Rådgivning 70 23 27 50

Her

Nyhedsbrev - 1. april 2021

Naturoplevelser, ny SIND-politik, guide til skriveterapi og meget mere: SINDbladet april er udkommet | Kursus om recovery er åbent for tilmelding | Corona: Ingen fysiske generalforsamlinger i SIND før d. 20. april | Peer-Partnerskabet søger koordinator til forskningsprojekt

Naturoplevelser, ny SIND-politik, guide til skriveterapi og meget mere: SINDbladet april er udkommet

Apriludgaven af SINDbladet ligger nu på www.sind.dk/bladet. Her er lidt om, hvad du bl.a. kan læse i det nye blad.

  • Corona: SIND har med økonomisk støtte fra flere sider styrket den lokale indsats i flere byer. Fx er digitale samtalegrupper på Fyn, korsang i Herning og besøgsvenner på Frederiksberg styrket
  • Projektnyt: ”Frisk i naturen”, der bringer psykisk sårbare tættere på naturen, er allerede en succes. I sommers blev der stillet en halv mio. kr. til rådighed til projektet, som er et samarbejde mellem SIND og Miljøstyrelsen, og opbakningen til projektet overstiger alle forventninger
  • Ny SIND-politik: Problemer med rusmidler samtidig med psykiske vanskeligheder skal løses hurtigere. SINDs hovedbestyrelse har netop vedtaget en politik, der skal bane vejen for nødvendige forandringer på området. Rico Rasmussen er et af de mennesker, som har mødt problemerne i det nuværende system. Mød ham og SIND-frivillig Leni Grundtvig Nielsen, som er medarkitekt på den nye politik i bladet
  • Podcast: Lægestuderende bygge bro mellem patienter og sundhedsvæsen. Filip Søskov Davidovski er lægestuderende og har produceret podcasts med fakta om psykiske diagnoser, som skal forbedre kommunikationen mellem sundhedsvæsen, patienter og pårørende. Indtil videre har 17.000 lyttet med, og du Filips podcasts er nu også tilgængelige på [www.sind.dk]
  • Guide: Skriveterapi skal hjælpe pårørende. Få hjælp til selvhjælp med Annette Aggerholm, som opfordrer pårørende til at skrive følelserne ned
  • Portræt af en frivillig: SIND Syddanmark opsøger indflydelse. Regionskredsformand Anne Hvidberg Jørgensen fortæller om, hvordan hendes baggrund som jordemoder og bedemand har hjulpet hende i det frivillige SIND-arbejde, hvor hun forbedrer forholdene for psykisk sårbare og deres pårørende
  • SIND Pårørenderådgivning: Julie Krarup er netop tiltrådt stillingen som daglig leder af SIND Pårørenderådgivning
  • Psykologisk Rådgivning – SIND København: Tina Leen Louv er blevet leder for rådgivningenPeter Lund Madsen: Angst er ikke farlig i sig selv. Hjerneforskeren og radioværten er aktuel med en ny bog, som udkommer d. 27/4Børn med angst: 1.600 deltog i onlinekonference og på YouTube har foreløbig 7.800 set optagelsen af konferencen, som bragte nyttig viden og nye idéer
  • SINDs MedicinRådgivning: Frivilligcenter Aarhus lægger hus til SINDs MedicinRådgivning, hvor det bl.a. vil være muligt at få rådgivning ansigt til ansigt
  • SIND Ungdom: Gåture i naturen bryder ensomheden. Gennem vinterens coronanedlukning har SIND Ungdom Vestegnen og de øvrige klubber arrangeret masser af aktiviteter for mindre grupper

God læselyst. De seneste 10 års SINDbladet ligger på www.sind.dk/bladet og næste blad udkommer d. 1/6.

 


 

Kursus om recovery er åbent for tilmelding

Kurset ”Recovery som tilgang til dit frivillige arbejde” giver dig en indføring i recovery i praksis krydret med sjove og skæve anekdoter fra undervisernes arbejdsliv. Kurset præsenterer dig for viden og teori, inddrager forskellige perspektiver og kobler det op på undervisernes personlige erfaringer. Du får inspiration til, hvordan du kan støtte andre på deres personlige vej, og du får mulighed for at stille spørgsmål. I undervisningen indgår desuden øvelser og fælles refleksion.

Hver region har lokale undervisere, der alle har både undervisningserfaring og personlig erfaring med psykiske vanskeligheder.

Kurset afholdes online kl. 16-19, og vi hjælper dig med at logge dig på fra kl. 15.30.

Datoerne er:

  • Hovedstaden d. 28/4
  • Midtjylland d. 3/5
  • Nordjylland d. 4/5
  • Syddanmark d. 10/5
  • Sjælland d. 11/5

Du kan tilmelde dig på www.sind.dk/kursustilmelding eller ved at skrive en mail til landsforeningen@sind.dk. Hvis du skriver en mail, så skriv venligst datoen for det kursus, du vil deltage i.

 


 

Corona: Ingen fysiske generalforsamlinger i SIND før d. 20. april

Det eksisterende forsamlingsforbud (forsamlingsloft) på maks. 5 personer samlet indendørs er forlænget fra at gælde til d. 6/4 til nu at gælde til og med tirsdag d. 20/4, og dermed man kan altså ikke holde en traditionel fysisk generalforsamling før efter tirsdag 20 april 2021.

Det fremgår af den rammeaftale for genåbning af Danmark, som folketinget har indgået. Denne kan læses her. Det interessante står på side 3 og på side 5, og er understreget med gult.

Der blev også lavet en mindre genåbningsaftale i folketinget allerede d. 18/3. I det følgende gennemgås det vigtigste for SIND:

Forsamlingsforbud indendørs

Det gældende forsamlingsforbud på maks. 5 personer indendørs gælder altså til og med tirsdag d. 20/4. Midt i april får vi besked om, hvad der herefter skal ske.

Undtagelsen for alt dette er den samme som hidtil: Sociale tilbud med faste arrangementer på faste tidspunkter og fast adresse er undtaget fra forsamlingsforbud på maks. 5 personer, så længe de overholder de øvrige restriktioner m.h.t. kvadratmeter pr. person, afstandskrav o.l.

Forsamlingsforbud udendørs

Fra d. 22/3 er det almindelige forsamlingsforbud på maks. 5 personer hævet til maks. 10 personer, når forsamlingen er udendørs. For særlige udendørs arrangementer i idræts- og foreningsregi (f.eks. fælles gåture som nogle SIND-klubber har) er antallet af tilladte deltagere fra d. 22/3 hævet fra maks. 25 personer til maks. 50 personer.

Dette fremgår af den aftale folketinget lavede d. 18/3.

Andet

Endelig anbefales det fortsat at man har hjemmearbejde og hjemmearbejdspladser, hvor det er muligt. Dette vil i hvert fald gælde frem til d. 6/5, så SINDs sekretariat i Høje Tåstrup vil på en given dag fortsat kun have ca. halvdelen af medarbejderne fysisk tilstede i april.

 


 

Peer-Partnerskabet søger koordinator til forskningsprojekt

Brænder du for at flere med psykisk sårbarhed står stærkere i hverdagen? Vil du være med til at skabe ny viden? Har du erfaring med at samarbejde med kommuner og frivilligkoordinering, og er du god til hurtigt at sætte dig ind i nye opgaver? Så søg stillingen som deltidskoordinator i Peer-Partnerskabets forskningsprojekt, og få ansvar for at få omegnskommuner til København med i forskningen.

Læs mere her.