Set i SINDbladet | Prisbelønnet poet: Man må godt være til besvær
(Dette er en udvidet udgave af artiklen, der er trykt i SINDbladet) I løbet af et par år blev Theresa Salomonsson lidt af en superstjerne på den lyriske scene med debut-digtsamlingen 'Kast himlen i havet'. Efter en barndom i Pinsekirken med tungetale og puritanisme kom skizofreni-diagnosen faktisk som en lettelse, da hun blev 25. For ungdommen var en kamp uden en Gud at tale med midt i kampen for frigørelse og en voksen identitet. Hendes anden digtsamling udkom i maj.
Af Jacob Schneider, projektjournalist
"Jeg fik min første psykotiske oplevelse på efterskolen. En fornemmelse af, at jeg var med i "The Truman Show." Alle havde løjet for mig hele mit liv, boblen bristede og Gud fandtes bare ikke. Der var noget, der gik i stykker indeni, jeg råbte og skreg af lærerne og stak af i bare tæer. Jeg var ellers den søde, stille pige.
Det var voldsomt, og det føltes som om Gud forlod mig, da det var allersværest. Jeg kunne ikke komme i kontakt med ham længere. Kunne ikke høre ham, kunne ikke mærke ham. Jeg var endda begyndt at have syndige tanker - blive forelsket og sådan noget - og da jeg så havde allermest brug for ham, var han væk."
Theresa Salomonsen smiler nærmest undskyldende over de barske livshistorier, som hun serverer hudløst til en ellers gemytlig kop kaffe hjemme i stuen.
Skattet poet
På bordet ligger hendes nyeste digtsamling 'Højsang' i fire funklende farvetryk. Lige nu er den 36-årige digter lykkelig, men bag de trykte ord ulmer en fortid af personlige kriser og et splittet sind.
Theresa er brudt igennem i de finere litterære kredse og har nu for tredje gang fået 50.000 kroner i støtte fra Statens Kunstfond. Hun har fået legater og udgivelsesstøtte ovenpå debuten 'Kast himlen i havet', som fik fremragende anmeldelser og kastede JyllandsPostens coronalegat, Bugges legat, Skulderklaplegatet, en indstilling til Bodil Munch-Christensens debutantpris - som den eneste digtsamling - og Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik af sig.
I maj måned udkom 'Højsang', og med al hæderen var opmærksomheden uundgåelig.
"Jeg er virkelig glad for, at det gik så godt med min første bog. Det er helt overvældende og fantastisk at vinde en pris. Men jeg havde egentlig håbet, at det her skulle være sådan en undergrundsudgivelse, som ikke rigtigt blev opdaget. Jeg har nok været lidt genert omkring den, måske fordi den er så kort - men der er jo masser af digtsamlinger, som har færre ord end den... Måske kan jeg heller ikke lige overskue den opmærksomhed. Det kan være overvældende, når man skal bedømmes på den måde. Jeg er egentlig glad for, at 'den svære toer' blev et så lille og meget anderledes værk end det første. Lidt mere konceptuel, hvor den første var meget tæt på og inspireret af mine egne oplevelser," fortæller digteren.
Tungetale
Digtene fra Theresas pen kredser om religion og tabet af sig selv. Det oprør og den vildskab, som har formet hende, siden hun voksede op på en gård mellem Aarhus og Randers, har indlejret sig i skriften gennem begge bøger.
"Den første har en meget tydelig jeg-fortæller, og Højsang udspringer jo af det bibelske, som også var et stort tema i den første: Tabet af troen, af religionen, af Gud. Og den sorg og det hul, som det efterlader en med, forsøget på at fylde det op med mænd og stoffer og alt muligt andet - at finde sig selv oven på det tab."
Jeg fortæller gerne fremmede, at jeg har skizofreni. Så kan de se, at man også kan være sød og sjov, selv om man har den lidelse.
"Jeg er selv opvokset i en religiøs familie og har valgt at gå en anden vej. Digtene gennemarbejder de erfaringer og den smerte, der er i at fralægge sig sin tro. Og så havde jeg et ret vildt ungdomsliv, der farvede det," mindes Theresa.
Hendes forældre er aktive i Pinsekirken, så der kom hun hver eneste søndag, siden hun blev født, ligesom børne- og teenagekirke og religiøs pinselejr hvert år i Mariager var helt naturligt.
"Det er en frikirke, men også et vækkelses-trossamfund, egentlig meget amerikansk. En ekstase-religion, hvor man søger tilbedelsen, løfter hænderne mod Gud, folk taler i tunger, tror på mirakler, helbredelse og beder for hinanden. Ret ekstremt og måske lidt sekt-agtigt. Jeg har haft en virkelig tryg barndom, for jeg havde jo søde og gode forældre - og altid den der gud, der ligesom var en ekstra far, der kunne passe på mig. Jeg snakkede med ham, for eksempel når jeg var bange for mørket, og jeg var jo stensikker på, at han var der. Gik rundt i frikvarteret i skolen og talte i tunger - det var en gave, man kunne få af Gud, som jeg fik allerede som syv-årig. De bad for mig inde i kirken og sagde, at hvis der kom nogle ord, jeg ikke kendte, skulle jeg bare sige dem. Der kom sådan et par ord af gangen - volapyk-lyde - og så voksede det sprog helt af sig selv, jo mere jeg brugte det. Helligåndens sprog... Jeg ved ikke, om det har været den spirende skizofreni. Jo, jeg har været et mærkeligt barn i sådan en folkeskole, for jeg var meget religiøs. Problemerne kom først, da jeg blev teenager og begyndte at finde ud af, at jeg ikke var som alle andre. Gerne ville prøve at drikke og udforske det seksuelle - det er forbudt i Pinsekirken. Ingen fuldskab eller sex før ægteskabet... Jeg havde meget svært ved at se mig selv i den kasse, jeg var blevet puttet ned i," siger Theresa.
Fra Gud til psykoser
Theresa Salomonsen:
Kast himlen i havet, 2017
Højsang, 2021
Forlaget Korridor
www.facebook.com/theresa.salomonsen
Det hele knækkede sammen, den dag Theresa som 16-årig stak af fra efterskolen. Men længslen efter den klippefaste tro og harmoni fik hende til at søge tilbage:
"Efter sammenbruddet tog jeg faktisk et år mere på den ret ekstreme religiøse og indoktrinerende efterskole Alterna, fordi jeg håbede at finde tilbage til Gud på en eller anden måde. Det resulterede i, at jeg fik det endnu dårligere, en spiseforstyrrelse og en helt forfærdelig tid," fortæller Theresa og fortsætter:
"Vi havde et helt fag, 'grænseland', som handlede om, hvor langt man måtte gå med sin kæreste uden at have sex - et helt fag. Så havde vi 'etik', som simpelthen handlede om at gennemhulle evolutionsteorien: Argumenter, vi skulle lære udenad, så vi kunne forklare dem til folk, når vi kom ud på gymnasiet. Jeg læste rigtig meget, for eksempel filosofi, så jeg var meget kritisk... Jeg passede slet ikke ind der, og de var heller ikke særligt glade for mig," smiler digteren og tager en tår kaffe.
Theresa Salomonsen brød med familiens religion og flyttede hjemmefra, da hun gik i 3.g.
"Der kunne jeg jo se, at folk kunne være gode og søde og lykkelige uden at være kristne. De var ikke bare en flok fortabte sjæle. Det kom nok bag på familien, at jeg brød med kirken ligesom mine søstre. For min far er kirken virkelig et hjem, så han kan jo gå og være bange for, at vi bliver ulykkelige og kommer i helvede. Det er jo heller ikke nemt."
Gennem hele ungdommen overskyggede dét opgør tanken om, at hun måske kunne bære på en psykisk lidelse.
"Jeg fik først min diagnose, da jeg var 25. Jeg havde været syg i mange år, jeg var bare ikke klar over det. Jeg troede egentlig, at alle gik rundt og havde det sådan. Tvangstanker, flere psykotiske oplevelser og gentagne depressioner. Jeg havde en vrangforestilling om, at der var en ond mørk kerne inde i mig, som spredte sig ud. Jeg ville altid være et ondt menneske. Jeg gik fra en kæreste engang, fordi han ikke skulle være sammen med sådan en. Men jeg kunne altid tage en 'glad pige'-maske på, og så holdt jeg de svære ting for mig selv. En pæn pige, som altid tænker på andre mennesker først uden at tage vare på sig selv. Jeg var jo vokset op med, at jeg aldrig skulle være til besvær. Det er noget, jeg arbejder med den dag i dag - at jeg godt må være til besvær nogle gange," forklarer Theresa.
Med en brugbar diagnose, en recept i lommen
går jeg gennem døren fra vægelsind til neurose
Sammenpressede længsler med tekstur som kul
Jeg fører en hånd over billedet
og visker det ud som en tegning i sand
Stranden er øde
bølgerne æder af kysten
alt bliver hav
Theresa Salomonsen, 'Kast himlen i havet'
Forfatterspire med diagnose
Theresa rejste til København, hvor hun stadig bor i Sydhavnen, i 2007. Hun var kommet ind på drømmeuddannelsen: Forfatterskolen. Det var ikke nemt med et skrøbeligt sind:
"Jeg droppede ud af Forfatterskolen efter et halvt år, for jeg havde så meget social angst, at jeg ikke kunne gå ud af min hoveddør. Var ikke ude i flere måneder. Jeg prøvede at få en sygemelding hos lægen, men hun troede ikke rigtigt på mig, fordi jeg havde pænt tøj og make up på. Selvfølgelig havde jeg det, når jeg ikke havde været ude i månedsvis... Det var jo min maske og mit skjold. Jeg fik så lov til at starte forfra året efter, og så havde jeg et par rigtigt gode år der. Det var sindssygt hårdt: Jeg kæmpede med min psyke, at få kritik på tekster og så videre. Vi skulle kun møde fysisk på skolen to dage om ugen, men jeg havde en del fravær - alligevel lærte jeg vildt meget, og det lykkedes. Jeg var blevet erklæret depressiv, men først året efter, da jeg var på randen til at begå selvmord - var ved at planlægge det, simpelthen - fik en veninde mig til lægen, som sendte mig ud på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg blev indlagt og udredt. En ungdomsafdeling for unge med skizofrene symptomer i Brøndby, og det var et vildt godt sted. Psykolog, ergoterapeut, løbegruppe og godt med personale at snakke med. Jeg var faktisk enormt lettet, da jeg fik skizofreni-diagnosen. Jeg kunne lige pludselig forstå, hvorfor jeg havde haft det sådan hele mit liv. Ok, så er der en grund til, at jeg er lidt mærkelig," fniser Theresa i den halvtomme kaffekop og fortsætter med fornyet fokus:
"Det var rart at få sat ord på, hvad det handlede om. Og de symptomer, som følger med."
Skriveglæden har Theresa dog altid haft, fortæller hun:
"Jeg skrev mit første digt, da jeg havde lært at skrive som syvårig. Jeg fandt på det, da jeg sad og kiggede ind i et stearinlys. Vil du høre det?" spørger Theresa.
'Lyset danser, fuglene pipper, svalerne flyver lavt i luftens lys - sådan er det en forårsdag.'
"Det er da meget sødt, ikke? Jeg har ikke været vældig produktiv. Der kan gå lang tid mellem digtene, men jeg har altid skrevet. Jeg læste faktisk ikke digte, før jeg kom ind på Forfatterskolen. Men jeg læste masser af romaner. Det litterære, jeg har fået med fra religionen, det er salmerne og skønheden i dem. Og Bibelen: Højsangen her er jo et litterært mesterværk. På efterskolen var det hotteste, når kærestepar sendte vers til hinanden fra Højsangen," lyder det med en latter, så man kan se det for sig.
"I min version af en højsang er der en kvinde- og en mandestemme, som taler på skift. Og til sidst taler de samtidig. Jeg har gerne villet give kvinden noget mere at sige, for højsange har typisk været meget mandsdominerede. Det er på én gang en klassisk kærlighedshistorie, en overgrebshistorie og en dannelsesrejse. Et feminint erfaringsrum, selve det at være kvinde, som den første bog i dén grad også handler om."
Amputeret psykiatri
Theresa Salomonsen har efterhånden vænnet sig til, at hun må omkring et psykiatrisk afsnit i ny og næ. Men hendes erfaringer med behandlingen er noget blakkede:
"Jeg har været indlagt nogle gange løbende, når jeg har haft nogle sammenbrud. Mine oplevelser har været meget svingende. En ting er, at der generelt mangler midler, så man får bare ikke ret meget hjælp. Man får et værelse og noget medicin - det er det, de kan tilbyde. Man kan få sovet ud, få noget ro og mad og slippe for ansvar - en pause. Men der bliver ikke tilbudt noget som helst andet. Der er ikke nogen, der snakker med dig. Til lægesamtalen snakker man stort set kun om medicin... Og du bliver jo altså først indlagt, når du er på randen til selvmord. Men min oplevelse er, at der ikke er nogen, der spørger ind til det, og personalet sidder bag en glasvæg, hvor man skal banke på, hvis man vil have fat i nogen - det er altså svært at krydse dén grænse, når man har det dårligt og skal række ud.
For nylig var jeg indlagt et par dage, og fordi jeg var selvmordstruet, skulle der holdes ekstra øje med mig. Så en gang i timen var der en, der åbnede døren og sagde: 'Vi kigger lige til dig', og så lukkede døren igen. Lige for at tjekke, om jeg var i live, men ikke noget om, hvordan jeg havde det, mine tanker eller behov for at snakke. Man føler sig ensom, efterladt og svigtet.
Jeg er heldig at have en virkelig sød kæreste, som kommer hver dag, men folk, der ikke har pårørende - jeg aner ikke, hvordan de kommer igennem det. Det er virkelig langt ude, at vores system ikke kan tilbyde mere end det. Du kan få lov til at stirre ind i en væg eller gå op og ned ad gangen. Jeg har savnet en kultur omkring, at personalet er til stede og snakker med folk. Der skal rigtigt meget til, for at jeg bliver indlagt, for det er virkelig ikke en rar oplevelse. Det virker forrykt. Der er i den grad noget galt i psykiatrien, og de åbne afdelinger er lige så trøstesløse som de lukkede. Der skal ansættes flere psykologer, og så skal man væk fra tanken om, at medicin er en mirakelkur, for det er det ikke: Forskningen viser jo, at det virker bedst i sammenhæng med andre typer behandling, men det tager man åbenbart ikke ret alvorligt. Med skizofreni er der for eksempel behov for kropslig behandling også. Kreative værksteder, gåture eller andre aktiviteter mangler der også, hvis man vil give folk det indhold i livet, de har brug for.
Jeg har heldigvis også mange gode oplevelser, for eksempel med distriktspsykiatrien, som ellers bliver kritiseret meget. Men jeg har mødt mange gode og dygtige mennesker, som har kunnet se gennem mig, når jeg prøver at lyve mig raskere, end jeg er.
Jeg lever helt bestemt méd sygdommen, og det kommer jeg til at gøre resten af mit liv. Man siger, at skizofrenien blusser op, når man er teenager, og det passer meget godt: Første gang, jeg hørte stemmer, var jeg 19 år. Men jeg havde også et sårbart sind som barn, har altid været et skrøbeligt menneske. Jeg brød grædende sammen, hvis mine forældre skældte mig ud - jeg havde allerede så dårlig samvittighed i forvejen. Og mit første mislykkede selvmordsforsøg var, da jeg var 12. Så jeg bliver nok aldrig 100 procent rask, men jeg kan leve med det, som jeg nu gør. Den ene uge kan jeg have det helt perfekt, den næste ligger jeg bare i sengen og kan ikke overskue at stå op og gå i bad. Sådan er det bare for mig.
Jeg har lært rigtig meget om mig selv og sygdommen, hvor meget jeg kan presse mig selv. Der er nogle krav fra systemet, som ikke tager meget hensyn til psykisk sygdom, men man må jo finde en vej gennem systemet, så man kan leve. Lige nu er jeg i noget praktik, som måske kan gøre, at jeg kan få et fleksjob.
Man kan godt have et fint liv med en psykisk sygdom. Det går sikkert lidt mere op og ned end mange andres, men man kan jo have lige så mange gode oplevelser. Jeg har en dejlig kæreste, vi skal giftes næste sommer, jeg er kommet i gang med at skrive igen, og der er alt muligt godt at se frem til. Så der er masser af håb forude."
Giv slip og vær ærlig
Hvor meget tænker du, at sygdommen fylder i din digtning?
"Det er meget forskelligt. I den nye fylder det nærmest ikke, men i min første bog ('Kast himlen i havet', red.) fylder det lidt. Der står 'diagnose' et enkelt sted, men ellers er det mere indirekte, indsigt i det mørke i sindet og depressiv tankegang. Jeg skriver på noget, som handler meget om sygdom, så i min næste bog kommer der noget direkte om psykiatrien og min storesøsters to selvmordsforsøg. Jeg er ikke bange for at udlevere mig selv i de ting, jeg skriver, for jeg vil meget gerne være med til at nedbryde nogle tabuer, men de nye ting kan ikke udgives, før jeg har haft en meget grundig snak med min familie.
Jeg har også et religionskritisk budskab: Hvis du opdrager dine børn religiøst, kan det virkelig give bagslag. Og så har jeg en samfundskritik, som blandt andet handler om, at vores samfund er indrettet på en måde, der er med til at skabe psykisk sygdom. I min nye bog handler det også meget direkte om Palæstina-situationen, fattigdom i Indien og forholdene i Rusland. Det er jo også godt at stå ved, hvad man mener politisk.
Og så er det bare vildt vigtigt at nedbryde fordomme. Jeg fortæller gerne fremmede, at jeg har skizofreni. Så kan de se, at man også kan være sød og sjov, selv om man har den lidelse. Der er en frihed i at give slip og være ærlig om det.
Så nu vil jeg måske egentlig gerne være til besvær. Jeg prøver i hvert fald."
