Set i SINDbladet: Ny bog med gode råd til den svære snak med børn, når mor eller far er psykisk syg

Af Henrik Harring Jørgensen

“Er det her en sygdom, min far kan dø af?”

Sådan lød det allerførste spørgsmål fra et barn i børnehaveklasse-alderen, da forældrene efter lang tids tilløb indledte den svære samtale om farens psykiske sygdom. Forældrene havde sammen med SIND Pårørenderådgivning forberedt sig grundigt på snakken.

Det var meget vigtigt for forældrene at undgå, at drengen blev opmærksom på farens periodiske selvmordstanker. Alligevel havde barnet trods fortielserne allerede fornemmet, hvad der var galt. Da tavsheden endelig blev afløst af dialog, kom spekulationer og spørgsmålstegn frem i lyset. Familien fandt en måde at leve med de skift mellem gode og dårlige dage, som var kommet ind i deres liv.

Situationen er et ud af rigtig mange eksempler på de særlige erfaringer med svære samtaler mellem børn og forældre om psykisk sygdom, som forfatterne bag den nye samtalebog for familier, “Mor | Far | Bipolar”, har.

Eksemplet er ikke med i bogen, fordi den er skrevet, så børn følger godt med i selskab med voksne. Men som læser mærker man hurtigt, at forfatterne Ann-Dorthe Ellegaard Petersen og Mads Trier Blom gennem årene særdeles ofte har siddet i øjenhøjde med børn og lyttet til deres tanker.

Samtalebogen, der er fyldt med tegninger, som kan hjælpe ordene på vej, er udgivet af SIND Pårørenderådgivning med støtte fra Jascha Fonden.

Bogen rummer fakta om psykisk sygdom, forklaringer af, hvordan voksne kan få det bedre, og beskrivelser af de følelser, som raske børn og forældre kan få. Bogen rundes af med 14 forslag til, hvordan børn kan fortælle lærere og venner om sygdom i familien. Erfaringen er, at netop den samtale føles som en stor udfordring for de yngste pårørende

Omfattende erfaring

Forfatterne Ann-Dorthe og Mads har begge prøvet at vokse op i en familie med psykisk sygdom. Siden har de som voksne brugt det meste af arbejdslivet på at hjælpe andre.

“Deler du et problem med en ven, skal du kun bære halvdelen bagefter. Problemer vokser i tavshed,” siger Mads Trier-Blom sammenfattende om bogens hovedbudskab til børn, der er pårørende. Det handler om at søge ud af ensomheden og opsøge dialog.

Mads er bl.a. fysioterapeut, flittig foredrags-holder og nu også medforfatter til samtalebogen. Han fik i 2004 selv diagnosen bipolar lidelse og arbejder nu i psykiatrien med at nedbryde tabu. Mads har desuden holdt flere end 300 foredrag om at leve med sygdommen.

Ann-Dorthe har i årtier arbejdet med børn, der er pårørende. Både som pårørenderådgiver og som inspirator for politikere og professionelle. Hun er i dag selvstændig, men har tidligere arbejdet 22 år hos SIND Pårørenderådgivning, navnlig med samtalegrupper for børn.

Mads og Ann-Dorthe har ved flere kurser suppleret hinanden med hver deres perspektiv på psykisk sygdom set indefra og udefra. De har ofte inspireret andre til at bruge tegninger til at forklare svære ting og fortsætter parløbet i bogen.

Illustrationerne kan printes i sort/hvid fra bogens hjemmeside, så børn selv kan farvelægge dem, mens der tales om at være pårørende.

Diagnoser set i børnehøjde

Alle ved, at et brækket ben kommer i gips, indtil man kan gå igen uden at halte. En psykisk sygdom er derimod usynlig og kan være meget svær at forstå, men forfatterne har mange eksempler, som børn kan nikke genkendende til.

Yderpunkterne i bipolar lidelse – depressionen og manien – sammenlignes fx i bogen med at ride på enten en skildpadde eller en drage. Den komplicerede kemi i hjernen, som påvirker menneskers følelser og handlinger, bliver til at forstå for de mindste, når aktiviteterne i hjernebanerne med transmitterstoffer sammenlignes med bybussernes vej gennem myldretidstrafikken:

“Nogle busser har bestemte ruter i hjernen. Hvis nu passagererne i en af busserne overtager styringen og kører med 250 km i timen til Tivoli, selvom de egentlig skulle på arbejde, så giver det problemer. Det kan være noget af det, der sker i manien. Det kan gå stærkt fra tanken i hjernen, til man handler på den. I depressionen kører busserne 10 km i timen eller er gået helt i stå. Nogle af vejene trænger måske til at blive repareret. Derfor er der områder i hjernen, som ikke modtager beskeder og er lukkede,” forklarer forfatterne i bogen.

Skyldfølelse

Uanset mors eller fars diagnose er det typisk de samme spørgsmål, børn stiller sig selv: Har jeg gjort noget, som har udløst sygdommen? Har jeg selv sygdommen? Er det forkert, hvis jeg bliver vred eller ked af det? Det korte svar er naturligvis nej.

Men forfatterne giver sig god tid til at guide børnene ud af skyldfølelsen og de ensomme tanker om, hvad der er almindelig forældrevrede, og hvad der er sygdomsvrede. Det er vigtigt at slippe ansvaret og at tale med andre, påpeger de. Ikke mindst forældrene.

Mads husker fra sin egen opvækst tydeligt, da han som barn for første gang blev spurgt, om han var ked af farens sygdom.

“Jeg svarede min far, at selvom han i perioder lå i sengen, så var han i andre perioder – mindst halvdelen af tiden – meget nærværende i mit liv. Det var mere, end mange af mine venner oplevede hjemme hos dem. Den samtale blev vigtig for os, fordi det bagefter blev nemmere at tale om, hvornår der var gode og dårlige dage,” siger Mads.

Han håber, at bogen kan inspirere til en tilsvarende åbenhed i andre familier. Ann-Dorthe påpeger, at forventningsafstemningen også er vigtig for de voksne.

“Det hele bliver nemmere, hvis man kan tale om, hvad man i perioder kan og ikke kan. Nogle forældre har ekstra høje forventninger til sig selv. Men ingen af os er perfekte.”