Rådgivning 70 23 27 50

Her
Hjertetræ logo foreningen for børn med angst

Ny podcastserie fra Foreningen for børn med angst

Med podcastserien "Børn og unges kamp med angsten" vil Foreningen for børn med angst udbrede viden og nedbryde fordomme. Og det er der mere end nogensinde brug for.

Angst er en helt naturlig følelse, som vi alle oplever i løbet af livet. Men for cirka 10 pct. af børn og unge i Danmark fylder angsten så meget, at det kan være umuligt at komme i skole eller deltage i sociale arrangementer. Der er ofte tale om langstrakte forløb, og som forælder kan det være svært at finde den rette hjælp og vejledning.

”Mange føler sig på bar bund, når deres barn bliver ramt af angst. Der er en lang række forskellige behandlingsformer, men de kan være udfordrende at navigere i. Særligt fordi der hersker stærke – og ofte modsigende – holdninger til, hvad der er korrekt at gøre. I Foreningen for børn med angst mener vi ikke, der generelt findes rigtige eller forkerte veje ud af angsten. Som forælder er det derimod vigtigt at lytte og finde den behandlingsform, som passer til det enkelte barn. Det kan den nye podcastserie give inspiration til,” fortæller foreningens formand, Mia Kristina Hansen, der også er 2. næstformand i SIND.

I de fire episoder møder vi både børn, unge og forældre, som har angst tæt inde på livet, og forskellige eksperter og behandlere giver input til, hvordan vi kan håndtere angsten. Den slags oplysning er der i høj grad brug for. I 2020 foretog Foreningen for børn med angst nemlig en undersøgelse blandt forældre til børn med angst, som viste, at over 60 pct. af forældrene i høj eller meget høj grad har manglet oplysning om angst hos børn.

”Det tal kommer desværre ikke som en overraskelse. Jeg bliver dagligt kontaktet af forældre, som desperat ønsker at hjælpe deres angste barn. De mangler redskaber, men hjælpen rundt omkring i kommunerne er alt for varierende og ofte utilstrækkelig. Derfor er der brug for, at vi som forening træder til med input og erfaring. Jeg håber, vores nye podcastserie kan være et skridt på vejen til at hjælpe de mange børn og forældre, som har angst tæt inde på livet,” siger Mia Kristina Hansen.

OM PODCASTSERIEN

Børn og unges kamp med angsten følger 12-årige Mathilde, 16-årige Anton og 17-årige Amalie, som deler deres personlige erfaringer med angst. Til serien bidrager også børnenes forældre samt en række eksperter, blandt andre sociolog Anette Prehn, Psykolog Charlotte Høyrup og Coolkids-instruktør Gry Ravn Rønne. Podcasten er støttet af Topdanmark Fonden, som på eget initiativ donerede penge til Foreningen for børn med angst.

De fire episoder er tilgængelige på her.