Rådgivning 70 23 27 50

Her
Formand

Set i SINDbladet: Risikoen for at blive indlagt i psykiatrien er tredobbelt for børn og unge, der er eller har været anbragte

SINDbladet

En helt bestemt gruppe af børn og unge er klart overrepræsenterede, når det kommer til indlagte på psykiatriske afdelinger: Børn og unge der er anbragte, som har haft kontakt til de sociale myndigheder fra barnsben af. SIND efterlyser øget politisk fokus på de ofte oversete børns forhold.

Af Kristian Ib

(Denne artikel er fra SINDbladet maj 2023)

I en tidlig alder bliver nogle børn flyttet fra alt, hvad de kender. Væk fra familie, venner og lokalsamfund. Det kan være et kæmpe skift i et børneliv, der allerede ofte har været præget af uro og usikkerhed.

De bliver anbragt, og det kan påvirke dem helt ind i voksenlivet, hvis ikke der gribes ind. Allerede nu kan man se, at unge anbragte langt oftere behandles i psykiatrien end deres jævnaldrende.

Der mangler viden og oplysning om, hvilken betydning børnenes nye livsvilkår som anbragte har på deres liv og fremtidige livs-
omstændigheder, mener formanden for foreningen ”De Anbragtes Vilkår,” David Adrian Pedersen.

Vi bliver simpelthen nødt til at tage os af dem og passe på dem, mens de er anbragte, ellers så kommer udfordringerne med ind i voksenlivet
// Mia Kristina Hansen, Formand for SIND
...

Fjernet til nye problemer

”Når vi spørger vores målgruppe, om de blev fjernet til noget, der var et bedre børneliv, end det de kom fra, så siger halvdelen, at det gjorde de, mens den anden halvdel fortæller, at de blev fjernet til nogle andre svære vilkår, end dem de levede under tidligere,” siger formanden.

Han har selv været anbragt som barn, og sammen med andre ildsjæle arbejder han for at sikre, at nuværende og tidligere anbragtes viden, interesser og ønsker får en tydelig plads i udviklingen af politik og praksis på anbringelsesområdet.

For der er brug for fokus på børn og unges livsvilkår og hverdag på anbringelsessteder og i psykiatrien. De skal mødes, hvor de er, og ikke kun med et fokus på udfordringer og dårlige oplevelser, som skal bearbejdes og behandles. Det mener SIND og foreningen ”De Anbragtes Vilkår”.

”Vi bliver simpelthen nødt til at tage os af dem og passe på dem, mens de er anbragte, ellers så kommer udfordringerne med ind i voksenlivet,” siger SINDs formand, Mia Kristina Hansen.

”Der skal tages udgangspunkt i de anbragte børn og unges liv og oplevelser, når de reagerer. De skal hverken ses som en diagnose eller som uopdragne. De reagerer ud fra deres situation,” uddyber hun.

hænder

Overset i psykiatrien

Børn og unge, der er anbragte, kan opleve et tab af livsmening, en sorg over tabt ungdomsliv, og for nogle kan det føre til håbløshed. Udfordringer der kan blive overset i psykiatrien.

”Man mister en masse information, hvis ikke man prøver at forstå deres adfærd ud fra den kontekst, de står i. En kontekst som både kan være rigtig god, men ofte kan den også være forvirrende, uforudsigelig eller ustabil,” siger David Adrian Pedersen.

Ifølge formanden kan arbejdet i psykiatrien hurtigt komme til at handle om børnenes forhistorier og dårlige trivsel hjemmefra. Men hele indretningen og organiseringen af deres børneliv under anbringelsen kan skabe nogle problematikker, som de ikke nødvendigvis bliver mødt i.

De problematikker kan let blive misforstået i mødet med psykiatrien.

Tre gange så stor risiko

12 pct. af alle unge, der havde kontakt til de sociale myndigheder, før de fyldte tre år, blev senere behandlet i psykiatrien på et tidspunkt, fra de var 18-20 år gamle. For deres jævnaldrende, som ikke havde tidlig kontakt til de sociale myndigheder, drejede det sig kun om fire pct.

Med andre ord er risikoen tre gange så stor for at ende som patient.

Det viser en undersøgelse fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed og Stockholms Universitet fra slutningen af 2021.

Undersøgelsen konkluderer, at der er en klar sammenhæng mellem kontakten til de sociale myndigheder i barndommen og senere behandling i psykiatrien.

2.499 børn under 18 år blev anbragt forrige år, og samlet var 13.400 børn anbragt i 2021. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

SIND støtter ny indsats

Der er ikke altid den hjælp, der skal til ude i kommunerne. Det kan hurtigt føre til, at indlæggelse er det eneste, som kan gøre, at man får det godt, og så får man ikke de redskaber, der skal til, for at kunne klare sig i voksenlivet, mener SINDs formand.

”De skal kunne få den rette hjælp og den rette omsorg, der kan gøre, at de får nogle gode mestringsstrategier, som ikke bare handler om medicin og indlæggelse,” siger Mia Kristina Hansen.

 


Flere tilsynsbesøg på børneområdet

I år har Folketingets Ombudsmand valgt at lave særlige kontrolbesøg på de psykiatriske afdelinger, hvor netop børn og unge er indlagt. En indsats som SIND støtter op om.

Det er generelt Ombudsmanden, der har til opgave at beskytte borgernes rettigheder i mødet med myndighederne, og det er Ombudsmandens Børnekontor, som foretager tilsynsbesøg på børneområdet.

Under tilsynsbesøgene vil der være særligt fokus på fire områder:

• Information til forældremyndighedsindehavere

• Tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt

• Husordener og skærmning til stue

• Inddragelse af børn og unge

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, understreger vigtigheden af at have fokus på børn og unges rettigheder, når de er indlagt på de psykiatriske afdelinger.

”Ikke mindst i situationer, hvor tvang og andre former for indgreb kommer i brug,” siger han ifølge en pressemeddelelse.

Klart budskab

”Det er så hjerteskærende, at vi er nødt til at indlægge børn, derfor er det afgørende, at der bliver sat fokus på brugen af tvang,” mener Mia Kristina Hansen.

Tvang og fysisk magt kan have stor indflydelse på indlagte i psykiatrien. Det kan være dybt grænseoverskridende, og skal kun benyttes med største omhu.

Her har børnene brug for nogle til at være deres advokater. Selv om deres pårørende forsøger at gøre det bedste, kan de også ofte være autoritetstro.

formand

”Derfor er det meget vigtigt, der kommer nogle ude fra og sørger for, at de bliver informeret rigtigt og får den vejledning, man skal bruge som forældre eller pårørende for at hjælpe sit barn,” siger SINDs formand.

Formanden for De Anbragtes Vilkår vurderer også, det er afgørende, der kommer et større fokus på de anbragte børn og unges levede liv og muligheder for at skabe mening i de nye omgivelser, de anbringes i.

Omgivelser som nogle gange er for fokuseret på metoder og professionalisering, men glemmer at organisere de basale byggeklodser til et børneliv, som kærlighed, autenticitet og stabilitet.

Budskabet fra SINDs formand er klart:

”Vi skal have børnene og de unge ud på den anden side som hele voksne”.