Rådgivning 70 23 27 50

Her
Hænder der former et hjerte rundt om solen

SIND - nyhedsbrev den 1. august

Nyhedsbrev

SINDs landsmøde 2021 / Gruppeterapi for børn / Psykiatritopmødet / SINDbladet online

SINDs landsmøde 2021 er nu online

Den 25. og 26. september 2021 løber SINDs landsmøde af stablen. Er du nysgerrig efter at vide, hvem der stiller op, eller hvilke forslag der er indkommet, kan du nu følge det på SINDs hjemmeside.

På sind.dk/lm2021 har vi samlet al den information, vi har om landsmødet. Der kan du både se, hvem der stiller op til Daglig Ledelse og Hovedbestyrelsen, ligesom du allerede nu kan se de indkomne forslag.

Siden vil løbende blive opdateret, og senest en måned før landsmødet, vil landsmødemappen ligeledes være tilgængelig på siden.

Overvejer du selv at stille op, kan du også læse om, hvordan du skal bære dig ad.

 

Gratis børnegruppe for børn mellem 10 og 13 år

Når mor/far eller søskende rammes af psykisk sygdom, kan det være svært for både voksne og børn. Børn fornemmer hurtigt, hvis der er ting, der er svære at tale om, og kan føle sig alene med deres tanker. Forældre kan også have svært ved at tale med børnene, fordi de er bange for at gøre børnene kede af det. Derfor kan det være en god ide at lade barnet deltage i en børnegruppe.

Hvem kan deltage?
Gruppen henvender sig til børn i alderen 10-13 år, hvor en forælder eller søskende er - eller har været - ramt af psykisk sygdom eller har psykiske udfordringer. Den ramte behøver ikke at have en psykisk diagnose, og børn fra alle kommuner i Region Hovedstaden kan deltage.

Praktiske informationer
Vi mødes i alt otte gange, hver onsdag fra kl. 16.00 – 18.00 i vores hyggelige lokaler på Nørrebro i København, første gang onsdag d. 22. september 2021 og derefter hver onsdag til og med onsdag d. 17. november 2021 (uge 38-46, minus uge 42 pga. efterårsferie) Adressen er: Slotsgade 2, 2. tv., 2200 København N.

Tilmelding til børnegruppen
Ønsker du at skrive dit barn op til børnegruppen eller høre mere, skal du kontakte psykolog Pia Lundby Jensen på pia@sind-kbh.dk eller ringe på tlf.nr 3536 0904.

Vi har plads til otte børn i gruppen, som ledes af koordinator for Pårørenderådgivningen psykolog Pia Jensen samt kandidatstuderende i psykologi Sofie Printz.

Informationsmøde
Vi inviterer børn og forældre til informationsmøde om børnegruppen onsdag d. 8. september kl. 16-17.00. Her kan I hilse på gruppelederne og de andre børn og forældre og få besvaret eventuelle spørgsmål. Tilmelding til mødet sker ved at skrive en mail til pia@sind-kbh.dk.

Hvad laver vi i børnegruppen?
I børnegruppen mødes otte børn en gang om ugen med to voksne. Fælles for børnene er, at deres familie er ramt af psykisk sygdom.

I børnegruppen lærer børnene andre at kende, som står i samme situation. Vi laver sjove ting sammen, så vi lærer hinanden bedre at kende. Vi tegner, klistrer og fortæller vores historier til hinanden. Og vi taler om, hvad man kan gøre i de situationer, hvor man har brug for hjælp eller svar på de spørgsmål, der dukker op. Har man ikke lyst til at tale, er det også helt i orden.

Formål med børnegruppen
Formålet med at mødes i børnegruppen er:

  • At være en del af et fællesskab
  • At opleve, at man ikke er alene om sine følelser og tanker
  • At andre forstår én
  • At få ideer til handlemuligheder: Hvad kan jeg gøre, når jeg bliver ked af det/forvirret/bekymret?


Hvad kræver det af forældrene?
Det er gratis at deltage i børnegruppen. For at barnet kan deltage i børnegruppen, skal forældrene:

  • Sørge for, at barnet kan komme til og fra børnegruppen
  • Bakke op omkring barnets deltagelse i gruppen
  • Deltage i afsluttende samtaler efter forløbet om, hvad børnene har fået ud af at deltage i gruppen.

 

Nu kan du tilmelde dig til Psykiatritopmødet 2021

Psykiatritopmøderne samler hundredevis af mennesker til dialog, debat og inspirerende oplevelser. Som altid er det gratis at deltage. Ses vi til det næste Psykiatritopmøde lørdag den 2. oktober kl. 14-17? Du kan både deltage online og i Imperial Bio i København.

SIND er en af de 15 organisationer i PsykiatriNetværket, der bl.a. har afholdt psykiatritopmøder siden 2009. Psykiatritopmøderne samler hundredevis af mennesker til dialog, debat og inspirerende oplevelser. Som altid er det gratis at deltage. Ses vi til det næste Psykiatritopmøde?

Sæt kryds i kalenderen LØRDAG d. 2. OKTOBER 2021 kl. 14-17. Du kan både deltage i Imperial Bio i København og online. Vær med til at udfordre psykiatriområdet og komme med bud på, hvordan civilsamfundet kan være med til at løfte indsatsen yderligere.

Du kan læse mere her, hvor du også finder link til tilmelding. Årets program bliver en god blanding af oplæg, præsentationer og debatter – alt sammen kyndigt styret af vores veloplagte konferenciers Abdel Aziz Mamoud og Ida-Sophia og med god underholdning igennem hele showet med blandt andet aktuel live-musik.

Du er også meget velkommen til at hjælpe os med at gøre flere opmærksomme på Psykiatritopmødet ved at klikke "deltager" på vores begivenhed på Facebook
 

Bliv klædt godt på som DH-repræsentant

- enten hvis du allerede er repræsentant eller ønsker at blive det

Kom med på kursus og bliv sat ind i, hvad der er vigtigt i rollen som repræsentant for DH. 

På kurset bliver du klædt på til politisk interessevaretagelse i din lokale DH-afdeling og i Handicap- og Udsatteråd. 

Vi skal prøve kræfter med dilemmaspillet ”Klap Kæphesten”, som er et afprøvende og dialogbaseret politikværksted, hvor vi lærer om udvikling af politik og politisk dialog. 

Underviserne er en DH-repræsentant og et kommunalbestyrelsesmedlem. En konsulent fra Center for Offentlig Kompetenceudviklings Politikerakademi står for dagen.

Hvornår: Lørdag den 4. sep. 2021 kl. 10.00 – 16:00. Kaffen er klar fra kl. 09.30. 

Sted: Kulturcenter Mariehøj, Richard Mortensen lokalet, Øverødvej 246B, 2840 Holte

Tilmelding: Du kan enten tilmelde dig her eller ved at sende en mail til landsforeningen@sind.dk, hvor du skriver navnet på kurset og dit fulde navn. 

Arrangør: SIND Hovedstadens Regionskreds og SINDs Uddannelses- og frivilligudvalg. 

 

SINDbladet for august er nu online

Nu kan du læse SINDbladet august på vores hjemmeside. Læs om SIND-ambassadør Mathilde Falch, om SINDs resultater 2018-2021, om indsatsen mod ensomhed og meget mere.

Du kan læse augustbladet eller tidligere SINDblade her

 

Workshop om kommunalvalgskampen for DH-repræsentanter

Som en del af DH’s kommunalvalgsindsats, vil vi op til kommunalvalg igangsætte en kampagne, der skal få handicapområdet ind på lystavlen hos kandidaterne rundt omkring i landet.

Om workshoppen
DH afdelingerne er en helt central del af kampagnen, og derfor inviteres I til online workshop. Her bliver kampagnen præsenteret, og vi skal arbejde med, hvordan I bliver helt klar til kommunalvalget, og hvordan I kan bruge kampagnematerialet.

På workshoppen deltager politisk rådgiver Maria Steno samt DH’s organisationskonsulenter.

Tid og sted
Der afholdes to identiske workshops via Zoom: 
- Tirsdag den 17. august kl. 16.30-18.00 og
- Onsdag den18. august kl. 12.00-13.30 

Tilmelding
Der er tilmeldingsfrist d. 10. august kl. 12.00. Du tilmelder dig her