Rådgivning 70 23 27 50

Her
Illustration SINDs juleguide 2023

Julen kan være en svær tid. Her er, hvad du kan gøre for at komme lettere igennem den

SINDbladet

I julen bliver alting sat på spidsen. Det gælder både forholdet til familien og til sig selv. Og så kan ensomheden komme krybende. Men der er noget, du kan gøre for at komme lettere gennem december. Første skridt er at flå et glansbillede over på midten.

Af Tobias Bundolo Nørgaard

Julen er mytisk.

Maden, gaverne, pynten. Familien, der samles om det pyntede grantræ. Samhørigheden, varmen, fællesskabet og nærheden. Det er julefreden.

Men det er også et glansbillede.

Et glansbillede, der sætter sig i mennesker som enorme forventninger til juletiden. Forventninger til en selv og til sin familie, der for mange er umulige at leve op til. Måske er det svært at være sammen med familien, fordi der er konflikter. Måske er det svært at være til stede, fordi man har det skidt psykisk. Måske har man slet ingen familie at fejre jul med.

Hvis julen skal blive nemmere at komme igennem, kræver det et opgør med de opskruede forventninger og forestillinger, der knytter sig til højtiden, mener Tina Leen Louv, der er psykolog og leder af SIND’s rådgivning i København. Det gælder for alle. Ikke kun mennesker med psykisk sårbarhed, selv om de kan være særligt udsatte. 

Når det er et vilkår, at dagen kommer, kan du tænke over, om du kan gøre noget, der gør det mere tåleligt at være i
Tina Leen Louv, psykolog 

”Man behøver ikke at have det psykisk svært for at kunne genkende, at julen for de fleste af os er en kompliceret størrelse,” siger hun.

Fordi der er så mange ideer om, hvordan julen skal være, kan man hurtigt føle sig forkert. Alting bliver sat på spidsen. Hvis du normalt føler dig ensom, føler du dig måske endnu mere ensom i julen. Hvis du før følte dig anderledes, føler du dig måske endnu mere anderledes.

”Det er en tid, der bringer mange udfordringer. Det ved vi af erfaring,” siger Tina Leen Louv.

 

Vi vælger ikke selv familien

Hjælp til julen

Mærker du ensomhed, eller har du svære tanker?

  • Rådgivning

SINDs telefonrådgivning på 7023 2750 og mange andre er åbne i december, hvis du mangler et godt råd.

  • Selvforkælelse

Hvis du ikke har mod på at komme hjemmefra og skal være alene, så overvej gerne, hvordan du kan forkæle dig selv. Fx med lækker, færdiglavet mad.

  • Arrangementer

Hvis du har mod på at komme hjemmefra, men ikke kan holde jul med familien, arrangeres der i mange byer julearrangementer, du kan tilmelde dig.

  • Venner eller naboer

En mulighed er også at holde jul med andre end familien – fx venner, naboer eller kolleger. Første skridt er at fortælle dit netværk i god tid, at du leder efter nogen at holde jul med.

...

Hvis vi ser nærmere på glansbilledet, kan vi bedre forstå, hvad det er, der gør julen kompliceret. Centralt i billedet er familien, der er så tæt knyttet til vores traditioner som jul, konfirmation og barnedåb. Men det gælder langt fra for alle, at det er familien, vi er tættest med, mener psykologen.

”For mange af os er familie ikke dem, vi har biologiske bånd med, men dem vi har valgt selv,” siger hun.  

Hvis forholdet til den familie, man er født ind i, er dårligt, kan julen og de forventninger, der følger med, øge risikoen for konflikter, fortæller Mia Kristina Hansen, der er formand i SIND.

”Nogle gange kan det være så konfliktfyldt og svært, at man bliver nødt til at holde jul hver for sig i en periode for at passe på sig selv,” siger hun.

Sådan en beslutning traf Mia Kristina Hansen selv for nogle år siden. Hun og hendes sønner holdt jul derhjemme. Alene. Det var det tryggeste for dem. Men så dukkede spørgsmålene op fra resten af deres familie: Ville de ikke være en del af fællesskabet? Kunne det virkelig passe, at de hellere ville fejre julen på egen hånd?

Den slags spørgsmål kan være svære at svare på.

”Det kan være svært for andre at forstå, at man vælger det her. At der er nogen, der sidder for sig selv en sådan aften. Det er nok også derfor, at vi aldrig snakker højt om, at der faktisk er nogen, der gør det,” siger hun.

 

Konsekvenser af forskruede forventninger

I decembers mørke kan man føle sig som pigen med svovlstikkerne, mener Tina Leen Louv. Som om man står uden for og ser ind på andre familiers julemiddage. Især hvis der bliver lagt billeder op på sociale medier af fornemt pyntede træer eller matchende julesweatre.

”Men man ved ikke, hvor giftigt det kan være, det, der sker derinde. Man er overladt til sine egne forestillinger om, hvordan det er,” siger psykolog Tina Leen Louv.

Forestillingerne om andres jul kan skrue yderligere på ens egne forventninger til højtiden, mener hun. 

”Hvis man ikke lever op til dem, så bliver folk rigtig frustrerede, kede af det og skuffede,” siger hun.  

formand
SIND-formand Mia Kristina Hansen mener, at de gode råd er - ja - gode. Men hvis man ikke kan leve op til dem, kan det gøre det hele. Derfor kan det nogle gange være nødvendigt at tage en pause fra julen. 

Det er Mia Kristina Hansen enig i. Man kommer let til at vende frustrationen indad. Så kan man gå hjem fra julefesten og bekymre sig om noget, man fik sagt. Mon det kom forkert ud? Eller var det mon ens egen skyld, at det hele gik dårligere, end man havde regnet med?

”Man kan også blive bekræftet i, at det er også bare de andre, der synes, at jeg er mærkelig, og de kan ikke finde ud af at rumme mig,” siger SIND-formanden.

 

En allieret til julemiddagen

Hvis vi zoomer nærmere ind på glansbilledet af højtiden, dukker julemiddagen op. Måske sidder man rundt om bordet, mens man har det skidt og mest af alt har lyst til at forlade det. Måske er de andre bekymrede. Det er også let at tænke, at man skal blive siddende, fordi man gerne vil undgå, at de andre bliver endnu mere bekymrede.

Men der skal være plads til at være sig selv i det kaos, som julen også er, mener Tina Leen Louv.

Én måde at sikre den plads er ved at aftale nogle spilleregler for juleaften. Gerne inden, at selve aftenen begynder. Der kan man fortælle en, man er tryg ved, hvordan man har det – og hvilke behov der kan opstå i løbet af julefejringen.

Det kan have en selvstændig værdi at sidde omkring bordet sammen
Tina Leen Louv, psykolog

”Hvis du ikke har det superfedt, kan det være vigtigt at vide, at der i hvert fald er en af de andre i selskabet, der har din stemme og din ryg. En allieret,” siger psykologen.

Forud for aftenen kan man også forsøge at gøre sig selv klar til selskabet, forklarer Tina Leen Louv. Man kan lave en plan for sig selv: Måske der er én i selskabet, som man føler sig særligt tryg i nærheden af. En moster eller en onkel, hvis nærhed kan hjælpe én igennem aftenen. Man kan også overveje, hvor længe man har lyst til at blive der.

”Man kan føle, at man ikke kan komme derfra. Man vil ikke være til besvær og skille sig ud ved at være den første, der går. Men det er okay at smutte. Og mon dog ikke resten af familien sætter pris på, at du kom, selv om du ikke blev der så længe? Du kom faktisk afsted og var med, som du nu kunne,” siger hun.

Også selv om det ikke er let.

 

Nærværets værdi

Der er særligt én ting, som er vigtig at huske på, mener Tina Leen Louv. At nærvær har en værdi i sig selv, og at der ikke er en rigtig og forkert måde at være til stede på. Man behøver ikke snakke en masse, og man behøver ikke have dårlig samvittighed over stilheden.

”Der kan være en fin deltagelse i, at man bare er. Det kan have en selvstændig værdi at sidde omkring bordet sammen. Det kan de pårørende også være opmærksomme på,” siger hun.

Fem gode råd til julen

  • Plads til at trække sig tilbage

Aftal på forhånd, at det er okay at trække sig tilbage, hvis man har brug for en pause. Måske skal der være et særligt rum til det, eller pauserne skal aftales på forhånd.

  • Samtaler om sygdom

Det er helt i orden at aftale, at man ikke vil snakke om sygdom juleaften. Det kan være, det tunge ikke skal fylde. Det kan være en idé at overveje samtaleemner hjemmefra, for eksempel om gode oplevelser, man har haft sammen.

  • Fordel opgaverne

Hvis der kommer gæster, kan man uddelegere opgaverne og fordele ansvaret. Man behøver ikke stå for det hele selv. Sørg for at fokusere på overskud frem for det perfekte. Alt behøver ikke være hjemmelavet.

  • Tidsramme og transport

Det kan være en fordel allerede i god tid at lave en plan for aftenen. Her er det også muligt at lægge pauser ind. Det kan også give ro at have styr på, hvornår man tager hjem, og hvad man vil være med til inden.

  • Alene juleaften

Flere af SINDs lokalafdelinger og andre organisationer holder hyggelige arrangementer juleaften, som man kan tilmelde sig. Du er hjerteligt velkommen. Man kan også gøre det hyggeligt for sig selv derhjemme med lidt ekstra god mad, måske købt udefra.

...

For hvis nærværet – også det tavse – lades med en værdi i sig selv, og hvis man for alvor forstår det, så kan man måske også bedre blive siddende, fordi forventningerne til sig selv og hinanden bliver mindre, mener psykologen. Det er en afstemning i familien, der kan lette aftenen for alle. 

De gode råd kan gøre en stor forskel, mener Mia Kristina Hansen. Men hvis man ikke kan formå at leve op til dem, kan det føles som et nederlag. 

”Nogle gange kan gode råd også gøre, at man føler sig endnu mere forkert, og så kan det være rigtig svært. Derfor kan man også blive nødt til at tale en beslutning om, at man tager en pause fra julen,” siger hun.

Det er nemlig også okay.

 

Julen er et vilkår

Ikke alle har nogen at fejre jul med. Det kan være ensomt, og det kan være forbundet med en følelse af magtesløshed, forklarer Tina Leen Louv. Men man skal huske, at man har noget at skrue på, siger hun.

”Der er muligheder for fællesskaber. Men det er måske for voldsomt at sidde sammen med mennesker, man ikke kender. Men det kan være godt at huske på, at man har nogle valg. Det kan godt være, at det ikke føles sådan, men det har man. Man kan faktisk gøre noget,” siger hun.

Det er helt alment menneskeligt at være ked af det og frustreret, når man oplever sig udenfor fællesskabet, forklarer psykologen. Men netop fordi man måske på forhånd ved, at juledagene bliver svære, kan man tænke over, hvordan man kan formilde smerten.

”Når det er et vilkår, at dagen kommer, kan du tænke over, om du kan gøre noget, der gør det mere tåleligt at være i,” siger hun.

Man kan prøve at tænke lidt over, hvad man kan lide at lave. Måske skal man spise sin livret til aften. Det kan også være smart at lave et program for sig selv på forhånd. Komme lidt udenfor og få nogle brud på dagen. Man kan gå en tur eller tage i kirke, høre musik, se fjernsyn eller hvad man nu kan finde på.

”Man kan forsøge at skabe sig en dag, der er lidt hyggelig alligevel. Og man kan også lægge sig i sengen og vente på, at tiden går. Det er også en strategi, og det er fuldstændig legitimt,” siger hun.

For pludselig er julen overstået. Så er det kun glansbilledet, der er tilbage.