mellem sigtelse og dom er meget lang. Gennemsnittet er 464 dage. Det viser nye data fra Danmarks Statistik. Det kan du læse mere om her.

Forslag til forbedringer 

Når behandlingen endelig går i gang, virker indsatsen ofte mod hensigten om at forebygge kriminalitet og at fremme, at mennesker kan komme sig.  

En af pointerne i rapporten – der desuden omhandler den seneste forskning om recovery – er, at forbedringer ikke kun handler om at tilføre flere ressourcer til behandling og kortere ventetider. Blandt mulighederne for at vende udviklingen er også, at de dømte – og deres pårørende – bliver inddraget, at der er stabilitet i indsatsen, og at der er fokus på rammerne om hverdagen og et fremtidigt arbejdsliv – fx bolig, uddannelse og arbejde.  

Copyright

Sofie Amalie Klougart

Høres ikke 

De gode historier om tiltag, der opleves hjælpsomme, findes, men der er meget langt i mellem dem. Forskningsrapporten tegner et alvorligt billede af en indsats, der sjældent fungerer. 

”De mennesker, der får en dom, er meget forskellige og har ofte sammensatte problemer, hvilket indsatsen bør tilpasses. Det er den ikke i dag. De oplever, at de får for lidt hjælp, og mange peger på fejl og forsinkelser i et tungt system med mange instanser, der ikke samarbejder. Især peger de på, at de ikke bliver hørt, men nærmere at der bliver bestemt over dem uden, at de eller deres pårørende kan påvirke beslutningerne. Fx fortæller en af undersøgelsens informanter, at Retslægerådets vurdering vejede tungere end hans læges vurdering, endda uden Retslægerådet havde mødt ham direkte,” siger Ane Moltke. 

 - Livet er sat på pause 

Fortællingerne til forskerne bekræfter konklusionerne fra andre undersøgelser om, at dømte inden kriminaliteten blev begået ofte har fået mangelfuld hjælp og støtte. Kriminaliteten beskrives typisk som desperate handlinger i en kaotisk livssituation og som råb om hjælp. 

“Jeg havde været ti gange inde med politiet på hospitalet, hvor de bare havde sagt, jeg kunne gå igen. Det gjorde mig farlig, og man lukker sgu da ikke farlige personer ud i samfundet,” forklarer en af deltagerne om optakten til anholdelsen. 

Artiklen fortsætter efter faktaboksen

Stor ustabilitet 

Efter anholdelsen er adgangen til hjælp hverken hurtig eller ukompliceret. Tværtimod. Gennem de gennemsnitligt 15,5 måneder, der går mellem sigtelse og dom, oplever mange, at de involverede aktører er afventende med indsatsen. Perioden præges typisk af mange skift – fx mellem psykiatriske afdelinger og bosteder – og kortsigtet eller ingen behandling. 

Listen over aktører er lang. Patienten, bistandsværgen og eventuelle pårørende står gennem hele forløbet udover psykiatrien også overfor fx retsvæsen, politi, statsadvokaten, det somatiske sundhedsvæsen, kommunen og Kriminalforsorgen. Dårligt samarbejde betyder, at fejl og forsinkelser let kan opstå: 

“… men man får sådan et brev på den lukkede afdeling, hvor du ikke har udgang fra, om at du skal komme ned på borgerservice på mandag til en samtale. Der tænker man, ’Hvad fanden er det I egentlig laver?’” siger en af de dømte i rapporten. 

Inddragelse og retfærdighedsfølelse 

Mange i undersøgelsen nævner, at følelsen af magtesløshed og uretfærdighed fylder meget. Flere peger på, at de har oplevet unødig magtanvendelse og disrespekt. Følelsen af at have været en del af en indsats, der ikke var hjælpsom, er udtalt – selv lang tid efter dommen.  

”Så møder man op i et rum, og så sidder der en overlæge, en psykolog og en anden, tre ansatte, nogle andre og nogle andre igen. Så sidder der en patient og otte personaler. Det giver sådan et skævt forhold, sådan rent psykologisk,” lyder et bidrag til rapporten. 

Forskerne konkluderer, at det er af afgørende betydning, at mennesker, der har eller står i risiko for at få en foranstaltningsdom, inddrages aktivt i hele forløbet. Deres oplevelser af, hvori problemerne består, og deres vurderinger af, hvad der kan være til gavn, bør ligge til grund for de tiltag, der sættes i værk, mener forskerne. 

Se mere på www.sind.dk/foranstaltningsdom